Kærnemælksrand med hyldeblomst og hindbærsauce

kærnemælksrand, dessert, husblas, fløde, kærnemælk, bærsauce, hyldeblomstsaft, hindbærsauce, sauce, hindbær, rørsukkerI tirsdags havde vi brætspilsgæster og efter en gang traditionel mexmad – og et par timers brætspil – fik jeg lige sneget en lille dessert ind. Den hørte selvfølgelig til månedens benspænd, og inspirationen fik jeg fra Nordisk Køkken, hvor jeg dog brugte lidt mere fløde og lidt mindre kærnemælk. Samtidig var jeg i tvivl om, hvorvidt der skulle bruges fortyndet saft eller koncentreret saft i den oprindelige opskrift, så jeg brugte en ret koncentreret hjemmelavet hyldeblomstsaft. Det gav masser af smag og en hel del sødme, så jeg brugte kun en smule sukker i den hindbærsauce, der blev serveret til, så syren fra hindbærrene kunne give noget modspil til den søde dessert.

Kærnemælksrand med hyldeblomst
4 personer

2 blade husblas
1½ dl piskefløde
2½ dl kærnemælk
1 dl koncentreret hyldeblomstsaft

Hindbærsauce:
150-200 g hindbær
2 spsk rørsukker
½-1 dl vand

Læg husblassen i blød i koldt vand. Varm fløden langsomt op og rør hyldeblomstsaften i, lige inden fløden når kogepunktet. Tag gryden af komfuret. Hæld vandet fra husblassen og knug den let, inden du rører den ud i den varme hyldeblomstfløde. Lad det køle af, så det har samme temperatur som spidsen af din lillefinger, og rør derefter kærnemælken i.  Hæld væsken i en form – eller fire små – og stil den/dem køligt i mindst fire timer, så den når at stivne. Servér desserten sammen med hindbærsauce eller friske bær.

Note: En fin lille sødmefuld dessert, der fik et godt modspil af hindbærrene. Da jeg brugte hjemmelavet saft, var hyldeblomstsmagen ret tydelig, så jeg kan forestille mig, at smagen bliver noget mere afdæmpet, hvis du bruger en saft fra supermarkedet.

10 thoughts on “Kærnemælksrand med hyldeblomst og hindbærsauce

    • Billedet blev desværre ikke så godt – vi havde travlt med at spille, så fancy anretning blev det ikke til – men godt smagte det 🙂

  1. Uhm det ser lækkert ud – det er lige før man kan fornemme det søde, friske og syrlige på tungen, hvis man lukker øjnene og koncentrer sig! Jeg ku’ absolut godt 😀

    – Maj 😀

  2. Ej, hvor sjovt! Jeg lavede præcis denne dessert for et par uger siden – det var en stor succes hjemme hos os.

    • Det er altså også godt! Det havde jeg tænkt på at lave den anden dag, men så faldt over den anden idé, så fromagen må blive en anden god gang 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *