Gedeostekugler

Prøv disse gedeostekugler som appetizer eller som del af et tapasbord. Du kan vende dem i lige den blanding af knuste frø, kerner og krydderier, som du har lyst til, men jeg har et forslag herunder, som jeg selv kan lide. Jeg synes nemlig, at fennikelfrø passer godt til gedeost, og så er det et krydderi, jeg bruger alt for sjældent.
Jeg serverede mine gedeostekugler dryppet med lidt olivenolie og sammen med ristet brød, men du kan også vælge en anden (krydret) olie eller knækbrød til. Eller måske bruge dem som dekorativ topping på en salat?
Denne appetizer er naturligvis en del af månedens benspænd, og denne gang refererer jeg til marts 2012, hvor temaet var ost!
Gedeostekugler
4 stk.
1 spsk flødeost
1 spsk blød gedeost
1 spsk boghvedekerner
½-1 tsk fennikelfrø
1 tsk nigellafrø
lidt salt og peber
olivenolie
Rør flødeost og gedeost sammen til en ensartet masse. Form dem forsigtigt til kugler og put dem i fryseren i 20-30 minutter.
Rist boghvedekernerne på en tør pande i et par minutter og lad dem køle af. Knus dem sammen med fennikelfrø. Rør blandingen sammen med nigellafrø samt salt og peber.
Tag ostekuglerne ud af fryseren og vend dem i blandingen. Læg dine gedeostekugler i en skål eller på et fad og hæld lidt olivenolie over lige inden servering.
Note: De dejlige gedeostekugler har en lidt knasende overflade og en tydelig smag af fennikelfrø. Jeg tror også, det kunne være spændende at lave en variant uden fennikelfrø men måske med lidt knuste chiliflager.







