Dildsild

Dildsild

Gemalen og jeg var til påskefrokost i dag, og vi medbragte lidt til det kolde bord – en portion russisk salat samt ovenstående dildsild. Noget af det bedste ved påskefrokost (og julefrokost) er alle de fiskeretter, der ofte kommer på bordet – herunder de mange sildeanretninger – så det var skønt at eksperimentere med en sildeanretning, jeg ikke har lavet før. Dildsild minder lidt om de sommersild, jeg lavede sidste år (og som jeg i øvrigt varmt kan anbefale).

Dildsild

1 glas sildefileter
trefjerdedele bundt dild
1 drueagurk, skåret i meget små tern
1 spsk finthakket løg
½ dl creme fraiche 18%
2 spsk god mayonnaise – jeg bruger Hellmann’s
2 tsk dijonsennep
lidt citronsaft
salt og peber

Skyl og finthak dilden – husk at gemme et par kviste til pynt. Rør dilden sammen med drueagurken, løg, creme fraiche, mayonnaise og sennep. Skær sildene i mundrette stykker og vend dem i dildcremen. Smag dine dildsild til med salt, peber og citronsaft og lad dem trække et par timer inden servering.

Note: Disse dildsild blev lige, som jeg håbede på – smagfulde men samtidig også milde og med en fin smag af dild.  Du kan give dem et ekstra twist ved at tilføje et par tsk finthakkede kapers til cremen, men de er også ganske gode i denne version.



4 thoughts on “Dildsild”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *