Aligot – fransk kartoffelmos

Aligot – fransk kartoffelmos

Aligot er en fransk version af kartoffelmos – men med rå mængder af ost i! Retten stammer fra Aubrac-regionen, hvor aligot er en traditionel fransk egnsret. Den er ofte smagt til med hvidløg – gerne i form af hvidløgssmør. Og så skal den selvfølgelig med i mit franske benspænd.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra DeliaOnline, men skruede lidt op for kartoffelmængden, lidt ned for ostemængden samt tilføjede lidt fløde for at gøre mosen mere lind. Til en tradtionel aligot skal man bruge Tomme de Laguiole, men den kan være svær at få fat på, så den kan udskiftes med Lancashire ost eller evt. en mild cheddar.

Det er en ret kompakt kartoffelret, så vær opmærksom på, at den mætter rigtig godt.

Aligot – fransk kartoffelmos med ost

3-4 personer

500 g kartofler
25 g smør
2 fed hvidløg
200 g fintreven ost
½ dl mælk eller fløde
Salt og peber

Pil hvidløgene og halvér dem. Læg dem i en kasserolle sammen med smørret og smelt det ved lav varme. Lad hvidløgene stege ved meget lav varme i 20-30 minutter, så de afgiver smag til smørret.

Mens hvidløgssmørret simrer, skræller du kartoflerne og skærer dem i mindre stykker. Kog dem møre i usaltet vand. Hæld vandet fra og mos kartoflerne med et stort piskeris, en kartoffelmoser eller gennem en sigte. Rør hvidløgssmørret i og vend derefter den friskrevne ost i. Slut af med at vende mosen med mælk eller fløde og smag så til med salt og peber.

Servér din aligot med det samme. Jeg serverede den sammen med en flammegrillet côte de boeuf, der efterfølgende blev skåret i skiver, samt kogte grønne bønner og en portvinssauce.

Note: Ok, sådan en aligot fejler ikke noget. Og slet ikke hvis man er glad for ost. Det er nu ikke fordi, at ostesmagen er tydelig, men til gengæld fornemmer man godt det lille hint af hvidløg.



4 thoughts on “Aligot – fransk kartoffelmos”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *