Fransk løgsuppe

Fransk løgsuppe

I går stortudede jeg, da jeg lavede mad! Nej, jeg havde ikke spildt mælk – men jeg skulle fintsnitte 6 store løg til fransk løgsuppe, og det satte mig helt ud af spillet, da jeg var nået halvvejs! Derfor er det bedste råd i forbindelse med denne opskrift – hav kontaktlinser på, mens du snitter løg! (eller endnu bedre: få en anden til at snitte dem).

Vi havde inviteret et vennepar til frokost og havde planlagt en tre retters menu, hvilket er lidt usædvanligt for en frokostaftale – men ikke desto mindre en rigtig hyggelig afveksling.

Til forret lavede jeg som sagt fransk løgsuppe. Nu er det jo godt nok rødvin, der er månedens benspænd, men nu havde jeg vældig, vældig megen lyst til at eksperimentere med denne klassiker, og så måtte hvidvinen frem. Det smager jo også ganske godt. Hvidvinen købte jeg i øvrigt hos min sædvanlige vinpusher, der anbefalede lige præcis denne hvidvin – en Lirac Blanc Reine des Bois 2012 – til fransk løgsuppe. Det viste sig at være et godt valg, for vinen er mild og har en fin sødme, der matcher de bløde, søde løg.

Fransk løgsuppe

forret til fire personer

6 store løg
smør
½ l bouillon, gerne hjemmelavet
2-3 dl god hvidvin
4 timiankviste
3 laurbærblade
½ tsk hvide peberkorn
hvidvinsedddike
salt og peber

Pynt:
fire skiver daggammel flute, der ristes helt tørt
100-150 g gruyere

Pil skallen af løgene og skær dem i meget tynde skiver (se tip i starten af dette blogindlæg!). Smelt en god klat smør i en dyb pande og svits løgskiverne i den ved medium varme. Lad løgene passe sig selv en times tid, men husk dog at røre i dem med jævne mellemrum. Når de begynder at karamellisere, hælder du krydderierne i en lille krydderi-si (kan blandt andet købes hos Kunst & Køkkentøj) eller i en lille gazepose og putter den ned til løgene. Tilsæt bouillon og vin og lad det simre i et kvarter. Tag krydderierne op igen og smag suppen til med hvidvinseddike, salt og peber.

Fordel suppen i fire skåle, der kan tåle at komme i ovnen, og læg et stykke ristet flute i hver. Fordel osten over de fire fluteskiver og stil skålene i ovnen ved høj varme. Hold godt øje med dem – så snart osten er smeltet og begynder at få farve, tager du skålene ud igen og serverer dem med det samme.

Note: Fransk løgsuppe er en god, sødmefuld og fyldig suppe, som er meget velegnet som efterårs- eller vintermad. Jeg synes, denne ret egner sig rigtig fint som forret, men du kan også lave en lidt større portion og bruge den som hovedret.



15 thoughts on “Fransk løgsuppe”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *