Palak paneer – indisk spinatret med friskost

palak paneer, indisk, vegetar, vegetarisk, mælk, lagereddike, løg, hvidløg, ingefær, chili, tomater, paprika, gurkemeje, spinatI weekenden forkælede jeg gemalen med to dejlige indiske retter, hvor palak paneer var den ene. Palak paneer er en vegetarret baseret på spinat, tomater, godt med krydderier samt en hjemmelavet friskost! Og kan jeg modstå retter med ost? Niks!

Jeg skelede til en opskrift på palak paneer hos Stjerneskud, men ændrede på mængderne samt krydringen, da jeg ikke havde masala på lager. Derudover brugte jeg friske tomater.

Palak paneer
mellemstor ret til to personer

Til friskost:
7½ dl sødmælk
½ dl lagereddike

1 lille løg, fintsnittet
2 fed hvidløg, finthakket
1½ spsk friskhakket ingefær
2 små mellemstærke chilier, finthakkede
100 g tomater, hakkede
lidt kokosolie
1 spsk sød paprika
1 spsk gurkemeje
1 tsk salt
100 g frisk spinat
½-1 dl vand

Hæld mælken i en kasserolle og varm den langsomt op. Husk at røre undervejs, så mælken ikke brænder på. Når mælken begynder at koge, tager du kasserollen af komfuret. Rør lagereddiken i – lidt ad gangen – mens du rører konstant i kasserollen. Det får mælken til at skille,så der kommer små klumper af valle. Si kasserollens indhold gennem et osteklæde eller anden form for meget tyndt klæde. Jeg brugte min bomulds-saftsi. Tryk forsigtigt klædet, så det sidste væske trænger ud og tryk derefter forsigtigt valleklumpen til en ca. 1½-2 cm tyk ost. Læg den mellem to spækbrætter og sæt det i køleskabet i 3-4 timer. Skær derefter osten ud i små firkanter – ca. 1½ cm x 1½ cm.

Hæld olie i en gryde og tilsæt løg, hvidløg og ingefær. Lad det stege i ca. fem minutter – husk at røre undervejs – og tilsæt derefter paprika, gurkemeje, tomater og salt.Lad det simre under låg i ca. fem minutter og hæld så spinat og vand i gryden. Lad retten simre videre i et kvarters tid. Nu er det tid til at putte de små ostetern i retten. Lad retten koge videre i fem til ti minutter under låg. Tag til sidst låget af gryden og lad den koge i ca. fem minutter mere. Så er din palak paneer klar!

‘Servér retten sammen med kogte ris.

Note: Palak paneer er en smuk pang-gul vegetarret. Jeg skruede som sagt godt op for både paprika og gurkemeje, så de dominerer selvfølgelig også i smagen og går godt sammen med den milde spinat, de fine ostetern samt de søde tomater.

5 tanker om "Palak paneer – indisk spinatret med friskost"

  1. Uhm hvor ser det godt ud og lyder så lækkert 🙂
    Min mor elsker indisk, så jeg skulle da prøve at overraske hende og den hjemmelavede ost lyder super.

    Rigtig god dag til dig fra mit lille blogbo.

  2. Pingback: Salt lassi - indisk yoghurtdrik - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

  3. Er det virkelig 5 dl eddike til 7,5 dl mælk? Det lyder af meget sammenlignet med andre friskoste.
    Den skal i øvrigt prøves, selv om jeg måske er dovn og erstatter paneer med noget andet første gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *