Astrid och Aporna

Astrid och Aporna, vegansk, vegansk restaurant, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseKan man få gode veganske burgere? Ja, det kan man sagtens – den bedste burger, jeg spiste, da jeg var i New York, var faktisk vegansk, men det er sjældent, jeg støder på veganske burgere herhjemme. Jeg fik dog muligheden for at sætte tænderne i en veganske burger tidligere på ugen, da jeg smuttede forbi Astrid och Aporna Spiseri i Jægersborggade i København (den ligger i øvrigt lige ved siden af Relæ). Astrid och Aporna er et vegansk spisested med fokus på burgere, hotdogs, fritter og salater.

Menukortet er kort men spændende. Jeg nuppede en grillburger med Höt Charlotte-relish (chili, koriander, skalotteløg, citron, kål, ketchup og æble) samt månedens to salater – en coleslaw og en med mildt syltede grøntsager.

Astrid och Aporna, vegansk, vegansk restaurant, restaurant, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelseVeganske burgere indeholder naturligvis ikke ost, så denne burger havde jeezly-ost. Jeg bryder mig af princip ikke om hokus-pokus-produkter som ovenstående fake-ost, men den smagte faktisk ok. Jeg synes dog hellere, man helt bør undlade at bruge den slags fake-produkter, hvis man vil have en hardcore vegansk burger.

Selve burgeren fra Astrid och Aporna var dejlig saftig og smagfuld. Der var godt med grøntsager i, og bollen var tilpas blød og luftig, selvom den nok var sundere end de almindelige hvide burgerboller. Den mættede også ganske godt, uden at den dog lå tungt i maven – jeg var i hvert fald overrasket over, hvor mæt jeg følte mig i mange timer efter (på en god måde).

De to salater var glimrende, men der var lige lovlig megen dressing i coleslawen, og jeg synes, det er lidt underligt at have syltede grøntsager under salat. De var fine – men jeg forbinder mere syltede grøntsager som tilbehør og ikke som en decideret salat.

Jeg synes, det er dejligt, der er kommet endnu et vegansk spisested i København. Selvom jeg hverken er vegetar eller veganer, så kan jeg godt lide vegansk/vegetarisk mad og nyder muligheden for at spise et sted, hvor kærligheden til grøntsager er så høj. Her er Astrid och Aporna et glimrende bud på et sted, hvor du kan få en saftig vegansk burger til en fornuftig pris (en vegansk burger koster pt. mellem 54 og 59 kr).

Fire stjerner med pil op herfra.

2 tanker om "Astrid och Aporna"

  1. Det må prøves – jeg har det som dig og er hverken er vegetar eller veganer, men jeg nyder også muligheden for at spise et sted, hvor kærligheden til grøntsager er høj.

    • Ja, og det er ikke fordi, det er så tit, jeg støder på vegetar/veganerrestauranter her i DK. Men jeg tror, jeg skal prøve nogle flere i Kbh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *