Vintersalat med grønkål og pesto

vintersalat, salat, pastasalat, kålsalat, pasta, grønkål, pesto – pesto, svampe, skinke, æbleMånedens stop-spild-af-mad-benspænd bliver også brugt til fyldige salater! Sidste weekend lavede jeg denne vintersalat. Jeg havde noget pasta til overs fra madlavningen et par dage tidligere, og den kombinerede jeg med en lille bøtte ramsløgspesto fra fryseren, tørrede svampe fra lageret, grønkålsblade fra haven samt tørrede æbletern fra skuffen. Det blev alt sammen kombineret i en mættende og herlig vintersalat. Mangler du én eller flere dele, kan det selvfølgelig udskiftes med andre ting.

Vintersalat
2 personer

2 dl kogt pasta – jeg brugte orzo (ligner riskorn)
3 grønkålsblade
2-3 spsk pesto – jeg brugte ramsløgspesto
1 håndfuld tørrede svampe
1 pakke parmaskinke
3-4 spsk tørrede æbletern
salt og peber

Hæld de tørrede svampe i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem trække i et kvarter. Skyl grønkålen og læg den i en skål. Overhæld den med kogende vand og lad det trække i fem minutter.

Rør pastaen sammen med pesto – evt. med lidt varmt vand afhængig af, hvor kompakt pestoen er. Hæld vandet fra grønkål og hak kålen fint. Vend den i pastaen. Hæld vandet fra svampene og hak dem groft. Vend dem i din vintersalat. Skær skinken i mindre stykker og vend den i salaten. Smag til med salt og peber. Drys æbletern over din vintersalat lige inden servering.

Note: Denne vintersalat spiste vi til frokost sidste weekend, og det var en ret med masser af fylde. Olien fra pestoen kombineret med pasta og kål giver en god mæthedsfornemmelse, og der er masser af smag i både pesto, svampe og grønkål. Et fint alternativ til en rugbrødsmad midt på dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *