Denne koldskålsdrink er en dessertdrink, jeg fik lyst til at lave den anden dag. Jeg bruger selvfølgelig mit alkoholfri drink-benspænd i denne måned som påskud til at lave sjove ting, så hvorfor ikke lave en dessertdrink lavet på koldskål? Til to drinks skal du bruge: …
Der skal påske på bordet, så hvorfor ikke prøve disse søde italienske påskesmåkager? Jeg faldt over dem, da jeg kiggede efter inspiration til påskefrokosten den kommende weekend og fik lyst til at bage dem med det samme. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Allrecipes, …
I morgen har Ældstenevøen fødselsdag, og når man nu fylder hele fem år, så har man også et par klare ønsker til fødselsdagskagerne – en med Spider-Man og en med Lynet McQueen fra Cars.
Nu er jeg ikke vant til så præcise ønsker – faktisk foretrækker jeg at have fuldstændig frie hænder – men da det jo er en af yndlingsnevøerne, og da jeg godt kunne bruge en udfordring, så sagde jeg ja til det. Desværre havde jeg så ingen – og jeg mener ingen – tålmodighed den dag, hvor jeg skulle dekorere kagerne, så jeg synes selv, der er plads til forbedring, men resultaterne blev da ok, og jeg fik ingen klager fra fødselsdagsbarnet – heller ikke selvom jeg endte med at lave en Cars-kage og ikke en Lynet McQueen-kage.
Her har jeg pillet lidt af toppen, så den blå farve for alvor træder frem
Til Spider-Man kagen bagte jeg en portion almindelige lagkagebunde og tilsatte 3-4 spsk blå konditorfarve (kan købes i de større supermarkeder).
Blå lagkagebunde 3 stk.
6 æg
150 g flormelis, sigtet
120 g hvedemel
100 g majsstivelse
1½ tsk bagepulver
3-4 spsk blå konditorfarve
Hæld æggehvider og æggeblommer i hver sin skål. Pisk æggehviderne stive. Pisk derefter æggeblommer i den anden skål sammen med flormelis – sørg for at piske i flere minutter, så massen bliver lys og luftig.
Rør hvedemel, bagepulver og majsstivelse sammen og pisk det i æggeblommemassen. Vend forsigtigt æggehviderne i dejen og hæld den dernæst i en smurt springform, hvor bunden er foret med bagepapir. Jeg brugte en springform på ca. 24 cm, så bundene skulle have lidt længere end normalt, hvor jeg ofte bruger en form på 26-28 cm.
Bag kagen ved 200 grader i 15-25 minutter afhængig af bredden på springformen. Stik i kagen med en tynd træpind for at tjekke, om den er gennembagt. Lad kagen køle helt af, før springformen fjernes, og kagen kan deles i tre bunde.
Bundene blev dryppet med lidt rabarbersirup og derefter lagt sammen med hvid chokolademousse med friske jordbær. Chokolademoussen blev lavet ved at smelte 100 g hvid chokolade sammen med 2½ dl fløde og derefter stille det i køleskab til næste dag. Her blev det så pisket op, og ca. 500 g friske jordbær blev vendt i cremen.
Da kagen var lagt sammen, blev siderne smurt med en vaniljesmørcreme lavet af 200 g smør, 100 g rørsukker, ½ dl vand og 1 tsk vaniljesukker. Jeg kogte rørsukker og vand til en lage (sukkeret skulle kun lige opløses) og lod den afkøle til stuetemperatur. Smørret blev blødgjort og pisket med den afkølede lage sammen med vaniljesukkeret, så det blev til en lys og luftig creme.
Kagen blev overtrukket med blå fondant, og på siderne lavede jeg en simpel skyline af sort fondant. På toppen lavede jeg Spider-Mans ansigt med rød, sort og hvid fondant, hvor stregerne blev tegnet med en sort sukkertusch (kan købes i kagedekorationsbutikker).
Og sådan så kagen ud, når den blev skåret igennem. Flot men også temmelig pangfarvet. Den var overraskende let og lækker på grund af de luftige kagebunde og den friske creme.
Til Cars-kagen valgte jeg at bage en almindelig chokoladekage – bare brug din favorit, men sørg for at det er en forholdsvis fast kage, da den skal ligge i to lag med fyld imellem.
Jeg kogte en simpel hindbærkompot af 300 g hindbær og 100 g sukker – jeg brugte dog ikke det alt sammen, så resten kan jeg bruge som syltetøj senere i denne uge. Chokoladekagen blev delt i to, og den ene halvdel blev smurt med hindbærkompotten. Oven på denne smurte jeg en mælkechokolademousse, som jeg havde tilberedt aftenen før på samme måde som chokolademoussen til Spider-Man kagen: jeg tog 125 g mælkechokolade og smeltede sammen med 2½ dl fløde. Skålen blev sat i køleskabet til næste dag og derefter pisket op til creme. Har du svært ved at fordele cremen oven på hindbærkompotten, så smør den i stedet på den anden halvdel af chokoladekagen og læg den oven på den hindbærsmurte kage.
Kagen blev smurt med en kakaosmørcreme – samme princip som smørcremen til Spider-Man kagen men tilsat 1½ spsk kakao. Jeg fik langt fra brugt al smørcremen, men heldigvis kan den slags fryses og bruges i romkugler. Kagen blev overtrukket med grøn fondant og pyntet med grå, rød og sort fondant. Bemærk venligst de nuttede dæk – dem har gemalen lavet. Bilen er købt i en legetøjsbutik.
… og sådan så Cars-kagen ud indvendig. Hindbærkompotten gav tilpas meget syre til mælkechokoladen, så det ikke blev for sødt, men samtidig var kagen afstemt, så den tiltalte små munde, og den forsvandt da også hurtigt fra børnenes tallerkner.
Jeg kunne mærke, at jeg savnede at dekorere kager, så det må jeg snart kaste mig ud i igen. Det skal dog helst være en dag, hvor jeg har masser af tålmodighed 😉
Inden jeg kaster mig over de udenlandske juleretter, så vil jeg lige fortælle om den nye version af æbleskiver, som jeg afprøvede i weekenden. Jeg er ellers ikke så meget til de klassiske danske julekager, men æbleskiver skal vi dog have hvert år – og …
Jeg plejer at holde mig til frugt, yoghurt/A38 og evt. en grovbolle med ost sådan en hverdagsmorgen, men i går fandt jeg pludselig ud af, at jeg ville bage pandekager! Jeg har for nylig set bloggen Rukiyebenli anbefale at lægge bananskiver oven på pandekagen under …
Amerikanerne har mange spændende kager, og lige ærgrer jeg mig lillapink over, at jeg valgte denne måned til det amerikanske benspænd, for vi har virkelig mange aftaler, så jeg har ikke særlig mange muligheder for at få prøvet kageopskrifter af de næste uger. Måske jeg burde have en måned kun med amerikaner-kager? Det kunne da være sjovt!
Men som sagt – jeg bagte en sweet potato pie i fredags, da vi havde gæster. Opskriften er fra min amerikanske kogebog, og her stod der blandt andet, at man skulle bruge en piedej – vist nok en færdigkøbt, så jeg måtte lige finde en opskrift på en piedej, jeg kunne bruge i stedet, og jeg fandt en hos Miras Madblog, som jeg valgte at bruge – dog med lidt mindre vand i.
Vi har i øjeblikket en ismaskine på ferie hos os, som vi har lånt at svogeren, og jeg så det som en fin lejlighed til at eksperimentere med at lave yoghurtis. Jeg kiggede lidt rundt omkring på nettet og kunne ikke rigtig bestemme mig for en opskrift, så til sidst freestylede jeg en is, som endte med at have en god frisk banansmag, der ikke var så sød, da yoghurten fik lov til at fylde mere i smagen.
Sweet potato pie 8 personer
Dej:
250 g hvedemel
175 g iskoldt smør
2 spsk rørsukker
ca. 1 dl iskoldt vand
Fyld:
60 g blødt smør
2½ dl kogte, mosede sweet potatos
2½ dl flormelis
80 g kondenseret mælk
½ tsk vaniljepulver
2 æg, piskede
1 tsk kanel
Bland mel og sukker. Skær smørret i mindre stykker og bland det grundigt med mel- og sukkerblandingen – det skal blive til en grynet masse, uden at smørret begynder at smelte. Hæld vandet i lidt ad gangen og ælt, til du får en ensartet dej. Pak den ind i film og læg den i køleskabet i mindst en halv time.
Rul dejen ud på et meldrysset bord og beklæd en tærteform med dejen. Da dejopskriften er til en lukket pie, fik jeg dej i overskud – se længere nede, hvordan jeg fik brugt det. Bag dejen ved 175 i ca. ti minutter, inden der skal fyld på.
Bland smør, sweet potatos, flormelis og kondenseret mælk grundigt. Pisk derefter vaniljepulver, æg og kanel sammen, inden den blandes i. Fordel det ud over bunden og bag det ved 175 grader i en time.
Note: Jeg blev positivt overrasket over pien. Jeg har hørt ret blandede meninger om sweet potato pie, men denne her var ganske glimrende. Jeg syntes, den mindede lidt om den græskartærte, jeg lavede sidste år – samme lidt solide, søde og alligevel milde smag. Banan-yoghurtis
3 modne bananer, mellemstørrelse
120 g rørsukker
1 tsk vaniljesukker
4 dl yoghurt naturel
saft fra en citron
Blend alle ingredienser og put massen i en ismaskine. Når den er rørt færdig i maskinen, puttes den i fryseren.
Note: Frisk, syrlig og alligevel lidt sød is – giver et fint modspil til en sød kage eller lignende. Isen er i øvrigt lidt lettere at ‘skrælle’, da den har en blødere struktur end flødeis. Små hurtige blåbærtærter 4 stk.
– resten af piedejen
– 150 g frosne blåbær
– 2 spsk rørsukker
– 1 tsk vaniljesukker
1-2 dl yoghurt naturel
Beklæd små tærteforme med dejen. Bland resten af ingredienserne og fordel det i tærteformene. Lad dem bage i ovnen i ca. ½ time ved 175 grader – muligvis lidt længere tid.
Note: De var desværre ikke så kraftige i smagen, så vi hældte lidt blommesirup over, da vi spiste en hver i går. Tror jeg skal eksperimentere lidt mere med små tærter, for søde ser de jo ud.
I går var vi til familiefødselsdag, og traditionen tro havde jeg medbragt kage. Jeg tog udgangspunkt i en lækker opskrift fra Anarkistens blog, men ændrede en smule hist og pist – især med pyntningen, hvor jeg fik en anden idé undervejs. Chokolade-kaffecremen drillede lidt, så …
Vi har lige været til fødselsdag, og som den gode gæst, jeg er, så medbragte jeg kagen! Ok, sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen, men jeg havde i hvert fald en aftale med fødselaren om, at jeg sørgede for fødselsdagskagen. For nylig fandt jeg en …
I går havde jeg The Boys på besøg, så det betød blandt andet, at vi skulle have kage! Jeg har flere gange udsat dem for tunge og solide kager, men denne gang syntes jeg, at det skulle passe til vejret, så jeg lavede en let marengskage med ribsflødeskum til. Den originale opskrift er fra ‘Flere suveræne salater…’, men jeg ændrede på fyldet.
Marengskage med ribsflødeskum 7 ret lækkersultne personer
4 æggehvider
1 tsk eddike
250 g rørsukker
100 g grofthakkede mandler
4 dl fløde
175 g ribs
2 tsk vaniljesukker
Pisk æggehvider, eddike og rørsukker med en elpisker i ca. fem minutter, indtil massen er tyk og skinnende. Vend de hakkede mandler i massen og smør den ud på bagepapir i to cirkler – du kan evt. tegne dem inden på bagepapiret, inden du vender papiret om (så massen ikke kommer i kontakt med den kuglepens- eller blyantstreg, du tegnede). Bag marengsbundene ved 150 grader i ca. 1 time og 10 minutter. Tag dem ud og lad dem afkøle.
Pisk fløden til skum sammen med vaniljesukkeret og vend ribsene i bagefter. Læg bundene sammen med bærskummet i midten.
Note: Let og alligevel syndig kage, som ikke er helt let at skære i bagefter. Jeg pyntede kagen med lidt blodrød glasur.
Smuk bønnesalat
250 g sorte bønner
½ dusk frisk koriander
6 store cherrytomater
1 grøn peberfrugt
lidt salt
citronolivenolie
Stil bønnerne i blød i vand natten over, og skyl dem godt. Kog dem ca. 30 minutter, til de er møre, og lad dem afdryppe, til de er kølet af. Bland dem med friskhakket koriander, peberfrugt og cherrytomater i små tern samt lidt salt og citronolivenolie.
Note: Jeg syntes, det blev en ret smuk salat, og det er ikke sidste gang, jeg bruger sorte bønner – se hvor flotte de er sammen med grøntsagerne! Og så smagte salaten i øvrigt godt og mættede ganske fint.
Ind imellem kaster jeg mig ud i madprojekter, der kræver en del tålmodighed. Ikke fordi det er nørklearbejde, men fordi resultatet først kan afgøres flere måneder efter. Sådan et projekt kastede jeg mig ud i for en uge siden, da jeg lavede et glas saltede …