I anledning af månedens varme drikke-benspænd har jeg også skelet til det store udland for at få inspiration, og her er der en lang række spændende – og lidt pudsige – varme drikke. En af dem, jeg oftest har hørt om, er hot buttered rum. …
For et stykke tid siden introducerede en af mine kolleger mig for disse fantastiske chokoladesmåkager med karamel! Jeg spiser sjældent småkager, men disse her kunne jeg nu godt blive forfalden til, for de er pænt vanedannende! Kombinationen af mørk chokolade, karamel og salt er virkelig …
Æble og gris – lyder det ikke som en god kombination? Det synes jeg i hvert fald, så jeg smilede, da jeg for nylig kunne åbne en pakke, der indeholdt en flaske æbleeddike fra Meyers. Anledningen var, at jeg har sagt ja til at deltage i en madbloggerstafet, hvor i alt otte madbloggere udfordrer hinanden. Det er Electrolux, der har udskrevet konkurrencen, hvor hver madblogger skal udfordre en anden madblogger med en ret og en ‘hemmelig ingrediens’. Den hemmelige ingrediens behøver ikke at være en dyr eller fancy madvare – men det skal være en ingrediens, som udfordreren mener giver noget særligt til retten.
I mit tilfælde var det Martin fra Rigeligt Smør, der stillede udfordringen ‘Æble og gris’, hvor den hemmelige ingrediens var æbleeddike. Kombinationen af svinekød og æbler er jo en klassiker – tænk bare på æbleflæsk – men æbleeddiken har den fordel, at den også har noget syre, der giver et godt modspil til det fede svinekød. Da jeg godt kan lide kombinationen af æble og svinekød, besluttede jeg mig for, at jeg ville proppe så meget som muligt æble ind i retten, for oktober er en rigtig æble-måned. Derudover har vi for nylig fået en grønkålsstok, og da kål og svinekød også fungerer godt sammen, så blev jeg naturligvis også nødt til at snige noget kål med i retten.
Jeg køber stort set kun frilands- eller økologisk kød, så det var selvfølgelig en ekstra udfordring i forhold til svinekødet. Heldigvis havde jeg to pakker revelsben fra frilandsgris i fryseren, så fik de lov til at indgå i madlavningen.
Kødet blev først marineret, inden det blev gnedet med rub og smidt på grill. Senere hen blev det smurt med en glaze. Opskrifterne på de enkelte delelementer bliver løbende præsenteret længere nede i indlægget.
Grillede revelsben med æble
3-4 personer
6 tykke revelsben 1 dl æbleeddike
Put revelsben i en frysepose og hæld 1 dl æbleddike i posen. Vend kødet godt i eddiken og stil det derefter i køleskabet i mindst tre timer – eller evt. natten over, hvis du har god tid.
Tag kødet ud af køleskabet en halv time inden, at du skal bruge det. Det kan for eksempel være samtidig med, at du tænder op i grillen, men det afhænger selvfølgelig af, hvor hurtig eller langsom din grill er til at varme op.
Læg 2-3 håndfulde røgflis i blød – jeg valgte at bruge pekannød-flis, men du kan også bruge andre typer. Jeg gik all in og lagde røgflisen i blød i æblejuice. Du kan dog også nøjes med almindeligt vand.
Mens grillen varmer op, laver du den rub, som kødet skal gnides ind i. Jeg er ret vild med kombinationen af æbler og fennikel, så jeg besluttede mig for at lave en rub på fennikelfrø. Fenikkel-rub
Hæld marinaden fra kødet og vend revelsbenene i rubben.
Sørg for, at grillen står på ca. 120-125 grader. Når grillen har nået den rette temperatur, hælder du juicen fra røgflisen og smider det våde træ på kullene. Sæt en stor drypbakke ned i grillen og hæld en halv liter æblejuice i den. Læg derefter grillristen på og placér dine revelsben, så det får indirekte varme. Læg låget på grillen og tjek, at temperaturen holder sig på 120-125 grader. Lad det derefter passe sig selv i tre timer.
Mens svinekødet passer sig selv, kan du meget passende koge den glaze, du skal bruge kort tid inden, at kødet skal serveres. Jeg valgte selvfølgelig at lave en æble-glaze. På den måde kunne jeg også bruge nogle af de dejlige hjemmedyrkede æbler, vi har fået fra mine svigerforældre.
Æble-glaze
lidt olivenolie 1 medium løg, hakket 2½ dl mørk og kraftig øl 2 æbler 1 dl mørk farin 1 dl æbleeddike 1 tsk stærk sennep
Hæld olien i en gryde sammen med løg. Svits det, uden at det tager farve, og tilsæt så øllet. Lad det koge ind, indtil mængden er halveret. Imens fjerner du kernehuset fra begge æbler og skærer æblerne i tern. Du behøver ikke at skrælle dem. Put æbleternene i gryden sammen med farin, æbleeddike og sennep. Lad det koge op og derefter simre i fred, indtil det er kogt ind til en tyktflydende masse. Blend det med en stavblender.
Stil glazen køligt, indtil den skal bruges.
Sådan ser de grillede revelsben ud efter tre timers stegning.
Når de tre timer er gået, tager du dine revelsben af grillen og pakker dem ind i stanniol. Put det indpakkede kød tilbage på grillen og sørg for, at temperaturen stadig er 120-125 grader. Nu skal kødet grille videre i fred i to timer.
Sådan ser kødet ud efter yderligere to timer på grill, når de er pakket ud af stanniolen igen.
Nu er kødet lige ved at være færdigt. Læg de grillede revelsben tilbage på grillen. Vær lidt forsigtig – kødet er efterhånden ret mørt – og smør æble-glaze på begge sider af kødstykkerne. Læg låget på grillen og hold atter temperaturen på 120-125 grader. Kødet skal ligge der i 20 minutter, inden du smører stykkerne en gang mere med æble-glaze og giver dem yderligere 20 minutter. Jeg vil foreslå, at du – så snart du har smurt kødet første gang – koger perlespelten, du skal bruge til salaten – se herunder.
Grønkålssalat med æbler og perlespelt 4 personer
2 store blade grønkål 2 dl perlespelt ½ dl æbleeddike 1 æble ½ dl hasselnødder lidt salt evt. 1 spsk æblesirup
Kog perlespelten – følg anvisningen på pakken – og hæld derefter vandet fra. Skyl grønkålen og hak den. Læg den i en stor skål og hæld kogende vand over den. Lad kålen trække i ti minutter, inden du hælder vandet fra. Bland perlespelt og grønkål i en serveringskål sammen med æbleeddike. Fjern kernehus fra æblet og skær æblet i tern. Vend æbleternene i grønkålssalaten. Giv nødderne en kort tur på en varm pande, inden du hakker dem groft og vender i salaten. Smag salaten til med lidt salt samt evt. lidt æblesirup.
Tag de grillede revelsben og anret dem på tallerkner sammen med grønkålssalat og lidt æblesirup.
Note: Kødet er mørt som smør, har en fin sødme fra æble-glazen samt et dejligt pift af fennikel. De grillede revelsben passer samtidig godt sammen med grønkålssalaten, der både har en fin sprødhed og sødme i de friske æblestykker, syren fra æbleeddiken samt den milde smag af både grønkål og perlespelt.
Du kan finde de foregående (og de næste) opskrifter i madbloggerstafetten ved at søge på følgende hashtags: #Electrolux og #SecretIngredientDK
Når man taler om sydstatsmad, så kan man ikke komme uden om sydstaternes fascination af at frituremad. De frituresteger alt – og jeg mener alt! Texas er ingen undtagelse, og her i den sidste del af måneden vil jeg vise jer en række eksempler på …
Intet Texas-benspænd uden ribs – masser af Texas BBQ Ribs! Og nej, jeg tænker ikke på de små røde bær men på saftige spareribs friske fra grillen! I Texas er grillen et højt skattet redskab i madlavningen, og texanerne er især glade for mad, der …
Der kom også dessert på bordet, da vi havde besøg tidligere på ugen. Udover røget kalvemørbrad serverede jeg også ferskencrumble for vores gæst i anledning af månedens benspænd.
Jeg researchede lidt på, hvad der er de mest typiske texanske desserter, og de to desserter, jeg oftest stødte på, var Peach Cobbler og Pecan Pie. Peach Cobbler, dvs. ferskencrumble, er en enkel dessert, som minder meget om crumble-kager, der er ret populære her i Danmark. Crumble-kager består af frugt, som vendes i sukker og evt. krydderier og lægges i et fad, inden de dækkes af en tør, sukkerholdig smuldredej og derpå bages i ovnen. Se for eksempel denne æblekage.
Peach Cobbler er dog lidt anderledes, da kagedejen her er en fast dej med bagepulver i. Kagedejslaget bliver derfor tykkere og mere luftigt.
Jeg fandt inspiration hos Allrecipes men justerede opskriften lidt. Ligesom ved pekannøddetærten skruede jeg ned for sukkermængden, da jeg lavede denne ferskencrumble. Hvis du har en ret sød tand, så brug evt. et par ekstra spiseskefulde, men jeg synes nu, at denne mængde var meget passende. Til gengæld skruede jeg op for kanelmængden og udelod majsstivelse.
Kagedej: 1 dl hvedemel ½ tsk bagepulver 2 spsk rørsukker ½ tsk kanel lidt salt 3-4 spsk koldt smør vand
Derudover: 1-2 spsk rørsukker
Fjern først skrællen på de fire ferskner. Bring en stor gryde vand i kog og put de fire ferskner ned i det varme vand. Tag dem op igen efter et minut og skyl dem i koldt vand, inden du forsigtigt trækker skrællen af fersknerne.
Skær fersknerne i tynde både og vend dem i kanel, mørk farin og en lille smule muskatnød. Læg dem i et lille smørsmurt fad på 12 x 17 cm og bag dem i ovnen ved 220 grader i ca. 10 minutter.
Mens fersknerne er i ovnen, rører du kagedejen sammen. Bland hvedemel, bagepulver, rørsukker, kanel og en smule salt sammen, inden du gnider smørret ud i melblandingen. Hæld en lille smule vand i – kun lige nok til, at du kan samle dejen til en fast men blød kugle.
Tag din ferskencrumble ud af ovnen og fordel kagedejen ud over dem ved at plukke små klumper af dejkuglen, som du lægger oven på de bagte ferskner. Slut af med at dysse lidt rørsukker ud over.
Bag kagen ved 220 grader i 25-30 minutter, indtil kagen er gylden og sprød oven på toppen.
Servér din ferskencrumble som den er – eller evt. kombineret med lidt flødeskum eller creme fraiche.
Vores søndagsgæster blev ikke kun udsat for 7 Layered Dip og sliders med pulled pork og peanutbutter-coleslaw – desserten skulle selvfølgelig også være texansk i anledning af månedens benspænd. Pecan pie – eller pekannøddetærte på dansk – er i mine øjne en af de mest …
Spiselig julepynt er stærkt undervurderet! Jeg burde faktisk lave det noget oftere (eller… i hvert fald hver jul), for det er både en sjov og velduftende måde at julepynte hjemmet. Denne gingerbread cave – eller ingefærbrødsgrotte om man vil – lavede jeg sidste weekend, lige …
Mens jeg var i Jylland i weekenden, havde gemalen gæster på besøg. Jeg havde tilbudt at lave en græskarkage til dem, for jeg havde en butternut squash på lager, så var det meget fristende at bruge denne i bagningen. Græskar er en af de efterårs-råvarer, som jeg holder mest af, og det er bare om at udnytte dem, mens de er i handlen.
Jeg surfede på nettet efter inspiration, men da jeg endelig faldt over et billede på en græskarkage, jeg havde lyst til at lave, så fulgte der ikke nogen opskrift med! Efter lidt grublen valgte jeg at improvisere, og det gik ganske godt. Min græskarkage kunne dog godt have brugt en smule mere mel, så det har jeg tilføjet i nedenstående opskrift. Jeg har lavet cirka-angivelser, for køkkenvægten er (igen) død… suk!
Græskarkage med kanel, valnødder og kakaoglasur
en lille bradepande
en stor butternut squash
7-8 dl hvedemel
3 tsk kanel
½ tsk salt
½ tsk muskatnød
2 tsk bagepulver
2 dl mørk farin
1 dl rørsukker
4 æg
2 dl rapsolie
100 g valnødder, hakkede
Pynt:
Kakaoglasur lavet på kakaopulver, flormelis og vand
Små sukker-kødben
Tag en skarp kniv og skær skrællen af butternut squashen. Fjern kernerne og skær squashen i mindre stykker, som du koger møre. Så snart de er gennemkogte, hælder du vandet fra og blender butternut squashen til en blød og ensartet mos. Hæld de tørre ingredienser i en skål og rør dem godt sammen. Tilsæt æg og rapsolie, bland det grundigt og rør så butternut-mosen i. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis du synes, at dejen er meget flydende (den skal dog være ret lind – men ikke pjasket). Vend de hakkede valnødder i dejen og hæld den i en lille bradepande, der er smurt med smør.
Bag din græskarkage i 50-65 minutter ved ca. 175 grader. Tjek om den er færdig ved at stikke i den med en tynd træpind. Hvis der ikke hænger kagedej på pinden, når du trækker den ud af kagen, så er den færdig.
Lad din græskarkage køle helt af, inden du dekorerer den med glasur og Halloweenpynt.
Note: Kombinationen af det søde, milde græskarkød, den liflige kanel og den mørke kakaoglasur er rigtig god, og denne græskarkage egner sig glimrende her til efteråret, hvor der gerne må komme lidt mere krydrede kager på bordet. Nåja – og så passer den jo også godt til Halloween-festen, for hvad er Halloween uden græskar?
I søndags var vi til familiehygge, og jeg havde tilbudt at tage kage med, for så var der en perfekt undskyldning for at lege i køkkenet! Jeg valgte at medbringe to forskellige slags kager – en blommetærte, som blev tryllet frem fra fryserens gemmer, samt …