Du kan sagtens bage på en grill, så jeg smed et æblebrød med kanel på grillen tidligere på ugen, da jeg lavede grillet knoldselleri. Jeg kunne jo lige så godt udnytte den opvarmede grill til fulde. I bund og grund kan du bage de fleste …
Jeg elsker at bage pizzaer på vores grill, så selvfølgelig skal første benspændsret være grønkålspizza! Den kan (læs: bør) tilberedes på grill og er samtidig lavet på årstidens råvarer, så det er helt perfekt. Jeg tog udgangspunkt i den pizzadej, jeg plejer at lave men …
En af de mest kendte kager fra det tyske køkken er naturligvis Berliner Pfannkuchen – eller bare Berliner, som den ofte kaldes herhjemme. Det er en blød og sød kage med syltetøj indeni, men den findes selvfølgelig i mange varianter.
Berliner Pfannkuchen er overraskende let at lave – hvert fald hvis man snyder lidt. Hvis det skulle gå helt rigtigt til, så skulle man have en Berliner-sprøjte til at fylde de stegte berlinere med, men sådan en har jeg ikke. Det skal dog ikke stoppe mig, så jeg brugte en metode, hvor man fylder dem, inden de steges – og det smager altså præcis som den originale metode.
Jeg skelede til en opskrift fra Alt For Damerne men justerede på flere af målene, skruede op for krydringen og ændrede lidt på metoden.
Berliner Pfannkuchen
ca. 8 stk.
1 dl mælk ½ dl rørsukker 40 g smør lidt salt 10 g gær ca. 5 dl hvedemel ½ tsk vaniljepulver 1 tsk fintrevet skal fra øko-citron 1 æg
Derudover: ca. 8 tsk hindbærmarmelade hvidt sukker til at dyppe dine berlinere i ½-1 l rapsolie til friturestegning
Hæld mælk, rørsukker, smør og salt i en lille gryde og varm det langsomt på, indtil smørret er smeltet, og sukkeret er opløst. Lad det derefter køle af, til det er håndvarmt. Rør gæren ud i mælken og tilsæt derefter vanilje og citron. Rør hvedemelet i og ælt dejen godt sammen. Stil den til side med et fugtigt viskestykke over og lad dejen hæve til dobbelt størrelse.
Rul dejen ud i et ca. 1 cm tykt lag. Brug en udstikker på ca. 8 cm til at udstikke cirkler af dej. Resterne efter udstiklingerne ælter du sammen og ruller ud igen, så du kan udstikke flere.
Læg en tsk hindbærmarmelade på midten af halvdelen af dine dejskiver. Fugt kanten af skiven med lidt vand og læg en dejskive uden marmelade oven på. Tryk kanten sammen og tryk/puf derefter kanten af din Berliner Phannkuchen, mens du drejer den, så den ‘puffer’ op og bliver tykkere. Lad de fyldte berlinere efterhæve i 15-30 minutter.
Varm rapsolien op i en lille men dyb gryde. Tjek om den er varm nok ved at stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik ned i gryden. Bobler det, er olien klar. Put en Berliner Pfannkuchen ned i olien og steg den i et par minutter, indtil den er gylden på begge sider. Husk at vende den flere gange undervejs.
Tag den af og vend den med det samme i sukker (brug et køkkenredskab, da den er ret varm på dette tidspunkt).
Servér din Berliner Pfannkuchen med det samme.
Note: Hvem bliver ikke glad af en lun sukkerdrysset kage med marmeladefyld? Mmm, Berliner Pfannkuchen er altid en vinder! Vi havde ikke rigtig nogle gæster at dele disse med (af åbenlyse årsager), så jeg stegte kun to og frøs efterfølgende resten af berlinerne ned. Jeg tror nemlig godt, at de kan tøes op en anden dag og derefter steges.
I øvrigt – et lille tip! Der bliver nogle dejrester tilbage fra udstikningen. Dem kan du rulle til kugler, fritere dem og derefter vende i sukker eller endda kanelsukker (som du sikkert har stående her i december). De smager også godt 😉
Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne stå for den smukke bienenstich, da jeg faldt over den under min research på tyske kager-benspændet. Der er altså noget ved den glaserede mandelflagetop! Bienenstich hedder groft oversat ‘bistikskage’, men honningsmagen er dog ikke så dominerende i kagen, …
Da jeg for nylig ledte efter inspiration til, hvad jeg skulle bruge noget hakket lammekød til, faldt jeg over opskriften på en mellemøstlig pizza hos Taste. Og da det var flere måneder siden, vi sidst havde lavet pizza på grillen, så mente jeg, at det …
Nu er turen kommet til Zwetschgendatschi! Jeg er allerede ret vild med mit tyske-kager-benspænd, for det er simpelthen så hyggeligt at bage kager. I tirsdags var vi forbi min svigermor, hvor jeg bagte en Zwetschgendatschi ud fra nogle blommer, hun havde i frysereren. Og hvad er Zwetschgendatschi så? Det er en tysk udgave af blommekage eller blommetærte. Den består af en gærdej, der bruges som bund og derefter dækkes med blommestykker.
Den kan være meget dekorativ, hvis man bruger friske blommer, men denne udgave er som sagt lavet på blommer fra fryseren. Af samme grund… og så selvfølgelig fordi det smager ekstra godt… så valgte jeg at lave den udgave, hvor man dækker blommerne med en crumble. Laver du den med friske blommer, så prøv evt. at lave den uden crumble-laget. Men altså… lad os bare være ærlige. Jeg vil ALTID sætte smag over udseende. Selvom jeg selvfølgelig nyder, når mad er smuk. Men mange af efterårets og vinterens (simre-)retter er ikke nødvendigvis lige så smukke som sommerretterne.
Jeg hentede inspiration hos Maria, Es Schmect Mir, men justerede målene, så de passer bedre til det danske køkken.
Zwetschgendatschi – tysk blommekage
6-9 personer
200 g hvedemel ca. 20 g gær 2 spsk rørsukker 40 g smeltet smør 1½ dl håndvarmt vand lidt salt
Fyld: 700 g blommer, skåret i både 1½ spsk rørsukker 1½ tsk kanel
Crumble: 1 dl hvedemel ½ dl rørsukker ½ tsk vaniljepulver 40-50 g koldt smør
Hæld vandet i en skål og rør gæren ud i det. Rør smørret ud i det og tilsæt derefter resten af ingredienserne. Rør det grundigt sammen, indtil du har en enstartet dej. Læg et rent viskestykke over det og lad det hæve en halv times tid.
Smør et ildfast fad med lidt smeltet smør og rul så dejen ud. Beklæd fadets bund og kanter med dejen. Fordel blommerne på dejen. rør rørsukker og kanel sammen og drys det over blommerne. Rør hvedemel, rørsukker og vaniljepulver sammen i en skål. Gnid smørret ud i det, indtil det er godt fordelt. Drys din crumble over blommerne. Stil kagen i ovnen ved 200 grader og giv det ca. 25 minutter, indtil kanten ser gylden og bagt ud.
Lad din Zwetschgendatschi køle lidt af, inden du serverer den sammen med flødeskum eller creme fraiche.
Note: Dette er en dejlig blommetærte! Jeg kan især godt lide, at man bruger gærdej i Zwetschgendatschi, for det gør dejen mere luftig og saftig.
Disse tomatsnegle (eller rettere tomatsnegl, eftersom jeg kun smed en enkelt på tallerkenen) er selvfølgelig i familie med de madsnegle med svampe, jeg bloggede om i sidste uge. Der er nemlig masser af spændende varianter, du kan lave, så jeg måtte naturligvis prøve en mere. Den …
Jeg overvejede at kalde disse madsnegle for svampesnegle, men det lød simpelthen for mærkeligt! Dette er selvfølgelig en bolledej, der er rullet flad, smurt med svampestuvning, rullet sammen, skåret i skiver og derefter bagt. Kort sagt en en slags fyldt bolle i stil med kanelsnegle …
Jeg har lige været på en kort sommerhusferie med familien, og her bagte jeg disse pão com chourico – eller pølsebrød med chorizo – en aften. De var en del af et portugisisk måltid, jeg lavede til familien, og da en af de andre retter var lavet på skaldyr, så tænkte jeg, at familiens mindste nok ville sætte pris på nogle pølsebrød på bordet. Heldigvis faldt brødene også i god jord hos resten af selskabet.
Jeg kiggede på lidt forskellige portugisiske hjemmesider, men fulgte ikke en bestemt, da jeg bagte disse brød.
Pão com Chourico
14-16 stk.
25 g gær 3½ dl håndvarmt vand 600-700 g hvedemel 1 tsk salt 200 g tyndskåret chorizo
Hæld vandet i en stor skål og rør gæren ud i det. Rør dernæst salt i samt hvedemelet lidt efter lidt. Dejen skal blive glat og smidig – lidt fugtig uden dog at være klæbende. Ælt den godt igennem og dæk den med et fugtigt viskestykke en times tid, mens den hæver.
Drys hvedemel på køkkenbordet og rul dejen ud i et rektangel. Del det i 14-16 aflange stykker og fordel chorizoskiverne i midten af hvert dejstykke. Fold dejstykkerne om chorizoen og form dem til aflange pølsebrød. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve 15-20 minutter. Varm imens ovnen op til 200 grader. Lav skrå snit i hvert pølsebrød, så man kan se chorizoen under og bag dernæst pølsebrødene i 15-20 minutter.
Du kan spise dine pølsebrød, som de er, men de kan også sagtens bruges som tilbehør til en anden ret.
Note: Disse minder selvfølgelig en del om de danske pølsehorn (eller de indbagte hotdogs, jeg også har lavet), men her er pølsen dog noget mere krydret. Det kunne være interessant at tilføje lidt ekstra krydderier enten i dejen eller som en sauce sammen med pølserne.
Jeg fik lyst til at lege lidt i forbindelse med mit sommerforret-benspænd, så jeg skulle da lave friteret brød! Det viste sig at være den hurtigste måde at bage på (!), men brødet bliver selvfølgelig lidt ekstra kalorieholdigt, når det har stegt i olie. Jeg …