Da vi for nylig købte et helt lam, medførte det ikke kun ca. 18 kg af det lækreste lammekød – men også et indblik i, hvad der snart skal bruges i fryseren. Jeg fandt blandt andet en pose frosne ærter, der trængte til at blive …
Nu forbinder jeg – og sikkert mange andre – mest appelsinmarinade med and og kalkun, men hvad med en appelsinmarineret kylling? Jeg indrømmer gerne, at jeg mest forbinder kylling med citronmarinering, så i anledning af månedens benspænd tænkte jeg, at ‘plejer’ skulle udfordres og fandt …
Der er mennesker, der ikke kan holde fingrene fra chokosmørepålæg, og så er der mig, der ikke kan holde fingrene fra lemon curd! Jeg eeeelsker lemon curd, og derfor har jeg det aldrig i huset! Ja, jeg ved det lyder lidt mærkeligt, men jeg er sikker på, at jeg ville forgribe mig på det. Faktisk gav jeg den resterende lemon curd til brudeparret, dengang jeg lavede en bryllupskage med blandt andet lemon curd i, for jeg turde ikke have det stående.
Sjovt nok har jeg aldrig blogget om hjemmelavet lemon curd, men det er ellers ret let at lave. Alligevel fik jeg lavet en fejl undervejs, men mere om det om lidt. Jeg lavede også en orange curd, som sådan set bare er lemon curd med appelsiner i stedet for citroner. Jeg hentede inspiration fra lemon curd-opskriften i ‘Anarkistens ægte kagebog’, men justerede en smule på mængderne og brugte appelsiner i stedet for citroner.
Riv citronerne med et fint rivejern og pres derefter frugterne. Hæld saft og skal i en gryde sammen med æg og sukker og pisk det godt sammen. Tilsæt smør og varm forsigtigt blandingen op – den må endelig ikke koge! Rør hele tiden i grydens indhold. Efter ca. 10 minutter begynder det at tykne. Din lemon curd er klar, når den kan dække bagsiden af en ske uden at glide af med det samme. Hæld det evt. gennem en sigte – det gjorde jeg dog ikke – og derefter i et skoldet glas. Sæt det i køleskabet og brug det som pålæg til hjemmebagte boller, i/på kager eller spis det i smug.
Note: Lemon curd er sød og syrlig på samme tid. Og så smager det åndssvagt godt!
Riv appelsinerne med et fint rivejern og pres derefter frugterne. Hæld saft og skal i en gryde sammen med æg og sukker og pisk det godt sammen. Tilsæt smør og varm forsigtigt blandingen op – den må endelig ikke koge! Rør hele tiden i grydens indhold. Efter 10-15 minutter begynder det at tykne. Den lækre appelsinsmørelse er klar, når curden kan dække bagsiden af en ske uden at glide af med det samme. Hæld det evt. gennem en sigte – det gjorde jeg dog ikke – og derefter i et skoldet glas. Sæt det i køleskabet og brug det som pålæg til hjemmebagte boller, i/på kager eller spis det i smug.
Note: Mild, sød og ‘saftig’ i smagen – dejlig appelsinsmørelse, som har en skøn sødme fra appelsinerne. Jeg spekulerer på, hvordan det vil blive, hvis man drysser lidt kanel på – mon ikke det vil være ret julet?
Som afslutningen på søndagens menu fik vi et par appelsinpandekager, som jeg serverede sammen med vaniljeis og hjemmelavet appelsinsirup. Retten er inspireret af den franske klassiker, crépes suzette, men jeg lavede en sirup i stedet for en appelsinsauce og havde ikke Grand Marnier eller en …
Ok, jeg kan ikke tåle at have Halloween-benspænd. Det afslører bare, hvor fjollet jeg i virkeligheden er…! Ahem. Denne græskarkage medbragte jeg i går, da vi besøgte Bogormen + familie. Jeg havde en fiks idé om, at det kunne være sjovt at bage en græskarkage, …
Hvor tit er det lige, at du kan lave zombie-inspireret mad? Lige så tit du vil selvfølgelig, men hvis du vil undgå, at folk kigger (alt for) mærkeligt på dig, så sørg for at lave det, når der er Halloween. Du kan også gøre som jeg og kombinere det med vennebesøg og horrorfilm (aka Silent Hill – ret ubehagelig film).
For et par år siden serverede jeg også zombiehjerne til dessert. Der måtte jeg dog bruge en pulverblanding til at lave buddingen, for jeg kunne ikke finde en ordentlig buddingeopskrift. Nu ville jeg dog forsøge mig med en, jeg fandt hos klubben Royale Danske Buddingentusiaster, hvor jeg dog brugte lidt færre mandler og udskiftede sherryen med amaretto.
Læg husblassen i koldt vand. Hæld derefter halvdelen af fløden samt al mælken i en gryde sammen med den flækkede vaniljestang og lad det koge op. Pisk æggeblommer og sukker sammen og rør det i den kogende fløde. Vrid husblassen fri for vand og put det i den varme gryde. Rør godt rundt og tag gryden af varmen. Mens massen køler af, skolder du mandlerne i kogende vand, lader dem trække i ca. fem minutter og smutter dem. Hak de smuttede mandler.
Når cremen er kølet ned, så den er koldere end spidsen af din lillefinger, rører du amaretto og mandler i cremen. Pisk det sidste fløde til blødt skum og vend det forsigtigt i cremen. Hæld cremen i zombieformen, som du inden har smurt med et tyndt lag smagsneutral olie (for eksempel solsikkeolie) og put formen i køleskab i mindst seks timer.
Servér din zombiehjerne med blendede ligdel… æh… kirsebærsauce.
Note: Ser denne zombiehjerne ikke dejlig suspekt ud? Smagen var ganske fin, men konsistensen var lidt underlig. Jeg er lidt skeptisk over for konceptet med at røre flødeskum i buddingen, for det er sandsynligvis det, der gør den så luftig og ikke-buddinge-agtig. Jeg må lege videre med dette på et tidspunkt, så sig til, hvis du har en god buddingeopskrift.
I øvrigt – zombiehjerneformen har jeg købt i udlandet for flere år siden, men jeg har set, at Gadgets.dk har fået den på lager.
… og sidst men ikke mindst et billede af morgenmaden, der venter på den overnattende gæst… det er blot fuldkornsboller, der er tilsat lidt blå konditorfarve og sorte sesamfrø… og ja, gæsten kan godt tage det 😉
Hvis du holder Halloween-fest, så skal der naturligvis også være Halloween drinks, og de må gerne være lidt skumle i dagens anledning. Selve indholdet i disse to Halloween drinks er ret fredeligt (og sødt), men jeg har leget lidt med udseendet på de to serveringer. …
Nu kan jeg ikke trække den meget længere – nu kommer der altså kager på bordet! Det er nemlig først og fremmest på kage-, dessert- og slikområdet, at Halloween er repræsenteret i madlavningen, så det kommer der naturligvis også her. Vi starter i den blide …
Det er rigtig dømt kagebagning i denne uge, for gemalen havde sidste arbejdsdag i går, inden han starter på et nyt arbejde, så jeg bagte en række kager, som han kunne forkæle sine kolleger med – herunder chocolate shortbreads og hindbærsnitter.
Da det var lidt receptionsagtigt, valgte jeg at bage enkle kager, der kunne skæres i mindre stykker. En af disse kager skulle selvfølgelig være engelsk, og jeg havde kigget lidt på en række shortbread-opskrifter. I den helt klassiske version skal du bruge én del hvidt sukker, to dele smør og tre dele hvedemel, men det er jo lidt for kedeligt til mig, så da jeg faldt over en chokolade-udgave hos Joy of baking, måtte jeg prøve den. Jeg justerede en række af målene og erstattede vaniljeekstrakt med vaniljesukker, som jeg til gengæld også brugte mere af. I den oprindelige opskrift bruges der usaltet smør, men jeg brugte det normale danske smør – det var både lettere, og så skulle jeg ikke tilføje ekstra salt som i den oprindelige opskrift.
Chocolate Shortbreads
2 tærter
250 g hvedemel 50 g kakaopulver 250 g blødt smør 200 g rørsukker 3 tsk vaniljesukker 3 små æggeblommer
Chokoladeglasur: 200 g hakket mørk chokolade 3-4 spsk smør 150 g hakkede nødder – jeg brugte valnødder på den ene og hasselnødder på den anden
Pisk smør og sukker sammen i en skål til en let og luftig masse. Tilføj vaniljesukker og æggeblommer og pisk det ind i massen. Rør mel, kakaopulver og salt grundigt sammen i en anden skål og tilsæt det derefter til æggemassen. Pisk det sammen, indtil du får en ensartet masse.
Smør to tærtefade på ca. 24 cm i diameter – gerne den type fad, hvor du kan løfte kanten af – og pres dejen ud i fadene, så den ligger fladt og glat. Sæt dem i ovnen ved 180 grader og lad dem bage i ca. 20 minutter. Hold øje med tærterne – kagerne er klar, når overfladen ikke længere ser våd ud.
Smelt chokoladen og rør smørret i. Fordel blandingen på de to kager og strø de hakkede nødder ud over. Vent til kagerne er helt afkølede, inden du skærer dem i tynde stykker.
Note: Jeg fik reddet mig en enkelt mundfuld af disse, og de var mere saftige, end jeg havde forventet. De var ikke så bisquit-agtige, som shortbreads normalt er, men det gjorde mig nu ikke noget, for småkager er ikke rigtig mig. Chokolade- og kakaosmagen træder tydeligt frem, og det er en glimrende lille chokosag, som er let og hurtig at lave.
Gemalen er ret glad for bær i kager, så det tog jeg også hensyn til i valget af kager. Jeg har længe ønsket at prøve kræfter med hindbærsnitter, og da vi for nylig fik et par poser med hjemmeplukkede bær fra svigerforældrenes have, så var det oplagt at komme i gang med projektet. Jeg har set flere anbefalinger af Mette Blomsterbergs udgave af hindbærsnitter, som hun laver i Det søde liv, så den kiggede jeg på. Jeg erstattede dog lidt af melet med hvid hvede for at give dem lidt ekstra bid samt erstattede vaniljestangen med vaniljesukker, og så lavede jeg en ret kraftig hindbærmarmelade, som jeg brugte til mine hindbærsnitter. Snitterne blev ikke pyntet med farvede sukkerkugler (som traditionen ellers foreskriver) men med knuste tørrede hindbær og en smule sølvpynt.
Hindbærsnitter
32 små stykker
3 tsk vaniljesukker 150 g flormelis 300 g blødt smør 420 g hvedemel 80 g hvid hvede 2 tsk bagepulver 1 dl vand
Hindbærmarmelade: 500 g hindbær 200 g rørsukker 3 tsk vaniljesukker ½ dl vand
Pynt: Glasur lavet af 350 g flormelis og lidt vand Knuste frysetørrede hindbær sølvpynt til kager
Hæld ingredienserne til marmeladen sammen og lad det simre i ca. 20 minutter. Smag evt. til med lidt vaniljesukker og stil den så til afkøling.
Rør ingredienserne til dejen sammen og ælt den, til den er ensartet og fin. Stil den i køleskabet en halv times tid, inden du deler den i fire lige store dele. Rul dem ud hver for sig til aflange stykker – hold øje med, at de er ca. lige store – og læg dejstykker på to bageplader, der er dækket med bagepapir. Bag hver plade i ovnen i 10 minutter ved 200 grader – de må gerne se lyse ud, for det er vigtigt, at de ikke får for meget.
Lad kagepladerne afkøle og smør derefter to af kagepladerne med hindbærmarmelade – sørg for at smøre det helt ud til kanten. Læg en kageplade oven på hver og skær dine hindbærsnitter til, hvis der er steder, hvor kagepladerne ikke passer helt sammen. Smør hindbærsnitternes overflade med glasur og drys med det samme med de frysetørrede hindbær og sølvpynten. Lad dine hindbærsnitter trække til dagen efter, så hindbærmarmeladen rigtig kan arbejde sig ind i dejen og servér dem så.
Note: Hindbærsnitter har aldrig rigtig sagt mig noget – de har oftest været for søde og for kedelige – men denne udgave var mere intens og frisk, og det kunne jeg godt lide.
Den sidste kage, som jeg bagte, var en ‘gammel’ kending – nemlig de små kransekagestykker, som jeg også bagte til svigerforældrene sølvbryllup sidste år. Jeg brugte samme type pynt som til deres arrangement – nemlig violsukker – men jeg kombinerede det med den citronudgave, som jeg lavede til påske.
Det er faktisk Anarkistens skyld, at jeg bagte denne frangipane tærte tidligere på ugen! Gemalen skulle bruge en kage til ca. seks personer, og da jeg i forvejen kiggede Anarkistens bagebøger igennem efter jagten på en anden kage, så faldt jeg ved et tilfælde over …