Tag: æg

Champagnemuffins

Champagnemuffins

Disse champagnemuffins har et lidt vildledende navn. De er nemlig lavet på Asti, der er en sød mousserende italiensk vin. Der er absolut ingen grund til at bruge champagne til disse muffins, for det er alt for dyrt. Men det er nu en gang, hvad …

Julemarengs

Julemarengs

Disse julemarengs er en let måde at få lavet lidt juleguf i sidste øjeblik. Det er til dig, der ikke har tyller til at lave kanelkys, men som til gengæld har lidt frugtfarve og sjovt glimmer, du gerne vil lege med. Denne udgave er lavet …

Brombærroulade

Brombærroulade

Denne brombærroulade så jeg oprindeligt i et Alt for Damerne-blad hos frisøren (ja, det lyder kliché, men …). I den version var der solbær i, men da vi har langt flere brombær end solbær i fryseren, så besluttede jeg mig for at lave en ren brombær-version.

Jeg overvejede kort, om jeg skulle være så kæk at registrere den som en benspændsret for denne måned, men det var måske at strække den lidt. Også selvom det da ville være dejligt med et stykke kage fra fryseren en af de første dage under en krise/katastrofe.

Du kan nemlig godt fryse denne brombærroulade og så tø den langsomt op den dag, hvor du skal servere den. Så vil jeg personligt have lidt ekstra brombærsyltetøj til at pynte den med, hvis nu den skulle blive lidt tør af at blive frosset ned først.

Apropos ekstra brombærsyltetøj så har jeg skruet lidt op for syltetøjsmængden i min version, da jeg syntes, at den sagtens kan bære lidt mere brombær end den første version, jeg lavede. Jeg justerede også lidt på nogle af de andre mål (og udelod kørvel), og så var jeg ikke helt tilfreds med bunden, så jeg har her skrevet den kakaobund, som jeg plejer at bruge til roulader.

Brombærroulade

8-10 personer

Brombærsyltetøj:
400 g brombær
1½ dl rørsukker

Hvid chokoladecreme:
2 blade husblas
100 g hvid chokolade
4 dl fløde
1 tsk vaniljesukker

Rouladebund:
4 æg
200 g lys rørsukker
1½ dl hvedemel
½ dl kakaopulver
1 tsk bagepulver

Pynt:
lidt af den hvide chokoladecreme
friske brombær hvis muligt

Start med at koge brombærsyltetøjet ved at varme brombær og rørsukker langsomt op i en gryde. Lad det simre i ca. 10 minutter og lad det derefter køle af.

Læg husblassen i koldt vand i 10 minutter. Hak chokoladen fint og hæld det i en skål. Varm fløden op, indtil den er tæt på at koge. Tag den af komfuret. Hæld vandet fra husblassen, knug den let og put den i fløden sammen med vaniljesukker. Rør rundt og hæld dernæst fløden over chokoladen. Lad den stå i et halvt minuts tid, inden du rører fløde og chokolade til en ensartet masse. Sæt chokolademassen i køleskabet i mindst fire timer og eventuelt natten over.

Når det er tid til at bage bunden, pisker du æg og sukker sammen til en luftig masse. Pisk derefter kakaopulver, bagepulver og hvedemel i. Smør dejen ud i et jævnt lag på en bagepapirbeklædt bageplade, så du får et rektangel, der er ca. 1 cm tyk. Bag rouladebunden ved 210 grader i 10-12 minutter. Hold godt øje med dejen, så den ikke bliver for mørk.

Lad rouladedejen køle af et øjeblik, inden du vender den ud på et gavmildt sukkerstrøet stykke bagepapir og dæk den side af dejen, der pt. hænger fast i bagepapir, med et fugtigt viskestykke. Lad rouladedejen køle af, så den er håndvarm, inden du forsigtigt trækker det øverste bagepapir af.

Nu er det tid til at samle din brombærroulade. Smør brombærsyltetøjet ud over bunden (gerne på den side, der har vendt ned mod bagepapiret under bagningen). Pisk den kolde chokoladecreme til den er luftig og fordel den så ud over bunden (gem eventuelt lidt til at pynte din brombærroulade med). Rul forsigtigt rouladen sammen til en roulade (!) og brug gerne bagepapiret til at sikre, at den holder formen, når du lægger den i køleskabet i mindst en time (den kan sagtens laves dagen før).

Læg din brombærroulade på et stort spækbræt eller fad lige inden servering og pynt den eventuelt med hvid chokoladecreme og/eller friske brombær.

Note: Det er en dejlig efterårskage, som selvfølgelig også sagtens kan serveres om vinteren, hvis du har frosset brombær ned. Du kan sagtens smage bærrene i denne brombærroulade, men den milde chokoladecreme sørger dog for, at smagen ikke bliver for kraftig.

Havregrynssmåkager

Havregrynssmåkager

Disse havregrynssmåkager blev min første test af vores nye ovn! Vi har måtte undvære ovn i næsten tre måneder, da vores køkken er blevet renoveret, og leveringen af ovnen blev forsinket. Men nu er det endelig tid til ovnretter igen. Jeg ville bage nogle simple …

Græskarformet gnocchi

Græskarformet gnocchi

Græskarformet gnocchi er ret nuttet, så prøv at lave disse, næste gang du har gæster. Det tager selvfølgelig noget tid at forme de små græskar, så lav dem i god tid inden, at gæsterne dukker op – eller brug de små græskar i en forret, …

Ostevafler

Ostevafler

Så er der ostevafler til morgenmad! Eller hvornår du nu vil spise dem, for de fungerer såmænd også fint som mellemmåltid eller som frokost sammen med en salat.

Disse ostevafler er en del af mit proteinrig morgenmad-benspænd, for ost er en af de mest proteinrige råvarer, du kan få fingre i. Langt mere end i kød. Og da jeg elsker ost, så er det oplagt for mig at prøve. I disse vafler indgår der lidt skinke, men ønsker du at lave en ren vegetarversion, så udelader du selvfølgelig blot kødet.

Vaflerne er en variant af de chaffler med spinat, som jeg tidligere har lavet. Denne gang har jeg dog undladt at bruge spinat, har fordoblet mængden af nødder, og så tilføjede jeg lidt skinke for at få endnu mere protein.

Ostevafler

6 stk.

150 g revet blød ost – jeg brugte Klovborg
1 dl peanuts eller cashewnødder
4 æg
evt. salt og peber
lidt smeltet smør
3 skiver parmaskinke (kan udelades, hvis du ønsker vegetarisk udgave)

Blend æg, ost og nødder til en cremet masse. Osten behøver ikke at være helt findelt, for den skal nok smelte alligevel. Hvis du bruger usaltede nødder samt en skinke, der ikke er specielt salt, så kan du tilføje lidt salt til dejen.

Varm vaffeljernet op og smør det med lidt smeltet smør. Fordel lidt af ostedejen i vaffeljernet, læg lidt skinke på og luk jernet. Lad dine ostevafler stege i nogle minutter, indtil de er letgyldne. Tag dem af og steg de øvrige vafler.

Ostevafler kan serveres som en slags brød. Jeg vil foreslå at toppe det med lidt græsk yoghurt og skiver af frisk tomat eller tomatsalsa. Prøver du disse ostevafler lidt senere på året (aka om vinteren), så prøv i stedet lidt stegte svampe (eventuelt vendt med lidt fløde eller fed creme fraiche).

Note: Bløde og gode – og forholdsvis salte, da jeg brugte en ret salt skinke. De gik rigtig godt sammen med den friske tomat, og så mættede to styks hele morgenen og formiddagen.

Stegte bønner med æg og tomater

Stegte bønner med æg og tomater

Jeg fik stegte bønner med æg og tomater i sidste uge til morgenmad, og det var selvfølgelig som en del af mit proteinrig morgenmad-benspænd. Det var ikke en særlig kompliceret ret at lave, hvilket jo er rart om morgenen. Især hvis du vil have det …

Linsepandekager

Linsepandekager

Jeg har bagt linsepandekager som en del af månedens proteinrige morgenmad. Lyder det lidt spøjst? Linser hører ikke ligefrem til det danske morgenmadskøkken, men de er en rig kilde til protein. Faktisk indeholder grønne linser ca. 26 g protein per 100 g, og så er …

Hytteost-vafler

Hytteost-vafler

Disse hytteost-vafler er mit første eksperiment i månedens benspænd, proteinrig morgenmad. Hytteost har nemlig et højt proteinindhold, og så tænkte jeg, at det samtidig var en fin måde at mindske indtaget af hurtige kulhydrater om morgenen.

Jeg tog udgangspunkt i de hytteost-pandekager, som jeg i sin tid lavede i forbindelse med LCHF-benspændet. Det er i øvrigt også en fin inspirationskilde til proteinrig mad, selvom jeg dog synes, at det ofte præsenteres som en ret kødrig diæt. Og jeg har skåret en del ned på kødindtaget i det hele taget, så mange af retterne vil være vegetariske.

Men tilbage til vaflerne. Jeg tog som sagt udgangspunkt i opskriften på pandekager. Jeg brugte dog lidt færre æg samt tilføjede lidt olie. Og så blev disse hytteost-vafler tilberedt i et belgisk vaffeljern, men du kan også bruge andre typer.

Hytteost-vafler

12-14 stk.

450 g hytteost
4 æg
1 dl nødder – hasselnødder, cashewnødder eller peanuts
2 spsk loppefrøskaller
3 spsk rapsolie
salt
lidt smør til vaffeljern

Blend hytteost, æg og nødder. Tilsæt derefter loppefrøskaller, rapsolie og lidt salt og rør det til en ensartet masse. Varm vaffeljernet op og pensl det med lidt smeltet smør. Fordel 1-1½ spsk dej i de to vaffelfelter og bag dem i 3-5 minutter, indtil de er letgyldne. Pil dem af vaffeljernet og fortsæt samme procedure, indtil du har bagt alle vaflerne.

Hytteost-vafler kan spises, som de er og mætter overraskende godt. Du kan dog også toppe dem med græsk yoghurt og friske bær og/eller hakkede nødder. Eller med ost og peberfrugt. Eller skinke eller stegt kylling. Eller friske tomater. Eller lige hvad du har lyst til. Der er virkelig mange varianter, du kan lave!

Note: Milde og luftige hytteost-vafler. Jeg bagte en portion og har spist dem flere dage til morgenmad. De kan lunes i mikroovnen, men jeg synes også, de fungerede som kolde.

Æblepandekager

Æblepandekager

Æblepandekager er en fantastisk måde at bruge nedfaldsæbler på, og du får samtidig en skøn frugtpandekage, som du kan servere som dessert eller til morgenmad i weekenden. Det er blevet min nye favoritmåde at bage æblepandekager på, så jeg har opdateret mit oprindelige indlæg om …