September: Proteinrig morgenmad

September: Proteinrig morgenmad

I denne måned vil jeg forsøge mig med proteinrig morgenmad. Det bliver ganske vist ekstra udfordrende, eftersom vores køkken er under ombygning, så jeg kan ‘kun’ lave mad på én transportabel kogeplade samt grillen, og der er ikke lys om morgenen i vores nødkøkken i bryggerset …

Så der er nok en del af retterne, som jeg laver, mens det er stadig er lyst, og så blot varmer op om morgenen (hvis der er brug for det).

Men hvorfor proteinrig morgenmad?

For det første har min morgenmad de seneste måneder ofte bestået af en hjemmebagt bolle med ost. Det er som sådan ikke forkert, men det er noget, som jeg tidligere kun spiste i weekender og ellers spiste mere varieret på hverdage – for eksempel græsk yoghurt med frisk frugt eller knækbrød med et stykke ost. Så jeg trænger til at gentænke min morgenmad og være lidt mere kreativ og varieret.

For det andet har jeg læst en række artikler, der anbefaler, at man spiser mere protein- og fiberrigt om morgenen og skruer ned for de hurtige kulhydrater. Det vil jeg gerne teste, for jeg tror, det vil være godt for mig. Jeg har ikke glutenallergi, men jeg forsøger ikke at spise for mange hurtige kulhydrater og i stedet fokusere på mere fiberrig mad. Og proteinrig mad mætter ret meget.

Skal jeg så til at spise en masse kød? Det er på ingen måde planen, men der kommer nok et par morgenmadsretter med kød. Jeg vil dog hellere se på, hvordan jeg kan bruge især bælgfrugter, æg og nødder. Og så er der heldigvis også godt med protein i ost, og jeg eeeelsker ost!

Hvor varieret spiser du om morgenen? Og hvad virker bedst for dig?



3 thoughts on “September: Proteinrig morgenmad”

  • De fleste morgener spiser jeg havregryn med frugt, kanel og havremælk. Jeg spiser også overnight oats med chiafrø, frugt og en smule proteinpulver. Er på det sidste blevet glad for pisket/blendet hytteost rørt med lidt flydende honning og citronskal. Det smager lidt af cheesecake og er godt sammen med overnight oats.
    Glæder mig til at se, hvad du finder på…. ikke mindst med bælgfrugter.

    • Havregryn mætter mig af en eller anden sær grund ikke. Til gengæld har jeg lige lavet et eksperiment med grønne linser i morgenmadspandekager, og det mætter ganske fint 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *