Stegte kammuslinger med avokadocreme
Denne enkle frokostret spiste gemalen og jeg for nylig. Jeg har nemlig fundet ud af, at der ligger en glimrende fiskehandler på hans vej hjem fra arbejde, så han blev lokket til at købe lidt kammuslinger, så jeg kunne lave stegte kammuslinger med avokadocreme.
Du kan også lave retten i en forretsudgave – se nederst i indlægget hvordan.
Stegte kammuslinger med avokadocreme
let frokostret til to personer
6 friske kammuslinger
en god klat smør
salt
Avokadocreme:
2 avokadoer
½ dl hvidvin
2-3 spsk olivenolie
citronsaft
salt
Pynt:
revet citronskal
hakket purløg
Skyl kammuslingerne og fjern den lille muskel/hinde, som ind imellem sidder på siden af kammuslingerne. Dup kammuslingerne med køkkenrulle og skær nogle få snit med en smal skarp kniv på den ene side af hver kammusling, inden du drysser lidt salt på begge sider af dem. Smelt en klat smør på en meget varm pande og steg kammuslingerne på begge sider, indtil de er gyldne – ca. et minut på hver side.
Put avokadokødet i en skål sammen med hvidvin og olivenolie og blend det med en stavblender. Smag til med citronsaft og salt og servér retten sammen med friskbagt flute.
Smør cremen ud på to tallerkner og fordel kammuslingerne oven på den. Pynt med friskrevet citronskal og hakket purløg. Servér det eventuelt med lidt flute til.
Note: Stegte kammuslinger med avokadocreme er en frisk, lækker og cremet ret, hvor den milde avokadocreme supplerer kammuslingerne fint uden at overdøve dem smagsmæssigt.
TIP – hvis du vil lave den som forret, så brug 1-2 kammuslinger per portion og skær avokadocremen ned til en fjerdedel eller en tredjedel.