Russisk kartoffelsoufflé

Russisk kartoffelsoufflé

Denne russiske kartoffelsoufflé nåede jeg ikke at lave i forbindelse med mit russiske benspænd sidste år, men jeg havde sørget for at gemme den, og vupti – så passede den jo ind i mit ovn-benspænd denne måned! Retten så jeg hos Olga’s Flavour Factory, men jeg justerede nogle af målene, så den blev mere enkel.

Russisk kartoffelsoufflé

3 personer

600 g kartofler
en klat smør til stegning
et løg, finthakket
2 fed hvidløg, pressede
200 g ricotta
1 æg
2½ dl friskrevet parmesan eller pecorino
1 dl mælk
salt og peber
lidt olie til at smøre forme med

Skræl kartoflerne og kog dem møre i letsaltet vand. Lad dem køle lidt af, inden du river dem på et groft rivejern.

Smelt smør i en gryde og svits løg og hvidløg ved mediumvarme, indtil de bliver bløde. Tag dem af komfuret.

Pisk æg, ricotta og 2 dl parmesan/pecorino og tilsæt lidt salt og peber. Pisk mælken i.

Tag tre forme på størrelse med ramekiner. Jeg havde nogle søde små ‘gryder’ af ler med låg til, men har du ikke det, kan du bruge ramekiner og lave et højt ‘låg’ til af stanniol (der skal være plads til, at kartoffelmassen udvider sig). Smør formene med lidt olie og fordel en tredjedel af de revne kartofler ud over bunden af formene. Top det med en tredjedel af løgene og dernæst halvdelen af ostemassen. Gentag rækkefølgen med først kartofler, så løg og så ostemasse og slut af med det sidste lag løg og så kartofler. Drys det sidste parmesan/pecorino over og læg låg på (eller lav stanniollåg som tidligere nævnt). Bag dem i ovnen ved 180 grader i 35 minutter. Tag lågene af og bag din kartoffelsoufflé i 5-20 minutter mere, indtil de er gyldne. Servér dem som tilbehør til en kødret eller evt. som selvstændig ret med en grøn salat til.

Note: Udover den fine anretning så er denne russiske kartoffelsoufflé meget fin og lækker. Den er måske lidt omstændig at lave, men den er perfekt som gæstemad, da du kan forberede retten i god tid i forvejen (frem til skridtet inden bagning i ovn) og så blot sætte dem i ovnen, inden gæsterne kommer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *