Rabarbergrød

Noget af det, jeg har glædet mig mest til ved at vælge grød som månedens benspænd har været muligheden for at få rabarbergrød! Det fik jeg meget som barn, og jeg elskede det! Desværre har jeg stort set ikke fået det gennem de seneste ti år, for gemalen er alt andet end begejstret for det, og så har det ikke rigtig været på menuen. Men i aften er jeg alene hjemme, og så var der ingen undskyldning – der skulle koges rabarbergrød!
Jeg har i øvrigt lidt et traume på det punkt, for da jeg var barn, ville jeg på et tidspunkt prøve at lave rabarbergrød, men fik brugt for meget stivelse (tror vi lavede det med husblas dengang), så det blev til en hård gelé. Og det blev jeg drillet med, så det havde jeg sjovt nok ikke lyst til at lave igen lige med det første…
Jeg surfede lidt rundt på nettet og så, at mange opskrifter på rabarbergrød indeholdt maizena, så det brugte jeg også i dette eksperiment. Det gjorde dog grøden lidt mere ‘mælket’ i udseendet, hvilket jeg ikke er vant til, men det smagte fint, og nu har jeg ‘desværre’ en portion rabarbergrød i overskud, som skal i køleskab og nydes en af de nærmeste dage… 🙂
Rabarbergrød
2 personer
380 g frossen rabarber i mindre stykker
2 dl vand
3 spsk rørsukker
1 tsk vaniljesukker
1½ spsk majsstivelse
Rabarber koges i en gryde sammen med vandet. Når det er blevet en lind masse, smages grøden til med de to typer sukker. Maizena røres/rystes sammen med en sjat vand og røres i grøden. Rabarbergrød kan spises lun eller kold med mælk eller i mit tilfælde – yoghurt naturel.
Note: Denne rabarbergrød var lidt mere syrlig og ‘cremet’ i smagen, end jeg husker rabarbergrød fra min barndom, men ellers var den ganske fin. Måske jeg vil eksperimentere videre med dette koncept til foråret, når der er friske rabarber igen.
umm rabarbergrød er bare godt 🙂 har bare lidt barndomstraumer over de lange tråde deri når folk ikke blender det 😀
Kære Piskeris
Jeg er ikke grødspiser, når det er mælkegrød og den slags, men frugtgrød, det kan jeg godt lide, så jeg sidder og kæmper med mundvand!
Knus
Vibeke
Har ikke fået, tilberedt eller spist frugtgrød siden mine børn var små og det er ved at være en del år siden.
Sidder derfor og graver i hjernevindingerne efter hvad det var jeg jævnede med (ikke maizena og ikke husblas) men måtte grave dybt dybt dybt.
Men pludseligt dukkede det jo op. Kartoffelmel !!!! Det bliver frugtgrøden ikke mælket af.
Rabarbergrød er godt men tror nu ikke jeg har fået det i 20 år. man husker tit en ret på en eller anden måde og så når man laver den er den helt helt anderledes! KNUS
Min mormor lavede den bedste frugtgrød da jeg var barn – ihh hvor jeg er sat tilbage til sommerhuset ved limfjorden og sorte knæ og jordbærgrød.
Knus Grith
Jeg elsker også frugtgrød, som jeg synes er blevet meget overset 🙂 Kirsebær- og jordbærgrød er mine favoritter…….
Mange hilsner
Birthe
Jeg har heller ikke fået frugtgrød i mange år. Dumt … for det smager jo super godt. Og sådan en pink rabarbergrød er helt skøn.
Linebine – hæhæ! Rabarberstykkerne var så korte i forvejen, at de ikke gav så mange trævler – men ellers har jeg det faktisk omvendt og vil helst have lidt struktur på grøden 🙂
Vibeke – frugtgrød er også en skøn opfindelse. Jeg må sørge for at få lavet det flere gange i år! 🙂
Annette's – hm… gad vide, om det er kartoffelmel, jeg har brugt i sin tid? Jeg kan vitterlig ikke huske det, men hold op hvor blev det stift! 😀
Tina – jeps! Nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan jeg mon lavede det dengang… 🙂
Grith – jordbærgrød er også et sikkert tegn på sommer! Det kan være, jeg skal snyde vejret lidt og lave det i næste uge… 😉
NYBH – min mor lavede en FANTASTISK kirsebærgrød, da jeg var barn! Øj, hvor kan jeg blive lækkersulten af at tænke på det!
Hanne – ja, og det er let og hurtigt at lave… mmm 🙂
Det er synd at frugtgrød er ved at glide ud af tidens madrepertoire – for det er både sundt og lækkert. Jeg elsker frugtgrød, men har heller ikke fået det i årevis.
Madame – ja, men mon ikke det kan blive genopfundet en af de næste år? Jeg tror faktisk, jeg fik grød som dessert sidste år på en restaurant – rigtig hyggeligt 🙂
Jaaahhh, friske rabarber netop trukket fra haven.Du må da have rabarber og tusind andre grøntsager ved dit nye domicil!!!
Zette – jeg har et par rabarberpushere, så jeg tror, jeg er dækket ind på det område – men så fantaserer jeg lidt om en stikkelsbærbusk – det kunne være topdollar! 🙂
Jeg bruger Ideal Jævning Grøn fra tørsleffs. Den indeholder Nonoxal og farve, så bliver grøden helt pink. Putter lidt smuttede/hakkede mandler i og nyder den med vaniliecrem på.
Hej anonym!
Det lyder ret spændende med mandlerne og vanillecremen – det må jeg se, om jeg ikke kan få prøvet en dag 🙂
Til gengæld bruger jeg ikke nonoxal.