Paprika-kartofler

Paprika-kartofler

Disse paprika-kartofler fik lov til at agere tilbehør, da jeg lavede aftensmad tidligere på ugen. De er særdeles gode, hvis du har små kogte kartofler til overs. Men da det næppe sker så tit, så vil jeg foreslå dig, at du koger kartoflerne i forvejen (evt. dagen inden) og lader dem køle af, så de har stuetemperatur, inden de skal steges i paprika.

Jeg har selvfølgelig lavet dem i forbindelse med mit paprika-benspænd men også fordi jeg trængte til lidt variation på kartoffelfronten. At stege kartofler i krydderier er nemlig en glimrende måde at lave smagfuld tilbehør på, og de har så megen smag, at du sagtens kan servere dem i stedet for kød, hvis du vil lave en vegetarisk servering til aftensmad.

Hvor mange gram kartofler, du skal bruge, afhænger selvfølgelig af din appetit og hvad der ellers er på bordet.

Paprika-kartofler

2 personer

350-400 g små kartofler
2-3 spsk smør
1½-2 spsk sød paprika
1 stort fed hvidløg, presset
1 tsk løgpulver
salt og peber

Skrub kartoflerne og kog dem i letsaltet vand, indtil de lige akkurat er møre. Hæld vandet fra og lad dem køle af. Hvis du koger dem dagen før, så husk at tage dem ud af køleskabet mindst en time før, at du skal stege dem.

Smelt smør på en pande og svits paprika, hvidløg og løgpulver ved mediumvarme et minuts tid. Tilsæt de små kartofler og steg dem i 8-10 minutter. Husk at vende dem jævnligt. Smag til med salt og peber.

Servér dine paprika-kartofler lune og sammen med flere vegetarretter og/eller kød. Du kan også gemme et par af de krydrede kartofler og bruge dem som pålæg til en alternativ kartoffelmad toppet med lidt mayonnaise.

Note: Jeg skruede godt op for krydderi-mængden i denne ret. Jeg puttede oprindeligt et hvidløgsfed mere i, men jeg syntes, at hvidløgssmagen blev for dominerende, så jeg vil foreslå, at du nøjes med ét fed.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *