I denne måned gør jeg forårsrent i skuffer, skabe og fryser – og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at blogge lidt om det ved at gøre det til månedens benspænd. Så har jeg også en glimrende undskyldning for at lave nogle sjove eksperimenter. …
Chokolademousse med tofu bliver mit sidste eksperiment i forbindelse med tofu-benspændet. Det var faktisk en af bloggens læsere, Jeppe, der foreslog, at jeg skulle prøve at lave chokolademousse med tofu. Og jeg syntes, at det passede glimrende ind i den legende og eksperimenterende tilgang, jeg …
Disse red velvet cookies kom med på arbejde i dag, da jeg ville have noget med til mine kolleger i anledning af min fødselsdag! For ja, det er tid til at fylde lyvogtyve igen 😀
Jeg faldt oprindelig over opskriften i et gammelt Bo Bedre-magasin og blev ekstra interesseret, da jeg så, at de kan holde sig saftige i 3-4 dage, hvis man putter dem i en lufttæt boks. Det var nemlig vigtigt, at jeg fandt en kage, der var let at transportere og kunne bages to dage før, da jeg ikke var hjemme i går aftes.
Jeg har lavet nogle mindre ændringer til opskriften samt fremgangsmåden – for eksempel stod der, at man skulle starte med at sætte ovnen til 180 grader, og lidt længere nede at man skulle putte dejen i køleskabet et par timer inden bagning … Og det er altså en lidt dyr måde at varme køkkenet op på!
Red velvet cookies
30 stk.
120 g blødt smør 150 g mørk farin ½ dl rørsukker 2 æg 1 spsk vaniljesukker Et knips salt ½-1 tsk rød pastafarve 4 dl hvedemel ½ dl kakaopulver 1½ tsk bagepulver
Pisk smør, farin og sukker sammen til en cremet masse. Pisk æggene i dejen ét ad gangen, inden du pisker pastafarven i. Tilsæt salt, vaniljesukker, kakao og bagepulver og pisk det i dejen, inden du tilsætter hvedemelet lidt efter lidt. Saml dejen til en kugle og stil skålen med dejen i fryseren i en halv times tid – eller i køleskabet i et par timer.
Tag dejen ud og form den til kugler på størrelse med valnødder. Rul dem først i rørsukker og derefter i flormelis og sæt dem så på en bagepapirbeklædt bageplade. Tryk dem lidt fladere og bag dem så ved 180 grader øverst i ovnen i ca. 12 minutter, indtil de sprækker og hæver lidt op. De vil fortsat være lidt bløde, når du tager dem ud. Lad dem køle af, inden du gnider bunden af hver kage med lidt hindbærstøv (jeg synes, det er synd at drysse det over kagerne, da det stjæler opmærksomheden fra ’det sprækkede look’).
Note: Fine milde red velvet cookies. Det er en god idé at bruge lidt bærstøv, da kagerne i sig selv ikke smager af så meget. Jeg dryssede lidt oven på nogle af småkagerne, men foreslår som sagt at du gnider bunden af hver småkage med støvet i stedet.
Tjek i øvrigt mit indlæg fra dengang, hvor jeg lavede en mere traditionel red velvet cake.
Vi besøgte Skoemagerkroen sidste weekend, da vi ville nyde en god frokost, inden vi skulle besøge vores venner nord for Holbæk. Og på vejen vestpå var det oplagt at smutte ind hos det hyggelige sted, Skoemagerkroen. Det var samtidig vores første ‘rigtige’ besøg, men vi …
En tofu-burger er et glimrende alternativ, hvis du vil prøve en kødfri burger. Det er nok den vegetar-burger, der kommer tættest på kødudgaven, da man får lidt af den samme umami-smag som ved kød. Jeg måtte naturligvis lave en tofu-burger i forbindelse med tofu-benspændet., og …
Jeg var på Damindra tidligere på måneden, da vi skulle fejre gemalens fødselsdag. Da vi begge er ret glade for japansk mad, så måtte vi selvfølgelig besøge den japanske restaurant i Nyhavn.
Damindra har – udover et a la carte kort – to menuer, man kan vælge imellem. En sushimenu med fem serveringer til 535 kr eller en omakasemenu med otte serveringer til 845 kr. Vi valgte den sidste, så vi kunne smage så meget forskelligt som muligt.
Jeg havde set, at restauranten havde nogle få men spændende drinks, så det havde jeg tænkt mig at vælge – men tjeneren kom mig i forkøbet ved selv at foreslå den mest interessante, da vi kom til drikkevarer. Så den snuppede vi, og det kom vi bestemt ikke til at fortryde. Den var så frisk og velsmagende og lækker!
Vores første servering bestod af en stor muslingeskål med kammusling i skiver, små kugler af æble, lidt enoki-svampe samt en skøn bouillon. Som prikken på i’et blev der hældt lidt olie i skålen under muslingen, inden tjeneren satte ild til det. Vi blev derefter instrueret i at huske at bruge spisepindene til at vende muslingeskiverne nogle gange, mens bouillonen blev varmet op. Det tog lidt tid, inden ilden lagde sig igen, men det var en sjov gimmick, og så smage retten fantastisk. Den havde både sødme, dybde og friskhed. Fremragende start på aftenen!
Den næste servering var til gengæld meget let at håndtere, for den bestod af en fransk østers toppet med lidt af hvert. Den skulle snuppes i én mundfuld, hvilket var lidt udfordrende at gabe over, men det lykkedes. Og den havde en fin, mild smag, for østersen ikke blev overdøvet af de andre smagselementer.
Nu voksede portionerne lidt, for den næste tallerken kom med en høj tuntatar med blandt andet en sauce, som jeg mener var lavet på miso. Den lidt fede tun fik et fint modspil fra de øvrige elementer og smagte skønt.
Nu blev der for alvor skruet op for farverne, da vi fik et udhulet søpindsvin fyldt med rejer, søpindsvin og blandede svampe på en bund af friske salater. Nu er jeg normalt ikke særlig vild med søpindsvin, men denne her var heldigvis meget mild i smagen. Meget, meget smuk servering.
Det næste var en deleret, hvor vi fik et stort fad med skiveskåret oksekød i en skøn sauce med grillede grøntsager. Derudover var der en skål kogte ris, vi kunne tage fra. Sidstnævnte holdt jeg heldigvis igen med, for det skulle snart vise sig, at der var en del retter tilbage, vi skulle igennem. Og på dette tidspunkt var vi ved at være mætte … men det var samtidig også svært at holde lidt igen ved denne ret, for igen-igen var maden vellavet og smagte skønt.
Jeg blegnede lidt, da jeg så den næste deleret, og det viste sig at bestå af dette fad – med tre velvoksne stykker sushi til hver!! De smukke stykker var fyldt med snekrabbe og var pyntet med henholdsvis laks, tun og hamachi samt godt med ørredrogn. Selvfølgelig også ganske lækre. Og ja, der skulle være lidt show igen, så fadet med sushi med serveret oven på en skål med tøris.
Vi var som sagt ved at være godt mætte. Den næste sushi-servering bestod heldigvis kun af ét stykke til hver – til gengæld var det et med pondus i, da det var Wagyukød rørt med fintreven zucchini og toppet med padron-peber. En ordentlig mundfuld, som dog nok var lidt for fed i smagen til mig.
Den sidste salte ret var endnu et stykke sushi – et stykke blåfinnet tun (der nærmest lignede en tunge) drysset med syltet wasabi og japansk shiso. Meget fin afslutning – men vi var dog ret mætte.
Der var heldigvis lidt ventetid inden desserten, og her var et lille men godt udvalg at vælge ud fra. Gemalen og jeg valgte to forskellige desserter, som vi så kunne dele, og de var begge fantastiske på hver deres måde. Jeg valgte en Passionsfrugt-curd med brændt overflade og is til, der blev – ligesom den allerførste ret – serveret i en skål med tøris under, så ‘røgen’ bølgede omkring. Jeg opsøger normalt ikke desserter med passionsfrugt, men denne her var virkelig fremragende! Nok den bedste dessert med passionfrugt, jeg har fået.
Gemalen valgte en cheesecake med is og hakket chokolade til (og man kan se ‘røgen’ fra den anden dessert). Også en lækker og mild servering.
Der var en meget behagelig og venlig betjening undervejs. Jeg fik et enkelt glas hvidvin undervejs samt en dejlig kombucha på yuzu, der var dejlig frisk. Men intet slog dog den skønne – og ret store – velkomstdrink.
Der var meget lidt at sætte fingeren på under vores besøg hos Damindra. Det primære kritikpunkt var, at menuen var for stor i forhold til portionsstørrelserne. Vi kunne snildt have holdt os til et måske to stykker sushi til sidst frem for fem (ja, vi kunne mæthhedsmæssigt faktisk helt have undværet dem).
Jeg ender derfor på fem stjerner med pil op til Damindra.
Søde små blåbærtærter kan man da ikke sige nej til! Da jeg så dem i et gammelt Familiejournal-udklip, vidste jeg bare, at dem måtte jeg prøve at lave. Heldigvis havde gemalen fødselsdag for nylig, så der kunne jeg servere dem som dessert. Jeg lavede nogle …
Louisiana Café ligger ikke overraskende som en del af kunstmuseet Louisiana ved Humlebæk, og der har jeg spist flere gange de senere år, når vi har besøgt stedet for at se en række kunstudstillinger. Louisiana har nemlig ret ‘arbejdsvenlige’ åbningstider – forstået på den måde, …
Der kom tofu-omelet på bordet sidste weekend, da jeg havde lyst til at lave en let aftensmad og gerne ville lave en ret til månedens tofu-benspænd.
Nu elsker jeg jo at lave omeletter (især når jeg har nogle æg, der snart skal bruges … hrm …), for det er hurtigt at lave, og du kan variere fyldet i det uendelige. I dette tilfælde tog jeg noget fast tofu og skar det i mindre stykker, inden jeg stegte det på en pande sammen med krydderier og teriyaki-sauce. Man skal dog passe lidt på og ikke have for høj stegetemperatur, hvilket jeg hurtigt fandt ud af.
Tofu-omelet
2 personer
Omeletter: 7-8 mellemstore æg ½ dl mælk salt og peber smør til stegning 1 dl fintreven ost – gerne Vesterhavsost eller Primadonna
Fyld: 200 g fast tofu ½ dl hvedemel 1 tsk sød paprika ½ tsk chili eller cayennepeber olie til stegning 1 dl teriyaki-sauce 2 fed hvidløg, pressede lidt sirup
Pisk æg, mælk, salt og peber sammen. Smelt lidt smør på en mellemstor pande, hæld halvdelen af æggemassen i og steg din omelet ved mediumvarme. Lad være med at pille ved den undervejs – den skal bare stå og stege i fred. Når overfladen er næsten størknet, drysser du halvdelen af osten ud over den og giver den et minut eller to mere. Overfør omeletten til en stor tallerken, smelt lidt smør på panden og lav den anden omelet, som du derefter overfører til en anden tallerken.
Skær tofuen i mindre stykker og vend den i mel, paprika og chili. Ryst tofuen godt, så overskydende mel ryger af.
Hæld olie på en stor pande og steg tofuen ved mediumvarme, til den begynder at blive let gylden. Hæld teriyaki-sauce og hvidløg over og rør rundt, så tofuen bliver dækket. Lad det simre, indtil saucen er næsten kogt ind. Smag eventuelt til med lidt sirup.
Fyld dine omeletter med den varme tofu samt blandede grøntsager. I dette tilfælde blev det til fintsnittet spidskål, syltede peberfrugter samt en chili-mangosauce. Servér din tofu-omelet med det samme.
Note: Sådan en tofu-omelet er en fin variant – især hvis du har lyst til vegetarmad. Jeg skal lige passe lidt mere på, når jeg indkoger glaseringen, men ellers var det meget let.
Har du travlt, kan du selvfølgelig lave både omeletter og tofu-fyld på samme tid – altså på to forskellige pander 🙂
Kartoffel sabzi er en indisk vegetarret, som du kan spise, som den er – eller servere den som tilbehør til andre retter. Og det var sidstnævnte, jeg gjorde, da vi fik lam i karry i weekenden. Kartoffel sabzi er nemlig et glimrende alternativ til kogte …