Piskeriset på Eventyr

Tidligere på måneden skulle jeg bruge et godt og billigt spisested på Frederiksberg, for gemalen og jeg skulle i teatret (underforstået Betty Nansen Teatret). Normalt vælger jeg et spisested på ruten fra København H og frem til teatret (hvilket blandt andet har bragt mig forbi Foderbrættet og Bindia), men da jeg kiggede på et kort over området tæt på teatret, faldt mit blik på Enomania – en lille restaurant/vinbar, som jeg har hørt godt om. Enomania har da også fået en Bib Gourmand i Michelinguiden siden 2010, hvilket blot gjorde mig endnu mere nysgerrig, og jeg bookede da også straks bord.

Enomania er som sagt en lille restaurant – jeg tror, der er plads til omkring 25-30 gæster – og den er tilsyneladende godt besøgt. Der blev i hvert fald hurtigt fyldt, den aften, vi var der, men det kunne man bestemt ikke mærke på servicen. Betjeningen var venlig, smilende og omsorgsfuld og dermed også noget helt andet end det, vi oplevede på Restaurant Rebel samme uge.

Enomania har et meget simpelt menukort, der består af fire retter – to retter, der kan serveres som forretter (til 70 kr. stykket) eller lidt større udgave som hovedret (til 100 kr), en kødrig hovedret (200 kr) og en dessert (60 kr). Til hver ret anbefaler restauranten et glas vin, som denne aften svingede mellem 75 og 125 kr per glas.

Gemalen og jeg valgte en forret, en opgraderet hovedret og en dessert, hvilket betød en samlet pris på 230 kr. for de følgende retter.

Mens vi ventede på den første ret, fik vi lidt friskbagt brød, lidt forskellig skinke og pølse samt lidt god olivenolie. Klassisk italiensk – og meget lækkert.

Aftenens første ret var denne enkle og dejlige pastaret – agnolotti med røget laks, ærterpuré og tynde skiver blomkål. En mild forårsagtig ret, som – selvom der både var pasta og kål i – stadig virkede frisk og let.

Hovedretten var til gengæld en fyldig ret, som passede godt til den kølige martsdag. En solid risotto med vildsvin, knoldselleri og sprøde flager af jordskokker. Der var ikke sparet på kalorierne, men det skal man jo heller ikke med risotto – den var cremet, smagfuld og de sprøde jordskokker gav tilpas med struktur til den meget bløde ret.

Da vi havde spist hovedretten, blev vi spurgt, om vi ville vente lidt desserten, eller om vi ville have den med det samme. Vi svarede (lidt kækt), at vi gerne ville vente lidt, for vi hyggede os rigtig godt (og så havde vi god tid i forhold til teaterforestillingen senere samme aften). Kort tid efter fik vi lidt ekstra rødvin i glasset – om det skyldtes vores friske kommentar, eller om det er sædvanen i forhold til, at så har gæsterne lidt ekstra at nippe til, mens man venter på næste ret, det ved jeg ikke. Men det var i hvert fald en rigtig sød og betænksom gestus, som vi satte stor pris på.

Aftenens sidste ret var letsyltede appelsinbåde med vaniljeis og brændt hvid chokolade. En enkel og velkomponeret ret, som havde en fin balance mellem de søde elementer, den fede is og det let sprøde drys. Det havde ikke gjort noget, hvis der havde været et lidt mere syrligt element i desserten, men det var ikke noget, jeg for alvor savnede.

Enomania er et rigtig hyggeligt sted – ikke mindst på grund af betjeningen, som er venlig, opmærksom og smilende. Vi følte os virkelig godt behandlet og havde næsten følelsen af at være stamgæster, selvom det var første gang, vi besøgte stedet.

Maden var dejlig – enkel men lige i skabet – og restauranten forstod også at vælge vine, der passede godt til de enkelte retter. Og så var den nærmest latterlig billig i forhold til kvaliteten.

Enomania er helt sikkert et sted, jeg gerne besøger igen – og mon ikke jeg også ender der i løbet af efteråret, når den nye teatersæson går i gang? Jeg er i hvert fald glad for at have fundet denne perle af en restaurant, og er du på de kanter, synes jeg, du skal prøve stedet.

Stedet for fem stjerner med en pil op.