Belgiske fritter med andalusisk sauce

Belgiske fritter med andalusisk sauce

Jeg kan jo ikke have et belgisk mad-benspænd og så ikke eksperimentere med pommes frites! Belgierne elsker fritter, og de belgiske fritter har da også et særdeles godt ry. Men hvad er der ved de belgiske fritter, der gør dem særligt gode? Min belgiske ven røbede, at det skyldes to ting – at belgierne dobbeltsteger deres fritter, og at de steger fritterne i svinefedt!

Dobbeltstegning af pommes frites har jeg prøvet før med succes, men jeg har aldrig før stegt fritter i svinefedt, så det måtte jeg prøve. Det viste sig dog at være noget af en udfordring, eftersom det er noget nær umuligt at få fat i svinefedt i Danmark uden for julesæsonen! Heldigvis havde jeg gemt en pakke svinefedt fra julemånedens småkage-udskejelser, så det lykkedes mig at lave de belgiske fritter ved at stege små portioner ad gangen.

Belgiske fritter

tilbehør til to personer

3-4 store bagekartofler
1-2 pakker svinefedt
salt

Start med at skrælle kartoflerne og skære dem ud i kartoffelstave. Pas på de ikke bliver for tykke – så er de sværere at få sprøde (fandt jeg desværre ud af). Skyl dem i koldt vand og læg dem derefter i en skål med iskoldt vand og en håndfuld terninger i et par timer. Vend kartoffelstavene i vandet flere gange og skift vandet ud flere gange, indtil vandet er helt klart. Lad derefter kartoffelstavene dryppe af, inden du dupper dem tørre.

Jeg har før prøvet – med held – at lave pommes frites uden at skulle koge kartoffelstavene i 5-10 minutter først på dette stadie, men det ved jeg, at andre foretrækker, så det tip er hermed givet videre.

Smelt svinefedtet i en gryde ved medium eller middelhøj varme. Test om fedtet er varmt nok ved at stikke spidsen af en kartoffelstav i det varme fedt. Hvis det bobler omkring kartoffelstaven, er fedtet parat.

Steg en lille håndfuld kartoffelstave ad gangen. De skal have nogle få minutter og må ikke tage for meget farve.

Lad dem tørre på et par stykker køkkenrulle, mens du steger resten af kartoffelstavene. Når alle kartoffelstavene er stegt, putter du dem i køleskabet en times tid. Jeg har også hørt om folk, der putter dem i fryseren i ½-1 time, men det har jeg ikke prøvet.

Når kartoffelstavene er kølet helt ned, varmer du fedtet op igen. Du får måske et endnu bedre resultat af en ny pakke svinefedt, men det havde jeg ikke mulighed for at teste, så jeg brugte det fedt, jeg allerede havde stegt dem i én gang før. Sørg for at skrue helt op for varmen, så fedtet bliver varmere end før. Giv kartoffelstavene en tur mere i svinefedtet – dog i kortere tid denne gang. Pas på, at de ikke får for længe.

Læg de belgiske fritter på køkkenrulle og drys dem med salt med det samme.

Dine fritter skal selvfølgelig også serveres sammen med noget dyppelse. Her kan belgiere godt finde på at slå sig løs med forskellige slags dip – jeg er faldet over en del forskellige forslag, og jeg kunne ikke stå for den andalusiske sauce, som jeg så hos Allrecipes. JeEg skruede lidt op og ned for en række af ingredienserne og udelod grøn peberfrugt.

Andalusisk sauce

2 personer

1 dl god mayonnaise – enten hjemmelavet eller Hellmann’s
2 tsk koncentreret tomatpuré
1½ tsk meget finthakket rød peberfrugt
1 spsk meget finthakket rødløg
lidt citronsaft
salt

Rør ingredienserne til saucen sammen og lad det trække i køleskabet en time, inden du serverer det sammen med dine belgiske fritter.

Note: Jeg ved ikke, om det skyldtes tykkelsen på fritterne eller måske svinefedtet, men jeg havde lidt sværere ved at få de belgiske fritter lige så sprøde, som når jeg bruger olie. Til gengæld smagte de aldeles skønt – især sammen med saucen, som jeg helt sikkert skal bruge i en sandwich på et tidspunkt.

Vi spiste en salat sammen med de belgiske fritter samt drak en Saison Dupont – en forholdsvis frisk og letbitter belgisk øl, som ikke havde nær så meget sødme som de andre belgiske øl, vi har smagt i denne måned.



23 thoughts on “Belgiske fritter med andalusisk sauce”

    • Det er i orden med mig – det er, sjovt nok, også lettere at skaffe 😀
      (jeg overvejede også kort at gøre det, men jeg måtte hellere holde mig til svinefedtet så det blev så belgisk som muligt ;))

  • Kære Piske
    Dit indlæg minder mig lidt om dengang, jeg forsøgte at smelte “lard” købt i et irsk supermarked – vidst nok til klejner. Det må have været noget lidt andet, for det lugtede så frygteligt, at jeg var nødt til at stoppe projektet 🙂 Mindes i øvrigt også, at der serveres fritter med andefedt ude på Papirøen. De er vildt gode. Måske man skulle prøve det en dag.
    Kh Nadia
    Ps. Den sauce lyder som noget, jeg skal prøve på et tidspunkt.

    • Jeg vil sige, at svinefedt lugter heller ikke voldsomt godt, når man smelter det, men det hjalp gevaldigt, så snart smeltningsprocessen var ovre 🙂

  • De bedste fritter jeg nogensinde har fået var ved en lille bod på Place Jourdain i det europæiske kvarter i Bruxelles – der steger de dem i oksefedt…mmmmm…..og det bedste af det hele er at et kæmpe kræmmerhus kun koster et par euros.

  • I mit lokale pommes frites hus på Place Jourdan i Bruxelles bruger de hestefedt når de steger… Jeg tror bare at belgierne elsker al slags fedt 🙂

  • Pyha nej lugten har fået os til at droppe en klejnebagning engang. Jeg troede oksetelle var hemmeligheden i Belgien, gad vide hvor det så er. Det har jeg nok lidt mere mod på at prøve. Vi er blevet så sarte overfor svinefedt lugten, at risnudler der minder om, kan vi bare heller ikke have.

    God weekend
    Anne-Marie

  • Jeg har ikke hørt om dobbeltstegning af pommes frites før – spændende og også at du har brugt svinefedt! Jeg kan forestille mig, hvor lækre de har været 🙂

  • Nooooj, hvor jeg lige nu TRÆNGER til fritter! Hvordan mon det kan være??? Det er en seriøst længere proces du har været ude i, men noget siger mig at den er det hele værd. Uhmm altså. 🙂 Gid fanden havde den lokale frittemand, som konsekvent koger sine alt for kort tid..

    • Kan du ikke opdrage ham til at koge dem lidt længere? Og ellers kan det være, du selv kaster dig ud i at koge fritter derhjemme? 🙂

      • Har faktisk overvejet om man kunne tillade sig at bede om længere kogning. Jeg selv tror ikke jeg får det gjort, meeeen jeg har jo min kokkenabo, som selvom hun ikke er gourmetkok, laver dejlig mad, og hun kunne muligvis overtales hehe..

  • Det er oksefedt som er det korrekte valg hvis det skal følge belgisk tradition, det er sådan at når man bider igennem den sprøde fritte er det første man mærker okse smagen der eksploderer i munden på en, herefter kommer den lækre fornemmelse af det bløde indre med en dejlig kartoffelsmag. Men tror dog også at det kan være godt med andre slags fedt 😊

    • Mja – min belgiske ven hævder nu, at det er svinefedt, men hun siger også, at belgierne generelt er ret åbne over for forskellige slags fedt til stegning. Jeg mener, jeg har hørt, at de også gerne steger pommes frites i andefedt eller gåsefedt 🙂

    • Ikke nødvendigvis – belgierne er meget alsidige mht. det fedt, fritterne koges i. Min belgiske ven er for eksempel svært glad for pommes frites stegt i andefedt, og vi har også fået andre typer fedt/olie, da vi var i Belgien sidste år 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *