På vej tilbage!
Hej! Bloggen blev ramt af et massivt servernedbrud i slutningen af september og var derfor nede i flere dage. Jeg er pt. i gang med at uploade alle billeder på ny (farvel fritid), men alle opskrifter skulle være på bloggen nu.
Nye sjove madoplevelser
Hej! Bloggen blev ramt af et massivt servernedbrud i slutningen af september og var derfor nede i flere dage. Jeg er pt. i gang med at uploade alle billeder på ny (farvel fritid), men alle opskrifter skulle være på bloggen nu.
På vores miniferie på Bornholm i sidste måned faldt vi over vingården Lille Gadegård, og den måtte vi naturligvis besøge! Lille Gadegård er efter eget udsagn Danmarks ældste vingård – 20 år har den på bagen – og har over 30.000 vinstokke. Det gør den …
Denne russiske kartoffelsoufflé nåede jeg ikke at lave i forbindelse med mit russiske benspænd sidste år, men jeg havde sørget for at gemme den, og vupti – så passede den jo ind i mit ovn-benspænd denne måned! Retten så jeg hos Olga’s Flavour Factory, men jeg justerede nogle af målene, så den blev mere enkel.
3 personer
600 g kartofler
en klat smør til stegning
et løg, finthakket
2 fed hvidløg, pressede
200 g ricotta
1 æg
2½ dl friskrevet parmesan eller pecorino
1 dl mælk
salt og peber
lidt olie til at smøre forme med
Skræl kartoflerne og kog dem møre i letsaltet vand. Lad dem køle lidt af, inden du river dem på et groft rivejern.
Smelt smør i en gryde og svits løg og hvidløg ved mediumvarme, indtil de bliver bløde. Tag dem af komfuret.
Pisk æg, ricotta og 2 dl parmesan/pecorino og tilsæt lidt salt og peber. Pisk mælken i.
Tag tre forme på størrelse med ramekiner. Jeg havde nogle søde små ‘gryder’ af ler med låg til, men har du ikke det, kan du bruge ramekiner og lave et højt ‘låg’ til af stanniol (der skal være plads til, at kartoffelmassen udvider sig). Smør formene med lidt olie og fordel en tredjedel af de revne kartofler ud over bunden af formene. Top det med en tredjedel af løgene og dernæst halvdelen af ostemassen. Gentag rækkefølgen med først kartofler, så løg og så ostemasse og slut af med det sidste lag løg og så kartofler. Drys det sidste parmesan/pecorino over og læg låg på (eller lav stanniollåg som tidligere nævnt). Bag dem i ovnen ved 180 grader i 35 minutter. Tag lågene af og bag din kartoffelsoufflé i 5-20 minutter mere, indtil de er gyldne. Servér dem som tilbehør til en kødret eller evt. som selvstændig ret med en grøn salat til.
Note: Udover den fine anretning så er denne russiske kartoffelsoufflé meget fin og lækker. Den er måske lidt omstændig at lave, men den er perfekt som gæstemad, da du kan forberede retten i god tid i forvejen (frem til skridtet inden bagning i ovn) og så blot sætte dem i ovnen, inden gæsterne kommer.
Vi har haft en side lammeribben liggende i fryseren de seneste måneder, og nu mente jeg, det var på tide at bruge dem, så hvorfor ikke i en ovnret i anledning af månedens benspænd? De ølstegte lammeribben er lette at lave – ja, de tilbereder …
Vi var – desværre – til bisættelse tidligere på ugen, og her havde jeg medbragt disse squashmuffins, som vi kunne spise efter arrangementet.
Inspirationen fik jeg fra ‘Gyldendals Bagebog’, hvor jeg dog valgte at justere på flere mål samt tilsætte en gavmild mængde ost for at give mere smag til de lækre madmuffins. Resultatet blev da også nogle saftige squashmuffins, som både kan spises som mellemmåltid, som en del af en frokost eller skovtur eller som tilbehør til en cremet grøntsagssuppe.
16 stk.
600 g revet squash (ca. 2 mindre squash)
4 fed hvidløg, pressede
150 g smør, smeltet
4 æg
2 tsk bagepulver
3 dl fintrevet pecorino, parmesan eller Vesterhavsost
350 g hvedemel
salt og peber
Tryk de revne squash fri for væde og put de revne squash i en skål. Rør dem med hvidløg og smeltet smør. Rør derefter æg, 2 dl revet ost, bagepulver, og hvedemel sammen til en tyk masse og slut af med at røre salt og peber i.
Smør muffinforme (jeg har en metalplade med plads til 12 muffins i) med lidt smeltet smør og fyld dem med dej. Drys lidt ost på hver af dine squashmuffins. Bag dem ved 225 grader i 15-20 minutter.
Servér helst dine squashmuffins samme dag, du har bagt dem – eller frys dem ned.
OBS – de dufter en del af hvidløg, når de er friskbagt, men smagen er meget diskret.
Note: Disse squashmuffins er både saftige og har en fin fyldig smag fra osten. Ønsker du en mere krydret udgave, så prøv at tilsætte lidt timian eller basilikum.
Disse tomatsnegle (eller rettere tomatsnegl, eftersom jeg kun smed en enkelt på tallerkenen) er selvfølgelig i familie med de madsnegle med svampe, jeg bloggede om i sidste uge. Der er nemlig masser af spændende varianter, du kan lave, så jeg måtte naturligvis prøve en mere. Den …
Som jeg fortalte sidste uge i indlægget om Le Port, så var vi på Bornholm for et stykke tid siden. Her skulle vi ikke blot ud til en masse skønne naturområder – nej, vi benyttede skam også lejligheden til at besøge gode restauranter såsom Det Røde Pakhus. …
Sådan en cremet majsstuvning som denne er en af de bedste vegetarretter, du kan lave i september måned. Det er nemlig i september, du bør købe friske majs, for her kan du få fat i virkelig sødmefulde og saftige danske majskolber. Jeg kan godt lide at spise majskolber, der har fået nogle minutter i kogende vand og derefter smurt med lidt smør og drysset med lidt salt, men de lækre majs kan også bruges i sammenkogte retter – for eksempel denne, der er krydret uden at være stærk. Du kan altid tilføje lidt chili, hvis du synes, den skal bide lidt – eller evt. hælde lidt stærk chilisauce over.
2 personer
2 majskolber
et lille løg, hakket
smør til stegning
1½ spsk karry
2 dåser hakkede tomater
1-1½ dl kokosmælk
salt
Start med at skære majsene fri fra kolberne. Her plejer jeg at placere majskolben (når de grønne blade er fjernet) lodret på køkkenbordet med et rent viskestykke under. Derefter tager jeg en lang skarp urtekniv eller lignende og skærer majskornene fri. De drysser ned på viskestykket og er så lette at bruge i madlavningen.
Smelt smør på en stor pande og steg løget ved mediumvarme, indtil løget bliver blødt. Tilsæt karry og rør godt rundt, inden du tilsætter majskornene. Lad dem stege videre i ca. 10 minutter. Husk at røre ind imellem samt tilsæt gerne lidt mere smør, hvis det er ved at blive for tørt. Rør så de hakkede tomater i og lad det simre videre i 10 minutter. Rør kokosmælken i og smag til med salt.
Cremet majsstuvning kan spises, som den er, men jeg synes, den er bedst med lidt kogte ris til.
Note: Det er en simpel men dejlig ret, og jeg synes bestemt ikke, man savner kødet i denne ret. Cremet majsstuvning kan selvfølgelig også bruges som tilbehør til en kødret, men det står som sagt ganske fint alene.
Vil du prøve kræfter med en lidt mere krydret og kompliceret majsstuvning, så prøv eventuelt pozole stew.
Jeg overvejede at kalde disse madsnegle for svampesnegle, men det lød simpelthen for mærkeligt! Dette er selvfølgelig en bolledej, der er rullet flad, smurt med svampestuvning, rullet sammen, skåret i skiver og derefter bagt. Kort sagt en en slags fyldt bolle i stil med kanelsnegle …