Penyllan

Penyllan

Penyllan – bryggeri og ølbar

På vores Bornholm-ferie i sidste måned ville vi gerne forbi et af de lokale bryggerier, og det skulle naturligvis være Penyllan. Og hvorfor er det en selvfølge for os? Jo, Penyllan er øl ud over det sædvanlige. Ikke alene bliver der primært brygget sour beers (hvilket stadig er et særsyn i Danmark) – det er også et bryggeri med fokus på vildgæring, lokale kornsorter samt langtidslagring på trætønder. Mange af øllene tager 2-3 år at lave, og det er unægtelig en noget anden proces end de fleste andre danske bryggerier. Brygmesteren er den australske kvinde, Jessica Andersen. Hun komponerer de enkelte øl ved at kombinere en række af de ølbatches, der lagrer på tønderne og smage sig frem til lige den ølprofil, hun ønsker. Lidt ligesom når vinproducenter kombinerer forskellige druer, når de laver vin. Prisen på de enkelte øl er også derefter – Penyllans 75 cl øl ligger typiske på lige over 200 kr.

Synes du, at 200 kr for en (stor) flaske øl er meget (og det er ganske forståeligt), så er det en ekstra god grund til at besøge Penyllans bar i Tejn ved Allinge. Her kan du købe flere af øllene fra fad. Her kan du få 20 cl til ca. 50 kr.

penyllan, beer here, ølbar, bryggeri

Det er dog ikke kun Penyllans øl, du kan købe – der er såmænd også et udvalg af øl fra Beer Here, som Jessicas mand, Christian Skovdahl Andersen, står bag. Og er du ikke til sure øl, så prøv i stedet nogle af disse.

penyllan øl

Men vi lagde selvfølgelig ud med to af Penyllans øl – Laura (Golden Sour Ale fra 2016) og Nina (Sour Amber Cuvée fra 2015). Virkelig spændende og nuancerede. De var friske, syrlige men havde også tydelig fadlagring, hvilket var et ret interessant træk ved en øl.

hotdog

Om søndagen kan du i sommerhalvåret også købe hotdogs hos Penyllan, og det er jo dejligt med lidt at spise til, så det nuppede vi. Toppingen putter du selv på (og nej, det er IKKE rejesalat, selvom man også kunne vælge det).

penyllan, øl, beer here, bornholm, bryggeri

Vi kunne heldigvis godt nå en øl mere, så jeg tog en Eartha (Sour Ale with Sour Cherries fra 2016), mens gemalen prøvede Brun Sovs – en brown ale fra Beer Here. Den var han i øvrigt ganske tilfreds med, mens jeg hyggede mig med min kirsebærsyrlige øl. Uha, den var god.

Du skal selvfølgelig være til sure øl for rigtig at sætte pris på øl fra Penyllan. Er du er frisk på en øl ud over det sædvanlige, så bør du unde dig selv et besøg hos dette bryggeri. Og kommer du ikke lige forbi Bornholm, så kan flere af Penyllans øl købes hos flere danske ølforhandlere på nettet.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.