Restaurant Le Port

Restaurant Le Port

Vi har sluttet sommeren af med nogle dage på Bornholm i slutningen af august (så kunne jeg også teste nogle flere ting af til min Bornholm-guide), og her besøgte vi blandt andet Le Port. Restauranten er blandt andet kendt for at have øens bedste udsigt (for restauranter vel at mærke), og jeg har flere gange fået den anbefalet af kolleger.

Vi fik dog en lidt spids velkomst af en tjener – hvorfor fandt vi aldrig helt ud af, men det var ikke, fordi der var proppet med gæster. Vi valgte at sidde indenfor, da det var usikkert, om det ville trække op til regn, men vi sad, så vi kunne kigge ud over vandet.

restaurant Le Port, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Bornholm

Le Port har et fint udvalg af drikkevarer, så gemalen valgte en Havtorn Ale fra det bornholmske bryggeri, Small Batch Brewery, mens jeg tog en gin & tonic lavet på en af de lokale gin. Den var udmærket men dog en kende ‘skarp’ i smagen. Gemalens øl var overraskende god – vi var ellers lidt skeptiske på grund af havtornen, men den var heldigvis ikke så dominerende, som vi frygtede.

Der kom to slags kuvertbrød på bordet – begge virkelig lækre og saftige – samt en svampecreme og en urtemayo, man kunne smøre på. Disse var forholdsvis milde og blide i smagen.

Der kom en lillebitte appetizer bestående af kyllingelevermousse med friske urter. Den var glimrende men måske også lidt unødvendig.

Du kan vælge en menu på to, tre, fire eller fem retter, og vi endte med tre retter fra menuen (il i alt 440 kr per person). Der er også nogle enkelte a la carte retter, hvis det ikke er alt fra menuen, der er noget for dig.

restaurant Le Port, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Bornholm

Og så kom vi til selve forretten – endda en meget smuk og kreativ slags. Den bestod af jomfruhummertatar med chili, tynde fennikelskiver, basilikum-mayo samt hummerchips. En lækker ret med spændende smagsnuancer, hvor især fennikelskiverne var med til at tage noget af fedmen i retten. Vi syntes dog, at basilikum-mayoen ikke var nødvendig i retten, da den blev unødig fed af den (men så kunne man jo smøre den på et stykke brød og gemme til lidt senere… har jeg hørt…).

Le Port gør sig ikke rigtig i vin per glas, men man kan til gengæld købe halve flasker (eller rettere – små flasker på størrelse med en halv vinflaske). Jeg fandt en dejlig hvidvin i samarbejde med en sød tjener, som havde overtaget fra den første, vi mødte, og den passede ganske godt til denne ret.

restaurant Le Port, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Bornholm

Efter en lang pause, hvor vi nød udsigten og hinandens selskab, var det tid til hovedretten. Den bestod af tykke saftige skiver cuvette med majs, porre, glaseret skorzonerrod, merianglace, grønkål og en blid kartoffelmos til. Både sauce og mos kunne vi selv dosere, da de blev serveret ved siden af, og det fungerede rigtig fint. Kødet var perfekt tilberedt, og jeg kunne godt lide både mængden og udvalget af grøntsager.

restaurant Le Port, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter på Bornholm

Der var atter en del ventetid inden desserten, som jeg desværre fik taget et lidt uskarpt billede af (beklager). Den bestod af bornholmske blåbær med mazarinkage, citroncreme, bittesmå marengs og lidt knuste kagekrummer (Oreos?) samt kærnemælkssorbet. Det var en udmærket omend lidt rodet dessert, som stak i flere retninger. Elskede dog bærrene og sorbeten.

Vi endte med at have en rigtig hyggelig aften på Le Port trods den lidt spidse velkomst. Udsigten er bestemt god (se herunder), og maden lige så, selvom der var nogle enkelte ting, jeg ville have justeret på. Det var lidt synd, at stedet ikke har et udvalg af vin på glas, men jeg kunne godt lide, at de havde et ganske fint udvalg af ‘halve’ flasker, og det gør det selvfølgelig også lettere for dem, at de ikke risikere at stå med en lang række åbne flasker, der ikke bliver drukket op.

Jeg ender med fire stjerner med stor pil op til Le Port.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.