Restaurant MaMeMi

Restaurant MaMeMi

Er MaMeMi Københavns bedste pizzeria? Det indtryk får man i hvert fald, hvis man ser anmeldelserne på Tripadvisor, og da en af mine kolleger anbefalede stedet for et par uger siden, tænkte jeg, at jeg hellere måtte kigge forbi sammen med nogle venner.

MaMeMi serverer italienske pizzaer, dvs. supertynde sprøde pizzaer, og de har et ganske imponerende vinkort. Man kan vælge en vinmenu på fire vine for ca. 250 kr, men de kører ind imellem tilbud via deres Instagram-profil, så du kan få den for ca. 200 kr. Det fik vi dog ikke benyttet, da vi ikke skulle have så meget alkohol den aften, så vi nøjedes med at dele en flaske.

MaMeMi, burrata

Jeg snuppede en burrata med tomatjuice og basilikumolie som forret. Jeg har virkelig en svaghed for burrata, og den levede fuldt op til mine forventninger. Saftig, cremet og lækker på samme tid. Juicen og basilikumolien var et rigtig fint touch. Der var sprøde skiver brød til.

MaMeMi, pizza, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restaurant, restauranter i København,

Hvor jeg ikke var i tvivl om forretten, så tog det længere tid at beslutte sig for en pizza, for selvom udvalget ikke var stort, så lød de alle meget tiltalende. Jeg kunne dog ikke stå for den mest specielle på kortet – lavet på svinekæber, karamelliserede rødløg, provola ost, tynde skiver æble samt balsamico eddike. Og det kom jeg ikke til at fortryde – hold op hvor var den fremragende! Den fede let røgede ost kombineret med de søde, sprøde æbler, kødet samt den søde kraftige balsamico gik op i en højere enhed! Det var også den fantastiske smag (samt det faktum, at jeg hader at smide god mad ud), der fik mig til at spise den hele, for jeg blev meget, meget mæt! Selvom bunden er meget tynd,m så er der altså gods i sådan en pizza, og en anden gang vil jeg nok holde mig til kun at spise pizza.

De andre prøvede en ret god pizza med røget skinke, ricotta, sort peber og svampe samt en med prosciutto, stracchino ost, tørrede tomater samt figner. Vi byttede lidt, så vi kunne smage de forskellige udgaver, og jeg var også ret vild med den første. Den anden var dog for fad i smagen, og mængden af kød var lige lovlig overvældende, så den levnede de af.

Et par af de andre prøvede også to af desserterne og var godt tilfredse. Jeg vil dog anbefale, at medmindre du er meget sulten, så start med at tage en pizza – så kan du altid bagefter vurdere, om du også har appetit til en dessert.

Betjeningen var meget behagelig, og der var i det hele taget en god stemning hos MaMeMi. Laver de så de bedste pizzaer i København? Måske. De er i hvert fald på min top-tre-liste fremover og kan bestemt anbefales. Du skal dog være opmærksom på, at pizzaerne ligger i den dyre ende af skalaen – de koster nemlig pt. 145 kr.



2 thoughts on “Restaurant MaMeMi”

  • Det er bestemt et sted, vi må prøve! Pizza lavet på svinekæber, karamelliserede rødløg, provola ost, tynde skiver æble samt balsamico eddike … Det er jo vildt spændende 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *