Fanø Krogaard

Fanø Krogaard, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

I sommerferien var vi på Fanø, og en af dagene spiste vi frokost på Fanø Krogaard sammen med resten af familien. Vi havde bestilt bord i forvejen, hvilket var godt, for der var rift om pladserne, og tjenerne havde travlt.

Vi skulle naturligvis prøve den lokale øl, og den overraskede positivt. Fanø Bryghus er jeg kun stødt på et par gange før, men det var gode øl (så gode, at vi selvfølgelig købte nogle med hjem, da vi senere på ugen fandt dem i det lokale supermarked).

Fanø Krogaard, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Gemalen og jeg valgte at dele to frokostretter, så vi kunne smage lidt forskelligt. Den ene ret bestod af oksetatar med løvstikke-mayo, karse, kapers og pommes frites. En velrørt tatar med en god konsistens og virkelig gode fritter til. Løvstikke-smagen var heldigvis ikke så kraftig, for det er desværre ikke en af mine favorit-krydderurter, men den klædte kødet ganske godt.

Fanø Krogaard, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse

Den anden ret var en tyk overskåren stegt sandwich med saltet and, ost, surkål, syltede agurker og masser af sennepsfrø. En god bastant ret, som nok havde været lidt for voldsom til en varm sommerdag, men som egnede sig fortrinligt som delemad.

Servicen var ganske fin på Fanø Krogaard, selvom der var travlt, og kommer jeg på de egne igen, kunne jeg godt finde på at kigge forbi.

Vi sluttede af med en is hos Fanø Is, og de var nu slet ikke så tossede! Det var lidt svært at vælge 😉

Og ellers var Fanø mest afslapning i sommerhus og lange gåture ved vadehavet. Fanø har flere små hyggelige byer, men der var generelt mange mennesker, så bortset fra lidt keramikshopping så brugte vi meget af tiden i huset, i klitterne og på stranden. Det kan nu også noget – især når man kan gå på opdagelse efter smukke konkylier og studere gamle bunkere imens.



2 thoughts on “Fanø Krogaard”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *