Årsdale Mølle og røgeriet i Snogebæk

Årsdale Mølle og røgeriet i Snogebæk

På vej hjem fra Svaneke kom vi forbi Årsdale Mølle og kiggede lige ind. Møllen var utrolig smuk, men vi valgte ikke at gå op i den. Til gengæld kiggede vi i den butik, der lå lige ved siden af, men den var ret skuffende – trefjerdedele af den var fyldt med billigt bras og underlige souvenirs – slet ikke værdig til den flotte mølle.

Lørdag aften spiste vi på røgeriet i Snogebæk. Der ligger tre røgerier på Bornholm (en lille kæde), hvor du kan få spis-så-meget-fisk-du-lyster-buffet til 98 kr., og det var jo en oplagt chance til at spise sig godt og grundigt mæt i røgede lækkerier! Der var også en del fiskeretter at vælge imellem, men størstedelen var dog sild. Der var også nogle gode, store rejer, røget makrel og røget laks. Desuden var der lidt forskellige saucer, én type rugbrød, én type hvidt (pap-)brød, kartoffelsalat (?!) og rødbeder og rå løg. Jeg undrede mig over, at der ikke var mere forskelligt slags tilbehør – nogle grøntsager og/eller salater ville have gjort underværker, ligesom noget ordentligt hvidt brød ville have klædt laksen umanerligt godt. Generelt var sildene og de andre typer fisk ganske gode, men det blev en lidt voldsom spise, når de ikke fik modspil af noget grønt.

Alt i alt en udmærket måde at få prøvet de forskellige typer fisk i både røget, krydret og marineret udgave. Jeg tror, stedet ender med at få mellem tre og fire stjerner, og så vil jeg anbefale at spise der til frokost – der kan jeg i hvert fald bedre undvære det grønne indslag.

Resten af aftenen stod den på kortspil, mens fodboldkampen kørte i baggrunden, og flere gange kom der pauser i spillet, når forsvarsspillerne fra begge hold sørgede for, at der var underholdning for alle pengene!



11 thoughts on “Årsdale Mølle og røgeriet i Snogebæk”

  • Annettes – hæhæ, det er sjovt, du spørger, for netop som jeg var i gang med at skrive indlægget, kommenterede gemalen, at der også blev solgt mel i møllen (læste han på nettet). Vi så det dog ikke, så det har nok puttet sig i hjørnet med de andre bornholmske delikatessevarer. De hylder kiggede jeg ikke så meget på, da det umiddelbart så ud til, at vi allerede havde set de fleste ting andre steder.

    Til gengæld købte jeg noget groft økologisk speltmel fra en anden mølle på øen, og det glæder jeg mig til at afprøve 🙂

  • Sådan et røgeri kunne jeg godt tænke mig at besøge, hvor du kan få spis-så-meget-fisk-du-lyster-buffet til 98 kr. Det var vel ikke kun fiskeretter?

  • Jeg har det på samme måde… Der skal altså noget “grønt” til !!!

    Men hold op hvor er billedet af møllen flot !!!

    Hyggehygge
    Marianne

  • Madame – det var kun fiskeretter, de havde – og så lidt kartoffelsalat (?!). I hvert fald buffetdelen – jeg ved ikke så meget om resten af menukortet, men så vidt jeg husker var det også ret fiskepræget.

  • Det ville være skønt hvis de sådanne steder også gjorde lidt ud af tilbehøret, det er jo ligesom helhedsoplevelsen der gør udslaget……
    – og fisk alene gør det ikke helt, ikke for mig ihvert fald 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  • NYBH – nej, jeg har det også på samme måde med andre typer kød – der må gerne være en del af det, men jeg bliver altså nødt til at have noget grønt ved siden af, så min mave ikke går helt i chok 🙂

  • Man skal passe på med de buffeter og salat 😉
    Jeg var engang på sejltur i Flensburg fjord. Og der var buffet med alt muligt og umuligt. Med på turen var også en stor flok englændere. Den ret de fleste komponerede bestod af fiskefilet med frugtsalat 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *