Kartoffelgratin med mozzarella
Jeg fik denne opskrift på italiensk kartoffelgratin fra en kollega, og den er øjeblikkelig blevet min yndlingsgratin! Ja, den har tilmed slået min torskegratin, som jeg ellers holder meget af.
Denne kartoffelgratin indeholder nemlig en gavmild mængde ost, og jeg eeeelsker ost! Det gør dog også, at den er meget mættende, så en portion kan strække sig til en del mennesker – især hvis du serverer salat og/eller kogte grøntsager til.
Jeg justerede lidt på nogle af målene, så den er lettere at lave ud fra danske råvarer.
Kartoffelgratin med mozzarella
6-8 personer
1 kg melede kartofler
blødt smør til at smøre fadet
1 dl rasp
50 g smeltet smør
1 dl mælk
1 æg
1 dl friskrevet hård ost – gerne Vesterhavsost eller PrimaDonna
1 kugle frisk mozzarella
1 dl friskrevet cheddar
salt og peber
Start med at skrælle og derefter koge kartoflerne i usaltet vand, indtil de er møre.
Smør et ildfast fad med blødt smør – jeg brugte en rund skål med en diameter på 20 cm – og drys rasp over. Ryst det overskydende rasp ud på en stor tallerken og gem det.
Lad kartoflerne køle lidt af og riv dem så på et fint rivejern eller pres dem gennem en finmasket sigte. Tilsæt smør, æg og mælk og rør grundigt rundt med en ske. Rør den hårde ost i og smag til med salt og peber.
Fordel halvdelen af kartoffelmosen i fadet, så det også går et stykke op ad fadets sider. Skær mozzarellaen i mindre tern og fordel dem ud over kartoffelmosen sammen med cheddaren. Dæk osten med resten af mosen og glat den godt ud. Drys rasp over. Bag din kartoffelgratin i ovnen – først 20 minutter ved 175 grader og derefter 10 minutter ved 225 grader.
Lad din kartoffelgratin hvile på køkkenbordet i ti minutter, inden du serverer den sammen med den øvrige mad.
Note: Nu er ost ubetinget den fødevare, jeg holder allermest af, så denne osteret (pakket ind i kartofler) er jeg selvfølgelig stor fan af! Hvis du har det ligesom mig og altid skal passe på ikke at spise for megen kartoffelmos (fordi det altid mætter hurtigere, end man tror), så pas på, når du øser op af denne gratin. Den er meget, meget mættende – men også meget, meget velsmagende 🙂
Det lyder vanvittig lækkert! Jeg har det lige som dig og elsker ost, så denne gratin er lige noget for mig – jeg glæder mig til at lave den 🙂
Jeg ved ikke, om jeg tør lave den igen – den er lige lovlig vanedannende 😀
Jeg vil heller ikke klage over mængden af ost 🙂
Så ville jeg også for alvor blive bekymret, hæhæ 😀