Der skulle selvfølgelig dansk mad på bordet, da jeg havde besøg, for som bekendt er det månedens benspænd. Jeg havde valgt at lave kalv i dild, hvor jeg havde set på en opskrift i ‘Mormors mad’. Jeg ændrede lidt på blandingsforholdene, og så brugte jeg en rest kaffefløde i stedet for piskefløde. Desuden ændrede jeg på udvalget af friske krydderurter i min udgave af kalv i dild, da jeg ikke havde voldsomt mange af dem, der blev foreslået i bogen.

Til dessert stod den på Den Danske Nationaldessert over dem alle – rødgrød med fløde! Jeg tjekkede for nylig med min mor, og jo jeg har fået det som barn. Jeg kunne dog bedre huske rabarbergrød og jordbærgrød, så det var en god mulighed for lige at genopfriske, hvordan nationalretten smager. Der er et utal af måder at lave den på – især er der forskel på hvilken type bær, man skal bruge – og jeg endte med at bruge en opskrift fra divxit.dk, hvor jeg præciserede hvilke bær, jeg brugte.

Kalv i dild
kalv i dild, oksebov, dild, laurbærblade, fløde, persille, majsstivelse3 personer

400 g oksebov
1 bundt dild
salt og peber
en håndfuld frisk persille
4 laurbærblade
1 dl fløde
1 tsk majsstivelse

Skær kødet ud i mindre stykker – jeg valgte at skære det i små skiver, men du kan også skære det i tern, hvis du foretrækker det. Hæld så meget vand i en gryde, at det vil kunne dække kødet, tilsæt lidt salt og lad det koge op. Tilsæt derefter kødet, peber, persille, laurbærblade og stænglerne fra dilden – dildbladene gemmer du til senere. Skum grundigt, skru ned til jævn varme, og lad det simre, til kødet er rigtig mørt – det kan tage mellem tre kvarter og 1½ time alt efter udskæringen. I mit tilfælde tog det 45 minutter. Tag kødet op og lad suppen koge godt ind. Hæld det gennem en si og op i en skål og tag derefter to dl af suppen, som du hælder tilbage i gryden. Rør majsstivelsen ud i fløden og pisk det i suppen. Lad det kogle nogle minutter.

Tilsæt atter kødet, så det varmes op i saucen. Smag det til med salt og peber og tilsæt hakket dild lige inden serveringen.

Note: Kalv i dild blev serveret med kartofler og kogte bønner, og det smagte ganske fint. Heldigvis var der lidt mere smag i dilden, end jeg frygtede, men igen – det er en ret, som er ret mild i smagen, så principielt set burde den ikke kunne skræmme så mange.

Rødgrød med fløde 
4 personerrødgrød med fløde, hindbær, jordbær, ribs, grød, frugtgrød, dessert, dessertgrød

3 dl hindbær
2 dl jordbær
2 dl ribs
5 dl vand
1 dl sukker
2½ spsk. kartoffelmel

Skær jordbærrene i mindre stykker, hvis du bruger friske bær – ellers put blot alle bær i en gryde sammen med vandet. Når det begynder at koge, tilsætter du sukkeret og rører godt rundt. Lad det koge ved svag til middelvarme, indtil de er møre – det tager fem til ti minutter. Rør kartoffelmelet ud i lidt koldt vand. Tag gryden fra varmen og tilsæt jævningen under omrøring. Grøden må ikke opvarmes, når først jævningen er kommet i. Kom grøden i en skål og sæt den i køleskabet, til den er kold.

Note: Nu har jeg intet problem med at gøre småblasfemiske ting, så jeg spiste grøden med letmælk til, mens de andre brugte fløde. Det er en god og let grød – dejlig frisk og sommerlig – så hvis du ikke har prøvet rødgrød før, så skal du bestemt unde dig selv det.