Kaffemarengs

Kaffemarengs

Disse kaffemarengs er små sprøde marengs, som du kan servere som et sødt indslag til eftermiddagskaffen eller bruge som pynt på kager og desserter. Eller varm kakao som du kan se på billedet.

Jeg havde oprindeligt tænkt på at lave en chokoladecreme og bruge som fyld, så jeg kunne sætte dem sammen to og to, men jeg endte med blot at bruge dem som pynt og som et sødt indslag efter middagen.

Jeg brugte samme fremgangsmetode som ved chokolademarengs, men ændrede selvfølgelig på ingredienserne samt bagte dem i kortere tid, da disse kaffemarengs var noget mindre.

Kaffemarengs

en pladefuld

1 æggehvide
½ dl fint hvidt sukker
2 tsk instant kaffe, knust
en lille smule salt

Pisk æggehviden næsten stiv i en skål. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt under stadig piskning. Tilsæt et knips salt og pisk derefter i ca. 5 minutter, indtil sukkeret er opløst i marengsmassen.

Put marengsmassen i en sprøjtepose og sprøjt små toppe på en bagepapirbeklædt bageplade. Hvis du vil lave fyld til dine kaffemarengs (dvs. hvis du vil samle dem to og to ligesom macarons), så dup din pegefingerspids i vand og tryk forsigtigt spidsen ned på hver top.

Bag dine kaffemarengs ved 110 grader i ca. 50 minutter. Sluk for ovnen og lad dem køle af i en times tid, mens ovndøren står på klem.

Nyd dine kaffemarengs som de er eller brug dem som pynt på kager og desserter. Jeg har flere gange brugt dem som en fin detalje på en kop kakao.

Note: Fine, sødmefulde og virkelig sprøde. Hvis du ønsker en endnu kraftigere kaffesmag, så bruger du selvfølgelig blot mere kaffepulver. Smag gerne på marengsmassen, inden du former den til toppe, så du har en idé om, hvor kraftig kaffesmagen er.

Marengs er lette og sjove at lave. Hvis du vil eksperimentere med flere udgaver, så tjek mine andre marengs-opskrifter.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *