Hjemmelavet Holiday dip

Hjemmelavet Holiday dip

Den sidste benspændsret, jeg når i forbindelse med saucer og dressinger, er en hjemmelavet Holiday dip, som en af bloggens læsere har efterspurgt. Den klassiske Holiday Dip Mix fra KiMs har jeg fået til adskillelige fester gennem tiden, men det er – suk – efterhånden længe siden, så dette var en kærkommen lejlighed til at gøre hverdagen til en fest.

Af ingredienslisten fremgår det, at man skal bruge paprika, løgpulver, hvidløg og rørsukker, og så skal den naturligvis smages til med salt og peber. Jeg vil foreslå, at du blander dippen minimum en halv time inden, at du serverer den, så den kan nå at trække smag. Hold af samme grund lidt igen med saltet, når du smager til – du kan altid give den lidt ekstra lige inden servering.

Hjemmelavet Holiday dip

1 dl creme fraiche 18%
½-1 tsk sød paprika
1 tsk løgpulver
½ tsk friskpresset hvidløg
½ tsk rørsukker
salt og peber

Rør paprika (start med ½ tsk), løgpulver, hvidløg og rørsukker grundigt ud i creme fraichen. Tilsæt lidt salt og peber og lad dippen trække en halv times tid. Smag på dippen og vurdér, om den skal have lidt mere paprika og salt.

Hjemmelavet Holiday dip serveres sammen med chips og/eller grøntsagsstænger såsom gulerødder og agurker.

Note: Det blev slet ikke så tosset! Jeg gik faktisk bort fra dipblandingerne for en række år siden og laver nu primært dild dip, hvis jeg vil servere tilbehør til chips/grøntsager. Jeg havde ikke tænkt på at lave Holiday dip, før jeg fik forslaget, men det var et ganske hyggeligt eksperiment.

PS. Jeg måtte låne gemalens Pringles-chips, fordi vi var udgået for almindelige chips, da jeg skulle fotografere dippen. Og jeg er vitterlig ikke til Pringles, så det irriterer mig lidt, at jeg måtte ty til den slags kneb. Oh well, vi må have købt flere (gode) chips inden længe…



4 thoughts on “Hjemmelavet Holiday dip”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.