Grøn smoothie med broccoli

En grøn smoothie er meget oplagt at lave i forbindelse med mit proteinrige morgenmads-benspænd, så det lavede jeg i sidste uge. Det er også blevet mere og mere populært at indtage grønne smoothies og grønne smoothie bowls til morgenmad de senere år. Du starter både dagen med en solid vitamin- og mineral-indsprøjtning, og så giver du også maven nogle gode kostfibre at arbejde med.
Du kan putte mange forskellige ingredienser i en grøn smoothie. Jeg prøvede at lave en forholdsvis enkel udgave, men du kan sagtens lave en mere kompliceret, hvis du har tid og lyst. Denne her havde en fin mild smag af kokosmælk, der supplerede grøntsagerne fint. Du kan også tilføje lidt ingefær, hvis du vil give smagen lidt mere kant, men det gjorde jeg dog ikke denne gang.
Grøn smoothie med broccoli
1 stor smoothie eller to små
100 g kold, kogt broccoli
1 håndfuld frisk spinat
½-1 dl vand
½ dl kokosmælk
½ banan
½ dl afskallede mandler eller cashewnødder
evt. 1 tsk frisk, revet ingefær
lidt salt
evt. lidt citronsaft
Hæld grøntsager, ½ dl vand, kokosmælk, banan og nødder i en blender og kør det til en ensartet masse. Tilføj evt. mere vand og/eller spinat for at få den konsistens, du ønsker. Smag til med lidt salt og eventuelt lidt citronsaft og drik den med det samme.
Note: En grøn smoothie er en ret festlig måde at starte morgenen på. Jeg blev i hvert fald i godt humør af den grønne farve. Den kræver dog også lidt tilvænning, hvis man ikke er vant til at indtage grøntsager som en del af morgenmåltidet, men jeg kunne godt lide den friske smag. Og så mættede den mere, end jeg lige forventede. Helt klart et koncept jeg skal prøve igen.
Jeg opfatter dog også grøn smoothie som noget, man indtager om sommeren, for jeg synes, at det er mest oplagt at bruge sommergrøntsager (du kan for eksempel også bruge agurk). Har du prøvet en vinterudgave af en grøntsagssmoothie, du kan anbefale, så skriv gerne en kommentar herunder.








Måske ikke ligefrem en vintersmoothie, men herhjemme laver vi sådan en her flere gange om ugen, året rundt. Nedenstående er til 1 person, vi har en Vitamix blender hvor den kan blendes direkte i en drikkedunk til at tage med ud af døren:
8 kugler frossen grønkål
4 frosne jordbær
½ dl æblemost
Citronsaft
4 dl vand
Det kan være, at jeg skal prøve noget lignende. Havde ikke tænkt på at kombinere grønkål og jordbær 🙂