Bagte æg med spinat

Bagte æg med spinat

Disse bagte æg er nok mest tænkt som en morgenmadsservering eller til brunch, men vi spiste dem nu til frokost i weekenden sammen med grovbrød.

De bagte æg har jeg set for mange år siden hos Smitten Kitchen, og nu mente jeg, at det efterhånden var på tide at prøve konceptet, hvor man laver en form for grøntsagsstuvning og derefter bager æg i den. Jeg fik desværre brugt æg, der var lige lovlig store til formålet, så ‘rederne’ blev ikke så pæne, men det smagte godt, og det er jo det vigtigste.

Bagte æg med spinat

2 personer

250 g frisk spinat
½ dl vand
et lille løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakkede
½ tsk muskatnød
smør til stegning
200 g svampe, rensede og skåret i små stykker
½ dl friskrevet hård ost – for eksempel Vesterhavsost
4 æg
salt og peber

Varm en stor sauterpande på komfuret sammen med vandet. Hæld spinatbladene i og lad dem varme op, så de klasker sammen. Hak forsigtigt spinatbladene med en paletkniv og tilsæt så en klat smør sammen med løg, hvidløg og muskatnød. Rør godt rundt og lad det simre et minuts tid. Tilsæt svampene og lad det stege videre, indtil de bliver bløde. Tilsæt fløde og ost og lad det simre et par minutter, inden du smager til med salt og peber.

Tag et lille ildfast fad – jeg brugte et på 8 x 18 cm – og smør det med olie. Hæld grøntsagsstuvningen i og fordel jævnt ud. Form fire huller i stuvningen – det er lettest at bruge to teskeer – som du kan knække æggene ud i.

Sæt fadet i ovnen ved 220 grader i ca. 15 minutter.

Servér dine bagte æg med det samme – gerne med lidt brød til (og evt. et par stegte pølser).

Note: Bagte æg er helt bestemt en festlig morgenmadsservering, men den vil også fungere fint til brunch – især hvis du sørger for at bruge lidt mindre æg, end de XL æg, jeg havde fået fat i 😉



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.