Fyldig pastinaksuppe med linser
Nu hvor vinteren for alvor er kommet, så er der ikke noget så godt som en fyldig, brandvarm grøntsagssuppe! Jeg lavede denne simple men fyldige pastinaksuppe, som selv suppeskeptikeren i huset var ret tilfreds med.
Jeg har før lavet pastinaksuppe – både en udgave med pastinakker og kartofler samt en udgave med pastinakker og blomkål – men i denne udgave er pastinakkerne blevet kombineret med røde linser, hvilket gør suppen mere fyldig og cremet. Suppen blev krydret med lidt stødt koriander, hvilket gav et frisk og kækt pift til smagen.
Fyldig pastinaksuppe med linser
ca. 3 personer
3-4 store pastinakker
2 dl røde linser
vand
1½-2 dl fløde
1½ tsk stødt koriander
salt og peber
Skræl pastinakkerne og skær dem i mindre tern. Skyl linserne i koldt vand. Put pastinakternene i en gryde sammen med linserne. Hæld vand over og lad det koge ved mediumvarme, indtil både pastinakker og linser er møre. Hæld vandet fra – men gem det!! Tag 1 dl af kogevandet og hæld det i gryden sammen med fløde. Blend det til en ensartet masse og tilsæt lidt mere vand, indtil du får den konsistens på suppen, som du ønsker (jeg foretrækker en tyk grøntsagssuppe, men du kan selvfølgelig blot tilsætte mere kogevand, hvis du ønsker en mere letflydende suppe). Smag til med koriander, salt og peber.
Servér din pastinaksuppe sammen med ristede græskarkerner eller evt. lidt dukkah.
Note: En enkel men dejlig pastinaksuppe, som både varmer og mætter godt.