Forårstærte med asparges og kylling

Forårstærte med asparges og kylling

Denne forårstærte opstod som et rigtig Stop-Spild-af-Mad-projekt. Da vi købte i ind i weekenden, faldt jeg nemlig over både kylling og asparges på tilbud. Vi havde i forvejen lidt fløde tilovers (da jeg sørgede for hjemmelavet hindbæris til samme gæst, der også fik oksekød med portvinssauce) samt lidt osterester, og så er det jo oplagt at lave en madtærte!

Jeg byggede min forårstærte på en gammel opskrift på aspargestærte, men justerede nogle af målene samt udskiftede gedeost med lidt blandet ost samt baconen med kylling.

Forårstærte med asparges og kylling

4-5 personer

Dej:
100 g koldt smør
3 dl hvedemel
1/4 tsk fint salt
1 æggeblomme
1-2 spsk koldt vand

Fyld:
1 bundt grønne asparges
lidt salt
2 æg + æggehvide
1½ dl fløde
100 g fintrevet ost – for eksempel cheddar eller Primadonna
ca. 3 dl kogt kylling, delt i mindre stykker

Tærtebund: Smuldr smørret i melet, rør saltet ud i æggeblommen og saml dejen med æggeblomme og vand. Lad dejen hvile i køleskabet i en halv time. Rul eller tryk dejen tyndt ud og beklæd en tærteform (diameter 24 cm) med den. Prik dejen med en gaffel. Læg bagepapir over dejen og fyld tørrede bønner eller linser i tærteformen. Forbag bunden i ca. 30 minutter ved 180 grader. Fjern bønner og bagepapir.

Fyld: Mens tærtebunden bager, brækker du den nederste del af hver asparges. Kog derefter dine asparges i 1-1½ minut. Rør æg, fløde, ost og salt sammen.

Tag tærtebunden ud af ovnen. Lad den hvile et par minutter, inden du hælder halvdelen af æggeblandingen i den. Fordel asparges og kylling over æggeblandingen og slut derefter af med at hælde resten af æggeblandingen over. Stil din forårstærte i ovnen ved 180 grader og bag den i 20-25 minutter, indtil den får en letgylden overflade. Lad den køle lidt af og spis den lun sammen med en salat.

Note: Denne forårstærte er en mild og smagfuld tærte, som fik mig til at tænke på høns i tarteletter. En dejlig forårsret, som også er let at fryse ned.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *