Finsk gulerodsgratin
Vidste du, at denne gulerodsgratin serveres til finske julemiddage? Her kommer der også en kålroegratin på bordet, men da jeg har lidt svært ved at skaffe kålroer, så blev det i stedet denne gulerodsgratin, der skulle testes.
Jeg læste om retten hos Fokus Finland og tænkte, at denne solide ret er som skabt til at bruges som tilbehør på danske hverdagsborde – denne gratin er nemlig ganske god sammen med frikadeller, oksekødsboller, koteletter og lignende kødretter.
Porkkanalaatikko – finsk gulerodsgratin
3-4 personer
1½ dl grødris
4 dl vand
4 dl mælk
5 mellemstore gulerødder, revne
3 æg
1 tsk salt
½ tsk peber
½-1 tsk muskatnød
1½-2 spsk smør
Hæld vandet i en kasserolle sammen med risene. Lad dem koge næsten møre under låg og tilsæt så mælk. Lad det simre videre uden låg, indtil risene er møre, men grøden stadig er flydende. Rør gulerødder, æg og krydderier i. Hæld det i et smurt ildfast fad og fordel små klatter smør over. Bag din gulerodsgratin i ovnen ved 175 grader i ca. 1½ time.
Servér din gulerodsgratin sammen med juleskinke og gerne en kålroegratin.
Note: En god solid gulerodsgratin, som i øvrigt også egner sig fint som restemad, hvor den steges på panden med andre råvarer.
Jeg havde skruet op for muskatnød (1 tsk i alt), hvilket jeg godt kunne lide. Gemalen syntes dog, at det var lige en anelse for kraftigt. Han foreslog desuden at bruge et ekstra æg i retten, så det er tilføjet herover.
Jeg har en finsk mand i familien, og han bliver så overrasket når jeg en dag serverer det her, det glæder jeg mig til!
Håber han kan lide den – hvis du vil score ekstrapoints, så prøv at få fat i nogle kålroer, så du kan også kan lave kålroegratinen 🙂
Jeg forstår ikke hvorfor det skal være så svært at få Kålroer i Danmark… min mand er Nordmand og der bruger de også kålroer mere end vi gør herhjemme.. og savner det godt nok
Nej, det er ærgerligt – dem kunne jeg godt tænke mig at eksperimentere mere med.