Brownies uden ovn

Brownies uden ovn

Kan man lave brownies uden ovn?

Ifølge en trend på de sociale medier så kan du lave en meget simpel udgave af brownies på kun to ingredienser – smeltet chokolade og kogte kikærter! Og de skal ikke en gang bages!

Det er jo perfekt, eftersom vi har været uden ovn i over 2,5 måned, og så er det jo altid skønt at eksperimentere i køkkenet.

Jeg smagte lidt på ‘dejen’ under tilberedningen og syntes godt, at den kunne bruge lidt salt og hakkede nødder, så jeg sluttede af med at hakke nogle peanuts samt drysse lidt salt over (da disse peanuts ikke var særlig salte). Du kan også sagtens bruge valnødder.

Du kan også overveje at putte lidt smør i for at give dem lidt ekstra fedme, som jeg tror, vil klæde dem. Det vil jeg i hvert fald prøve næste gang.

Brownies uden ovn

240 g drænede og skyllede kogte kikærter
240 g chokolade, finthakket (jeg brugte en blanding af lys og mørk chokolade)
evt. 25-50 g smør*
lidt salt
½ dl hakkede nødder – enten peanuts eller valnødder

Smelt chokoladen forsigtigt – eventuelt sammen med lidt smør. Hæld det i en blender sammen med kikærterne og lidt salt og blend det grundigt. Det gør ikke noget, hvis du overser en kikært eller to, men prøv gerne at blende det til en ensartet masse. Fordel den blendede masse i et fad, du inden har foret med enten bagepapir eller en tynd frostpose. Drys gerne lidt hakkede nødder over og sæt fadet i køleskabet i mindst to timer.

Jeg synes ikke helt, at disse brownies uden ovn bliver som brownies – nærmere som et stykke konfekt. De har en fin chokoladesmag (som selvfølgelig er meget afhængig af den chokolade, du bruger), og du tænker ikke over, at der er kikærter i. De er dog samtidig også ret kompakte, og så kunne jeg godt have brugt lidt fedme til at understøtte chokoladesmagen. Jeg vil derfor anbefale dig enten at smelte lidt smør sammen med chokoladen eller at slutte af med at smøre en glaze på bestående af smeltet chokolade og smeltet smør.

Disse brownies uden ovn er selvfølgelig også gode til dig, der leder efter en glutenfri dessert eller snack, og til dig, der gerne vil skrue op for proteiner og ned for kulhydrater.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *