Arroz de marisco – portugisisk skaldyrsret

Arroz de marisco – portugisisk skaldyrsret

Vi var i sommerhus med familien i sidste uge, og jeg kunne ikke dy mig og lavede derfor arroz de marisco – en portugisisk skaldyrsret, der blev serveret sammen med en portugisisk salat. Det er en forholdsvis simpel ret – det sværeste er at skaffe den friske koriander, man typisk tilsætter til sidst – så det passede fint til en sommerhusferie. Lige præcis råvareudvalget kan godt være lidt af en udfordring, når jeg vælger at lave benspændsretter på en ferie, men så må man jo improvisere.

Jeg skelede til en skaldyrsopskrift fra Food from Portugal og så ideen til salaten hos Recipe Girl. Jeg justerede dog en del mål, især i skaldyrsretten, så det passede bedre med råvareudvalget og appetitten. Retten blev i øvrigt serveret sammen med de portugisiske pølsebrød, så jeg var sikker på, at ungerne også blev mætte. Det viste sig dog også, at brødene var gode til at opsuge væsken fra skaldyrsretten, så man ikke gik glip af noget.

Arroz de marisco

ca. 6 personer

300 g frossen skaldyrsblanding
500 g store frosne rejer (uden skal)
300 g ris
½ dl olivenolie
2 mellemstore løg, finthakkede
3 fed hvidløg, finthakkede
1 rød peberfrugt, skåret i tern
4 mellemstore tomater
salt og peber
frisk koriander

Start med at bringe en gryde vand i kog. Put tomaterne i og giv dem 30-60 sekunder, inden du fisker dem op med en hulske. Lad dem køle lidt af, inden du forsigtigt piller skrællen af. Hak derefter tomaterne

Hæld olien i en gryde og svits løg, hvidløg og peberfrugt og tomater et minuts tid. Skru ned og lad det stege videre ved lav varme, indtil tomaterne begynder at blive møre. Rør skaldyrsblandingen i og tilsæt derefter rejer og ris i. Rør godt rundt og lad det simre et minuts tid, inden du dækker grydens indhold med vand. Lad det koge, indtil risene er møre. Smag til med salt og peber og strø din arroz de marisco med hakket koriander.

potugisisk salat, tomater, agurk, peberfrugt, olivenolie, hvidvin, koriander, chili

Portugisisk salat
6 personer

3 røde peberfrugter
250 g san marzano tomater
2 agurker, skrællede
½ dl olivenolie
½ dl hvidvin
en håndfuld frisk koriander, hakket
1 tsk sambal oelek eller chilipasta
salt og peber

Start med at lægge peberfrugterne på bagepapir og derefter ind i ovnen, Bag dem ved 200-220 grader, indtil skallen får sorte pletter – husk gerne at vende dem flere gange undervejs. Tag dem ud og lad dem køle lidt af, inden du forsigtigt piller skrællen af. Skær derefter peberfrugterne i tern.

Mens peberfrugterne bager, skærer du agurkerne i ½ cm tykke skiver og drysser dem med salt. Lad dem ligge i 20-30 minutter og tør derefter saltet af. Skær agurkerne i mundrette stykker og put dem op i en skål sammen med peberfrugterne. Skær tomaterne i mindre stykker og vend dem med de andre grøntsager sammen med olivenolie, hvidvin og chili. Vend koriander i – eller servér det ved siden af, hvis ikke alle i selskabet nyder denne krydderurt. Smag til med salt og peber.

Note: Dette er en dejlig sommerret, og jeg var glad for at kunne finde alle ingredienser i mediumstore supermarked. Der indgår frisk koriander i både arroz de marisco samt salaten, men da der var nogle stykker, der ikke er vilde med det, blev det serveret ved siden af.