Æble crumble
Er det ikke tid til en æble crumble her på bloggen? Jeg blev ret overrasket over, at jeg ikke har blogget om det før, for jeg har lavet denne æbledessert en del gange de sidste 10-15 år. Og i en del varianter.
Jeg putter ofte hakkede hasselnødder i, men da jeg skulle have den med til noget familie, der ikke er så glad for nødder, så udelod jeg disse i denne ombæring. Jeg har dog noteret muligheden i opskriften. Denne version minder i øvrigt en del om min blommecrumble, som jeg laver mindst lige så ofte om efteråret. Jeg skruede dog lidt op for crumble-mængden.
Æble crumble er samtidig en glimrende anledning til at bruge nedfaldsæbler, eftersom man skærer æblerne i mindre stykker og derfor sagtens kan bruge den del af æblet, der ikke er blevet stødt eller bidt af dyr.
Æble crumble
3-4 personer
½ kg æbler uden kernehus og stilk
lidt rapsolie til at smøre fadet
1 spsk mørk farin
Crumbledej:
2 dl hvedemel
3 spsk mørk farin
1 tsk kanel
ca. 50 g koldt smør
en knivspids salt
evt. en håndfuld hasselnødder, hakkede
Skær æblerne i mellemstore tern. Smør et stort tærtefad med lidt olie og æblestykkerne i det. Vend dem med mørk farin. Bag æblefadet i ovnen ved 180 grader, mens du laver crumbledejen (det tager højst fem minutter). Dejen laver du ved at røre mel, farin, kanel og salt sammen, inden du deler smørret i små tern og gnider dem ud i melblandingen med fingrene. Tag fadet ud og drys din crumble ud over (og evt. nødder). Giv nu din æble crumble 20-25 minutter i ovnen (afhængig af æbletype og størrelsen på æbleternene), indtil æblestykkerne er møre.
Lad din æble crumble køle lidt af, inden du serverer den sammen med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis.
Note: Æble crumble er ikke verdens kønneste dessert, men til gengæld er den superlet at lave og kan varieres en hel del. Jeg har ofte lavet det med mørke rosiner, men du kan også tilføje lidt tørrede tranebær – eller du kan røre vanilje i dejen.