Varm chokolade med kokosflødeskum

Varm chokolade med kokosflødeskum

Vi havde gæster det meste af dagen i går, og der blev hygget, snakket og spist gode sager. Om eftermiddagen serverede jeg denne varme chokolade med kokosflødeskum, hvor jeg fik inspirationen fra en bog med den originale titel ‘Chokolade’, som jeg købte i efteråret. Der er et hav af lækre og spændende opskrifter i, og jeg kan røbe, at dette ikke var den eneste, jeg fik afprøvet i går. Jeg brugte lidt mindre Malibu, end opskriften lagde op til, men ellers hold jeg mig nogenlunde til fremgangsmåden.

Varm chokolade med kokosflødeskum

4 kopper

2 tsk tørret sort te
et lille drys af kanel, stødte nelliker, stødt ingefær og kardemomme
1 vaniljestang
6 dl letmælk
3 spsk kakaopulver
100 g hakket mørk chokolade 70%
1 dl fløde
1 spsk flormelis
30 ml Malibu

pynt: kanel og kokosflager

Bring 2 dl vand til kogepunktet og hæld det derefter i en kop med den tørrede te. Drys krydderierne i og lad det trække i fem minutter. Flæk vaniljestangen og skrab vaniljekornene ud. Put både vaniljekorn + stang i en gryde sammen med mælk og kakaopulver. Varm det op, tilsæt chokoladen og sørg for at røre godt rundt undervejs. Pisk fløden til skum og tilsæt flormelis og Malibu lidt efter lidt. Hæld teen gennem en lille si og ned i den varme chokolade, tag vaniljestangen op og rør rundt i chokoladen. Hæld den varme væske over i krus eller kopper, kom en skefuld flødeskum i hver og pynt evt. med kanel og kokosflager.

Note: Jeg kunne godt lide, at der var lidt ‘krydret kant’ på chokoladedrikken, og så var kokoslikøren med til at give et uventet pift til flødeskummet. Sådan en kop mætter godt, så lad være med at servere den sammen med et stort stykke kage – men sammen med en kiks eller lille småkage virker den fint.

Og nu tager jeg til et par timers træning, men jeg vender tilbage senere i dag med første del af gårsdagens aftenmåltid.



18 thoughts on “Varm chokolade med kokosflødeskum”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.