Vagtler med æbler og grønkål og langtidsstegt and med appelsinsauce
Disse vagtler serverede jeg som forret til juleaften, der blev en oplevelse ud over det sædvanlige! Men mere om det efter denne opskrift.
Vagtler med æbler og grønkål
5 personer
3 vagtler
smør
salt
3 Belle de Boskoop æbler, skåret i tern
1 stort løg, skåret i både
½-1 dl æblevin
4 dl vand
10 allehånde
3-4 laurbærblade
Salat:
2-3 håndfulde finthakket grønkål
æblesirup
æblecidereddike
rødt æble skåret i små tern – jeg brugte Cox Pomona
Smelt en god klat smør i en gryde. Gnub vagtlerne med salt både indvendig og udvendig og brun dem i smørret. Tilsæt resten af ingredienserne, læg låg på gryden og lad det småsimre i 45 minutter. Tag gryden af varmen og lad fuglene trække i den den varme væske i et kvarter, inden du fisker dem op og klipper hver vagtel op i to halvdele. Jeg lavede retten i god tid inden – dvs. lige inden strømmen gik – så jeg puttede mine vagtler i køleskabet og gemte lidt af æblefonden. Vagtlerne skal i så fald lunes lige inden servering.
Hæld grønkålen i en skål og kram den med lidt æblesirup og æblecidereddike. Strø lidt af grønkålen ud over en lille tallerken, læg en halv vagtel på og hæld lidt af æblefonden over fuglen. Drys lidt æbletern ud til sidst og servér dine vagtler med det samme – gerne sammen med et glas af den æblevin, du brugte i retten.
Note: Jeg havde helt glemt, hvor lækre vagtler kan være. De passede perfekt sammen med æblerne og grønkålen, og så var det selvfølgelig en sjov detalje at kunne servere en halv ‘mini-and’ (sådan så det nemlig ud) til juleaften.
Nå, men… juleaften? Vores var lige lovlig dramatisk og som taget ud af en julekalender, hvor vi en kort overgang overvejede, om vi overhovedet kunne få julemiddagen klar! Den historie får du først, inden jeg kommer til opskriften med vagtler.
Kl. 14.30 røg halvdelen af strømmen i huset – desværre den halvdel, som blandt andet omfatter ovnen, køleskabet og fryseren. Gemalen kæmpede bravt med at lokalisere fejlen og ringede til sidst til SEAS og forklarede situationen. Her fik han at vide, at eftersom det kun var en enkelt fase, der var røget, og det tilsyneladende kun var vores hus, der var ramt, så var det skam vores eget problem! De havde intet bud på, hvad vi så skulle gøre, eller hvem vi ellers kunne kontakte. Nå men tak for den fantastiske service! Min ellers så godmodige ægtefælle blev godt gammeldags sur over den besked. Efter et par opkald mere – blandt andet til www.elektriker112.dk, som heldigvis kunne sende en elektriker med det samme – blev der pludselig ringet på døren. Det viste sig at være vores nabo, som havde nøjagtig samme problem med manglende strøm i køkkenet. Naboen havde også ringet til SEAS, som kunne konkludere, at de nok alligevel var forpligtet til at udbedre fejlen, så en tekniker var nu på vej, og vi skyndte os derfor at afbestille den elektriker, vi lige havde talt med.
Vi var løbende i dialog med vores julegæster – skulle juleanden sendes til stegning andetsteds i byen, eller skulle vi smide den på grillen? På det tidspunkt takkede jeg mig selv for, at vi havde været i god tid med mange af forberedelserne til om aftenen, så det kun var selve anden, som kunne forsinke madlavningen.
Kl. 16.20 kom strømmen igen, ovnen blev straks tændt, og et par minutter senere røg anden ind. Julemiddagen var reddet, men vi kunne dog ikke komme udenom, at hovedretten ville blive serveret noget senere i år. Og det var så her, at min trang til at bryde traditioner for alvor reddede middagen, for jeg havde igen i år valgt at lave forret, og den var allerede tilberedt, så den skulle jeg blot lune. Vi endte derfor med at spise forret kl. 19 og hovedret kl. 20! Jowjow… det blev skam også jul i år 🙂
Lad os lige tage et kig på det gode sager…
Juleanden sprød og klar – jeg valgte at langtidsstege anden som jeg plejer, men temperaturen røg op på 180 grader de sidste 30-40 minutter, så jeg kunne spare en lille smule tid.
Anden blev serveret med en rødkålssalat med fintsnittet rødkål, der blev krammet med lidt æblesirup og derefter vendt med granatæblekerner, friske tranebær og hakkede valnødder. Der var selvfølgelig også kartofler til – i år i Pommes Anna-udgave – samt en appelsinsauce, der var inspireret af den appelsinsauce, jeg lavede til en kyllingeret i november måned.
Appelsinsaucen blev lavet på revet skal og saft fra to øko-appelsiner, 4 dl andefond (fra stegningen af juleanden), lidt majsstivelse til at tykne saucen, et lille skvæt Cointreau samt salt og peber. En frisk og ret julet sauce, der passede perfekt til anden.
Desserten var naturligvis risalamande, og den havde svigermor med. Min svigerfar har i mange år talt om, at da han var barn, fik de karamelsauce til risalamanden, og i år tog jeg ham på ordet og serverede en lille bitte portion med karamelsauce som optakt til selve desserten. Karamelsaucen var en rest af den saltkaramel, vi brugte til de fyldte chokolader (dog var der ikke salt i den sjat, jeg brugte til risalamanden). Sjov men også ret sød kombination, så vil du eksperimentere med denne kombination, vil jeg foreslå dig at bruge en mørkere og knapt så sød karamelsauce.
… og her er så the real deal – risalamande serveret med Selleberg kirsebær og Frederiksdal kirsebærvin. Mmmmm!
Sikke en udfordring med strømsvigt osv. – jeg var gået helt i stressmode af det!
Men dejligt at det endte lykkeligt med en lækker and 🙂
Vagtler er nemlig bare lækre – god idé med at servere det med grønkål og æble 🙂
Jeg nåede heldigvis ikke at stresse over det – jeg var mest bekymret for fryseren (eller rettere sagt indholdet) lige i starten – indtil vi fandt ud af, at der var strøm i noget af huset, så i værste tilfælde kunne vi trække en forlængerledning til den anden ende af huset.
Mange tak – det er næppe sidste gang, at vi skal have sådan en servering 🙂
Puha godt det løste sig 🙂
Ser lækkert ud det i har fået at spise. Julen er dog en af de få tider hvor jeg altid holder mig til tradtionen med traditionel and OG flæskesteg med det hele. På det punkt er jeg nok lidt autist – dette må ingen ændre 😛
Men kunne nu godt tænke mig at sætte tænderne i det du har serveret 🙂
Ja, den slags spænding er jeg helst fri for og især juleaften 😀
Du er bestemt ikke den eneste! Stort set alle, jeg har talt med om juletraditioner, er ultra-traditionelle hvad angår julemiddagen. Selv er jeg frisk på at fortolke det – dog ikke så meget, at det ender i thaimad eller andet, der slet ikke ligner dansk julemad! Det behøver ikke at være nøjagtig det samme hvert år, hvis det stod til mig – bare det ikke afviger totalt fra julemadskonceptet 🙂
Uha, det var jo en sand gyser, men heldigvis med lykkelig udgang! Jeres menu lyder helt forrygende lækker. Her hos os fik vi risalamande på Claus Meyers opskrift, og den var rigtig god. Jeg har aldrig smagt vagtler, men tænker straks på Babettes gæstebud 🙂
Mange tak, den faldt også i god jord hos gæsterne, og jeg fik da også selv spist en bid mere, end jeg plejer 😀
Kære Piske
Hold nu op – sikke en juledag. Godt, at alt blev godt til sidst 🙂
Og hvor ser vagtlen skøn ud. Jeg må vist lige se, om jeg kan få fat på nogle vagtler.
Vil benytte mig af lejligheden til at ønske dig og gemalen en fortsat glædelig jul og et godt nytår. Jeg følger stadig troligt med her hos dig – en af mine absolut yndlingsblogge! … selv om jeg ikke er så flittig i kommentarfeltet.
De bedste tanker til jer.
Kh Hanne
Tak og i lige måde! Bliver 2013 året, hvor du atter vender tilbage til Djævleøen? 😛
PUHA, godt i fik strømmen tilbage 😀 Jeg skulle holde juleaften den. 23. også, og skulle til Nordjylland midt i snestormen!!! Hold op, jeg var bange for, at vi ikke nåede julemiddagen. Efter 4 timer nåede vi da det nordjyske og lige tidsnok til, at kunne sætte tænderne i det smækre gås 🙂
Uf, det lyder også lige lovlig spændende! Vejret behøver altså ikke at lave den slags unoder lige op til jul – der skal helst bare være et tyndt, fint lag sne og ingen vind 😉