I tirsdags, da der rigtig blev leget i køkkenet, skulle der selvfølgelig også fremtrylles noget aftensmad, så jeg lavede en gang oksdebov i øl, som kunne passe sig selv det meste af tiden. Til denne oksebov i øl lavede jeg en ultrasimpel salat til (romainesalat, …
Her følger så hovedret og dessert fra i lørdags. Hovedretten bestod af en tyksteg, som vi marinerede et døgn i en solid amerikansk barbequesauce og grillede udenfor, samt en sauce, kartoffelmos og salat, som jeg opfandt på stedet. Desserten var en lille potpourri bestående af …
Vi havde en dejlig dag i går, og der er meget at fortælle om, så jeg vil se, om ikke jeg kan nå at skrive om det i morgen, for der skulle jeg gerne have tid.
Men i første omgang kan jeg fortælle om tirsdagens aftensmad, hvor jeg fik indviet den römertopf, som jeg fandt på tilbud for et par måneder siden. Jeg havde fundet en fin lille øko-kylling i supermarkedet, så jeg kunne lave kylling i römertopf med en række gode rester af dit og dat, og så fik jeg også brugt den anden halvdel af hokkaido græskarret til en lun speltsalat.
Ninjaen insisterede på dessert, og det syntes jeg ærlig talt var en god idé, så jeg fandt en opskrift i ‘Økologisk køkken året rundt’. Jeg var dog en smule distræt undervejs, så jeg fik brugt rørsukker i stedet for muscovadosukker og måtte derfor tilføje lidt ekstra til sidst, så det fik noget af den farve og smag, som opskriften lægger op til. Isen lavede jeg dobbelt portion af, og det fortrød jeg bestemt ikke…
Kylling i römertopf med citron, æble og fennikel
4-5 personer
1 kylling på ca. 1400 g salt og olie fra saltede citroner æblerester fra æblesirup ½ fennikel, skåret i skiver
Kyllingen gnubbes grundigt med salt og olie. Den lægges i römertopfen sammen med de kogte æbletern og fennikel. Læg låget på og stil römertopfen i ovnen, som du sætter på 220 grader. Lad den stege i 2-2½ time.
Note: Kylling i römertopf er jo en superlet ret at tilberede, og så bliver kødet så mørt og fyldt med smag. En römertopf er dejlig at lave mad i! Jeg brugte æblerne og fennikelstrimlerne som tilbehør til maden.
Speltsalat med hokkaido græskar og saltet citron 3 personer
½ hokkaido græskar ca. 4 dl kogte speltkerner en kvart saltet citron lidt olie fra de saltede citroner lidt salt
Fjern skrællen fra græskarret, skær det i tern og vend det i lidt olie. Læg dem i et fad og sæt det i ovnen ved 220 grader i ca. en halv time.
Bland græskarternene med de lune speltkerner. Finthak den saltede citron og vend det i salaten. Smag til med salt.
Note: Absolut en god måde at bruge græskar på – kan varmt anbefales! Citronen gav også lidt bid til retten, som supplerede kyllingen fint.
Æblekager med hasselnøddeis 3 personer
65 g smør 65 g rørsukker 1½ spsk mørk farin 1 æg 65 g hvedemel ½ tsk bagepulver ½ tsk natron 1 madæble ahornsirup lidt smør til at smøre formene
Hasselnøddeis: 275 g rørsukker ½ dl vand 100 g hasselnødder 3 dl mælk 6 æggeblommer 3 dl fløde
Lav isen først. Hæld 125 g af rørsukkeret og vandet i en gryde og varm det langsomt op, til sukkeret er opløst. Skru op for varmen og kog det, indtil det bliver til en mørkgylden sirup. Rør nødderne i og hæld straks massen ud på et stykke bagepapir. Lad det køle helt af, inden du hakker det i små stykker.
Bring mælken i kog i en gryde. Pisk æggeblommerne og resten af sukkeret godt sammen i en ildfast skål. Hæld langsomt den varme mælk i æggene under konstant piskning, og hæld derefter massen tilbage i gryden. Varm det langsomt op, mens du hele tiden rører i gryden. Når det tykner lidt, tager du gryden af varmen og rører fløden i.
Lad massen køle helt af, inden du du hælder det i en ismaskine og lader den køre, indtil massen er blevet til en tykflydende ismasse. Hæld det over i en plastikboks og vend den finthakkede sukker-nøddemasse i, og stil isen i fryseren.
Sæt ovnen til 180 grader. Smør tre ramekiner med smør. Pisk smør, sukker og mørk farin grundigt i en skål og rør derefter æg i. Pisk mel, natron og bagepulver i cremen, til det er helt glat. Fjern kernehus fra æblet og skær det i små tern, som du putter i kagedejen. Fordel dejen i formene og stil dem i ovnen, hvor de skal bage i 20-25 minutter.
Lad kagerne køle lidt af, inden du vender dem ud af formene, stænker dem med lidt ahornsirup og serverer med isen.
Note: Kagerne var gode, mens isen var aldeles skøn! Jeg tror, at kagerne er bedre, hvis du udelukkende bruger mørk farin i dejen, så det vil jeg anbefale.
Kender du hush puppies? Jeg har brugt eftermiddagen og aftenen i selskab med Klidmoster og Hanne, og der er blevet spist og fjollet en hel del! Jeg udsatte dem blandt andet for en amerikansk-sodavand-bootcamp, så nu har vi fået nok sødestoffer og E-numre for mange …
Jeg må indrømme, at jeg har undret mig over konceptet Sloppy Joe. Du laver en kødsauce og smækker i en burgerbolle. Slet ikke så handy som en almindelig burger. Men det skal ikke forhindre mig i at afprøve det alligevel, så det fik vi her …
Sidste kapitel i ismageriet i denne omgang bliver denne marcipanis, som jeg lavede i forgårs. Nu har vi heller ikke behov for mere is i fryseren! Opskriften er inspireret af ismaskinen.dk – et oplagt sted at kigge efter isopskrifter, og jeg tilpassede den så til de råvarer, jeg havde til rådighed.
Marcipanis med rom
4 pasteuriserede æggeblommer
20 g rørsukker
1 spsk pulverkaffe
80 g marcipan
2 spsk mørk rom
2½ dl fløde
1½ dl letmælk
Æggeblommer og sukker piskes til en tyk og luftig masse. Bland pulverkaffe, rom og finthakket marcipan i æggemassen. Pisk fløden til skum og vend den i æggemassen og bland derefter forsigtigt letmælken i. Hældes i en ismaskine, der gør resten af arbejdet.
Note: En udmærket is, som vil gå sig godt med en syltet frugt – blomme for eksempel. Rommen må godt være en smule mere tydelig, men nu er jeg også generelt til en kraftig rom-rosin is, så er du ikke det, kan du tage udtalelsen med et gram salt.
Vi har haft travlt i weekenden og vil også have det de næste uger, så det er begrænset hvor meget, jeg får kokkereret. Det skal dog ikke forhindre mig i at skrive om mad – for det første fordi der vil være en del restaurantbesøg …
En af de ting, jeg har glædet mig til at prøve i månedens benspænd, er doughnuts. Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt set mindst én amerikansk film, hvor der er blevet gnasket doughnuts? Og så er det jo en fantastisk undskyldning for at …
Normalt er jeg ikke særlig god til varme og slet ikke i Danmark, hvor luftfugtigheden gør, at 25 grader føles som 35 grader. Men de sidste par uger har jeg slubret varmen og solen til mig, som havde jeg ligget i en dybfryser i flere år. Vinterens og forårets kulde gjorde virkelig indtryk på mig, og jeg har været stjernelykkelig for det gode vejr – også selvom jeg ikke har ferie endnu.
Vi har nydt mange gode dage på terrassen, men i går gemte vi os i stuen, for der var det ganske enkelt for varmt udenfor. Vi måtte også opgive at lufte ud, for luften udenfor var varmere end indenfor! Til gengæld betød det, at det tog under 1½ time at tørre tøj i solen – det er kortere tid, end det tager at vaske det! Tror lige jeg kører resten af portionerne i dag…
Nu vil jeg smutte ud på terrassen igen og nyde en bog i solen. Måske jeg skal have mig en smoothie mere – jeg lavede en her til morgen, som var inspireret af bogen ‘Grigos bær og frugter’ – en dejlig, dejlig kogebog. Jeg erstattede dog yoghurt naturel med creme fraiche og brugte langt mindre – og så pillede jeg i det hele taget en del ved blandingsforholdene.
Pina colada-smoothie 2½ glas
185 g friske ananasstykker (gerne frosne)
en lille frossen banan
2 dl mælk
1 dl appelsinjuice
2 spsk creme fraiche 9%
1 spsk rørsukker
1 tsk vaniljesukker
1 spsk kokosmel
en lille sjat Malibu
Blend alle ingredienser.
Note: Nu har jeg aldrig drukket mig stangvissen i Malibu, da jeg var teenager, så den kan jeg godt nyde en sjælden gang uden at få flashbacks til tømmermænd og des lige. I denne her smoothie er den god til at forstærke kokossmagen, men brug kun en lille smule, da den ikke er tænkt som en drink. Jeg brugte iskold frisk ananas, men den vil være endnu bedre i med frosne ananasstykker. Du kan evt. også bruge lidt mindre sukker.
I søndags plukkede jeg hyldeblomster sammen med svigermor, og så havde jeg ellers travlt i køkkenet med en række sjove eksperimenter. Jeg fik endelig prøvet at lave friterede hyldeblomster, og det smagte ganske godt. Opskriften har jeg fra Skov og Natur, hvor jeg udskiftede kardemomme …