Græskar-gnocchi med kejserhatte og salvie

græskar-gnocchi, gnocchi, græskar, hokkaidogræskar, hokkaido græskar, hvedemel, æg, kejserhatte, svampe, salvie, hvidvin, smørEfteråret byder på mange dejlige grøntsager, frugter og bær, og to af mine yndlingsafgrøder på denne årstid er græskar og svampe. Det er bare om at spise løs af dem, mens det er muligt at købe de danske udgaver.

Jeg faldt for nylig over en opskrift i mine gemmer på en italiensk klassiker – gnocchi – lavet på hokkaido græskar! Jeg tænkte straks, at det måtte jeg prøve, og min græskar-gnocchi skulle naturligvis kombineres med svampe. Da jeg fandt friske danske kejserhatte i Torvehallerne i sidste uge, var det tid til at lege i køkkenet.

græskar-gnocchi, gnocchi, græskar, hokkaidogræskar, hokkaido græskar, hvedemel, ægGræskar-gnocchi
3 personer

500 g hokkaido græskar uden kerner
4½ dl hvedemel
1 æg
salt
krydderier – f.eks. salvie eller timian

ekstra mel til udrulningen af gnocchierne

Skyl græskarret og skær det ud i tern. Vej 500 g græskartern af (og gem resten af græskarret – frys det evt. ned). Græskarret skal IKKE skrælles. Kog græskarternene, indtil de er møre, og hæld vandet fra. Blend græskarternene og tilsæt ægget. Rør ægget ud i mosen sammen med lidt salt samt krydderier (vælg selv et). Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt. Stil skålen med dej i køleskabet en times tid.

græskar-gnocchi, gnocchi, græskar, hokkaidogræskar, hokkaido græskar, hvedemel, ægRul dejen ud til lange tynde pølser og skær den i 2 cm lange stykker. Kog dejkuglerne i en stor gryde med vand i 2-3 minutter, indtil de stiger op til overfladen, hvor du kan fiske dem op med en hulsi.

salvieMens din græskar-gnocchi koger, hælder du rapsolie på en lille pande – det skal være ca. ½ cm dyb. Varm olien godt op. Tag 15-20 friske salvieblade (de skal være helt tørre) og giv dem ca. 10 sekunder i den brandvarme olie, inden du fisker dem op og lægger dem på et stykke køkkenrulle.

kejserhatte, svampeSå er det svampenes tid. Følgende er til to personer. Tag 2-3 store kejserhatte, rens dem og skær dem i skiver.

kejserhatte, smør, hvidvin, svampeSmelt en god klat smør på en pande og steg svampene ved mediumvarme. Når de begynder at tage farve, hælder du ½ dl hvidvin i og lader det koge ind til ca. halv mængde. Tilsæt derefter 25 g smør og lad det smelte, inden du smager til med salt og peber.

Servér dine græskar-gnocchi med kejserhattene oven på og top retten med sprøde salvieblade.

Note: Græskar-gnocchi er en smuk og lidt anderledes ret. Gnocchierne drillede mig lidt undervejs, men jeg tror, du kan afhjælpe det ved at putte dejen i køleskabet undervejs, så det har jeg tilføjet i selve opskriften. Græskar-gnocchi har en meget mild smag, så det er vigtigt, at du enten sørger for at tilføje krydderier til dejen eller laver en godt krydret sauce til retten.

Græskar- og gulerodssuppe med kokos

græskar- og gulerodssuppe, græskarsuppe, suppe, vegetar, hokkaido græskar, gulerødder, løg, chili, hvidløg, grøntsagsbouillon, kokosmel, ingefær, pestosnegle, madboller, boller, pesto, hvedemel, rugmel, gær, peanuts, basilikum, olivenolie, ost, hvidløg, citronerFørste benspændsret i denne måned er denne grøntsagssuppe, som jeg serverede for mine gæster i går. Retten er inspireret af en smuk suppe, jeg så i november-nummeret af Spis Bedre, men jeg ændrede en del på sammensætningen.

Græskar- og gulerodssuppen er billig, sund og mættende og derfor en oplagt ret for studerende og andre prisbevidste mennesker. Suppen kan spises, som den er beskrevet nedenfor, men du kan også vælge at servere brød til. Det gør selvfølgelig retten lidt dyrere, men hvis du er meget sulten – eller ikke har lyst til at undvære kulhydrater – så kan du for eksempel servere pestosnegle, som jeg gjorde. Opskriften på disse følger i morgen.

Jeg brugte økologiske grøntsager, og jeg gætter på, at nedenstående portion til fem personer har kostet ca. 30-35 kr. at lave.

Græskar- og gulerodssuppe med kokos
ca. 5 personer

½ hokkaido græskar
400 g gulerødder, skyllet og skåret i skiver
1 løg, hakket
3 fed hvidløg
rapsolie
1 spsk tørret chili*
12-15 g frisk ingefær, skrællet og hakket
1 l vand
1 grøntsagsbouillonterning**
1 dl kokosmel
1 spsk rørsukker
salt og peber

Pynt: 1-2 håndfulde ristede græskarkerner

Fjern kernerne fra hokkaido græskarret og skær græskarret i tern (nej, du behøver ikke at skrælle det først). Hæld olie i en stor gryde og svits løg og hvidløg i det ved middelvarme, inden du tilsætter græskartern og gulerodsskiver. Lad det stege i et par minutter, inden du tilsætter chili, ingefær, vand og grøntsagsbouillon. Lad det koge i 20-30 minutter, indtil grøntsagerne er møre. Tag gryden af komfuret og blend grøntsagerne med en stavblender (eller alternativt en almindelig blender, men førstnævnte er lettere). Tilsæt kokosmel og smag til med salt, peber og rørsukker.

Serveres sammen med ristede græskarkerner.

Note: En lækker, cremet suppe, hvor chilien og ingefæren kan smages – og er med til at give varmen – men som også har noget sødme fra kokosmelet, hvilket er med til at balancere smagen.

*Jeg brugte tørret, hakket ancho chili, som jeg købte i Torvehallerne i forbindelse med mit mexicanske benspænd. Det er supergodt til at give lidt dybde i maden uden at gøre det meget stærkt. Vil du bruge almindeligt chilipulver, som du kan købe i supermarkederne, skal du bruge 1 tsk.

**Retten bliver selvfølgelig endnu billigere, hvis du bruger en bouillon, du selv har kogt på diverse grøntsagsrester, du ellers ville have smidt ud.

Græskarpandekager

græskarpandekager, pandekager, græskar, hokkaido græskar, æg, rugmel, frokost, tomater, basilikum, creme fraicheNu tager vi lige en pause fra alle kagerne, som jeg åbenbart bager i denne måned og går til disse skønne græskarpandekager, som jeg spiste til frokost i weekenden. Det er en rigtig Stop Spild af Mad-ret, for jeg havde et hokkaido græskar, der virkelig trængte til at blive brugt, en håndfuld tomater fra den seneste grøntsagskasse fra Aarstiderne samt blade fra den basilikumplante, der bliver ved med at overleve i vores vindueskarm.

Jeg grublede lidt over, hvad jeg skulle bruge det græskar til, indtil det pludselig slog mig, at det kunne være sjovt at bruge i nogle buttede græskarpandekager! Mmm… madpandekager… absolut en undervurderet frokostret!

Græskarpandekager
3 stk.

½ hokkaido græskar
1 æg
1½ dl rugmel
salt og peber
smør

Tag hokkaido græskarret, vask det og skrab kernerne ud. Skær græskarret i mindre stykker og kog dem i en gryde, indtil de er helt møre – det tager ca. 10-15 minutter. Husk at græskarret ikke skal skrælles, inden du skærer det i stykker!

Hæld vandet fra og blend græskarstykkerne til en puré. Rør æg, mel samt salt og peber i. Smelt en klat smør på en pande og fordel noget af græskarpureen ud på panden, så du får en pandekage med en diameter på ca. 15-20 cm samt 1½-2 cm høj. Lad den stege på panden i et par minutter, inden du vender pandekagen og steger den færdig på den anden side.

græskarpandekager, pandekager, græskar, hokkaido græskar, æg, rugmel, frokostDenne portion giver som sagt tre græskarpandekager, og de mætter ganske godt, så jeg kunne sagtens nøjes med én, da jeg lavede disse til frokost.

græskarpandekager, pandekager, græskar, hokkaido græskar, æg, rugmel, bacon, frokost, tomater, basilikum, creme fraicheGræskarpandekager kan toppes med alskens gode sager. Den første dag smed jeg en klat creme fraiche på og pyntede med tomater, basilikum og stegt bacon. Dagen efter lavede jeg en makrelmousse, som jeg serverede sammen med de resterende pandekager.

Cremet hokkaidosuppe

hokkaidosuppe, hokkaido græskarsuppe, græskarsuppe, suppe, vegetar, hokkaido græskar, græskar, timian, løg, gulerødder, grøntsagsbouillon, bouillon, chilipulver, chili, flødeJeg må hellere komme i gang med månedens benspænd, inden jeg begynder at fortælle om weekendens udflugt til London.

Vi starter i den lidt mere voksne ende af Halloween-skalaen, for inden vores rejse sørgede jeg for at rydde ud i resterne i køleskabet, og her var der blandt andet et stort stykke hokkaido-græskar til overs fra den lune hokkaido-salat, som jeg lavede i slutningen af sidste måned. Jeg skævede først til en græskar-kartoffelsuppe, som jeg lavede for et par år siden, men jeg endte med at lave en cremet hokkaidosuppe i stedet. For eksempel bagte jeg græskarret i ovnen i stedet for blot at stege det i en gryde, for jeg skulle alligevel bage panforte (jo, det kan du godt slippe af sted med at lave nu, selvom det reelt set er en juleopskrift).

Cremet hokkaidosuppe
2 personer

2/3-del af et stort, økologisk hokkaido græskar
lidt olivenolie
1 spsk frisk timian
1 stort løg
2 gulerødder
6 dl stærk grøntsagsbouillon
3 tsk chilipulver
salt og peber
lidt citronsaft
½ dl fløde

pynt: sprødt bacon og evt. en (plastik-)edderkop
– eller vegetarpynt: ristede græskarkerner

Skrab græskarkernerne ud og skær græskarret i mundrette tern. Vend dem i en smule olivenolie og læg dem på en bageplade med bagepapir. Drys timian over og bag dem i ovnen i en halv time. Skær imens løget i tynde både og gulerødderne i tynde skiver og steg dem møre på en pande i lidt olivenolie. Tilsæt græskarternene og chilipulveret og lad det stege et par minutter. Tilsæt grøntsagsbouillonen. Lad det simre i ti minutter og tag så gryden af varmen. Blend det til en rimelig ensartet masse med en stavblender – denne hokkaidosuppe må gerne beholde lidt struktur, så lad være med at blende den i flere minutter. Smag til med salt, peber, fløde og citronsaft.

Hvis du undlader baconen, kan vegetarerne også være med – men sørg i så fald med at drysse lidt flager af tyndt knækbrød eller noget lignende sprødt på, så din hokkaidosuppe også har lidt ‘knas’ på toppen.

Note: Det lykkedes endnu en gang at lave en så cremet og velsmagende hokkaidosuppe, at gemalen kom med flere begejstrede udbrud undervejs, og da hverken han eller jeg er så meget til supper, så er det lidt af en bedrift. Jeg plejer dog at have succes med de mere cremede/fyldige grøntsagssupper, hvilket dette eksperiment også bekræftede.

Husk, at hvis du allerede har fundet plastikedderkopperne frem, så vil sådan en pynte rigtig godt på denne ret (suppen er så tyk, at det lille plastikdyr sagtens kan trampe rundt på overfladen). Jeg må hellere se at kommet på loftet efter mine…

Lun hokkaido-salat og svinekoteletter

hokkaido-salat, græskarsalat, salat, hokkaido græskar, græskar, timian, champignons, svampe, perlerug, hvidvinseddikeI weekenden fik vi denne enkle men lækre efterårsret – nemlig lun hokkaido-salat med øko-svinekoteletter til. Det er en af de ting, jeg elsker ved efteråret – at kunne eksperimentere med græskarretter, for det er en råvare, jeg for alvor har fået øjnene op for de senere år.

Jeg havde et par økologiske svinekoteletter i fryseren, som jeg havde lyst til at servere. De er købt hos Pers Griseri, hvor jeg også har købt lækker bacon og en god ribbensteg, og jeg har været ret tilfreds med kvaliteten, så jeg håber på at lave en udflugt dertil på et tidspunkt.

hokkaido-salat, græskarsalat, salat, hokkaido græskar, græskar, timian, champignons, svampe, perlerug, hvidvinseddikeDenne hokkaido-salat blev lavet ved at tage en tredjedel af et stort hokkaido-græskar, fjerne kernerne og skære græskarret i mundrette tern. Du behøver ikke at skrælle det først. Vendt ternene i lidt olivenolie og frisk timian og bag det på en bageplade beklædt med bagepapir i en halv time ved ca. 200 grader.

Kog imens 2 dl perlerug og skær ca. 100 g brune champignoner i tynde skiver. Steg champignonerne i smør et par minutter og vend dem i de kogte perlerug. Vend forsigtigt græskarternene i salaten og smag til med salt, peber og hvidvinseddike. Drys lidt frisk timian over din hokkaido-salat inden serveringen.

Vi nød den dejlige hokkaido-salat med to forskellige engelske øl – et par af dem, jeg ikke har nået at bruge til september-benspændet. London Pride var lige på kanten til at være for mørk i smagen – til gengæld havde den en tilpas sødme, der matchede ok med den søde hokkaido. Ingefærøllet var heldigvis ikke så ingefær-agtig, som jeg havde frygtet. Jeg er ikke til ingefærøl, men jeg syntes alligevel jeg burde prøve, og denne her var i den milde ende.

Og apropos benspænd – ja, så er det jo blevet oktober måned, og så venter der et ny benspænd lige om hjørnet…