Sommersalat med semi-tørrede cocktailtomater
En del af månedens pastaretter får følgeskab af en sommersalat, og det skete også tidligere på ugen, da vi havde gæster. Ikke alene bugner supermarkederne af lækre grøntsager lige nu – jeg har også brug for min daglige dosis grøntsager, så pastaen ikke dominerer for meget i madlavningen.
Den første ret, vores gæster fik, var som sagt citronpasta, og som anden ret valgte jeg at servere denne sommersalat, der bestod af fintsnittet spidskål, semi-tørrede cocktailtomater og feta. De semi-tørrede tomater har jeg lavet før, og det er altså en fantastisk lille smagsbombe i salaten – prøv endelig at lave dem!
Sommersalat med semi-tørrede tomater og feta
4 personer
500 g cocktailtomater
et lille spidskål, fintsnittet
½ dl god olivenolie
100-150 g god feta
en smule citronsaft
salt og peber
Pynt: Nigellafrø
Start med at tilberede de semi-tørrede tomater. Det tager ca. 6 timer (og derefter skal de køle af), og fremgangsmåden kan du læse her.
Hæld den snittede spidskål i et dybt fad og hæld olivenolien over. Kram spidskålen godt, så den bliver blød. Smag til med salt, peber og citronsaft. Fordel de afkølede tomater over din sommersalat og smuldr fetaen ud over. Drys med lidt nigellafrø, inden du serverer din sommersalat – enten som mellemret eller som tilbehør til en anden ret.
Note: Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker at bruge spidskål i salater, så det gjorde jeg selvfølgelig også i denne sommersalat. Spidskål er sprødt og mættende, men kan også blive ret blød og lækker af at blive krammet godt sammen med lidt dressing.
Åh, det ser vildt lækkert ud – skal bestemt prøves her 🙂
Mange tak! Jeg kan varmt anbefale de semitørrede tomater – de er virkelig lækre og egner sig fint til både salater og pastaretter 🙂
De går altså bare godt i spænd med feta – fik selv feta-spinattærte med soltørrede tomater igår, det er bare et hit (:
– Anne