Små maltbrød

Små maltbrød

Disse små maltbrød er bagt af min ægtefælle, som er blevet lidt af en bagenørd det seneste års tid. Så de fleste brød bages faktisk af ham, og ofte er det surdejsbrød, der kommer ud af ovnen. Disse surdejsboller fik jeg dog ‘lov’ til selv at bage 😀

Men de små maltbrød er faktisk et hyggeligt minde fra den populære Roskilde-restaurant Mumm, der desværre lukkede for to år siden. De er helt perfekte, når du skal skære små brødskiver til appetizers, forretter, som tilbehør til supper eller til osteserveringer. Eller til en hurtig hapser om morgenen eller eftermiddagen. De kan kort sagt serveres nærmest døgnet rundt.

De har en tydelig maltsmag og en fin sødme uden at de dog bliver kage-agtige.

Små maltbrød

ca. 8 stk. småbrød

25 g gær
1 liter håndvarmt vand
½ dl rørsukker (eller evt. mørk sirup)
2 spsk salt
19 dl hvedemel
3 dl maltmel
smeltet smør til formene

Rør gæren ud i vandet i en meget stor skål. Rør derefter salt, sukker og maltmel i. Rør hvedemelet i lidt efter lidt og ælt den godt. Læg et fugtigt rent viskestykke over skålen og lad den hæve ca. 1½ times tid.

Smør små brødforme og fyld dem halvt op med dej. Lad de små maltbrød efterhæve en times tid. Bag dem ved 185 grader i ca. 25 minutter. Tag dem ud og lad dem køle af et par minutter, inden du vipper dem ud af formene og lader dem køle helt af på en rist.

Note: Disse små maltbrød er skønne! De behøver ikke andet end lidt smør, og så har man lyst til at guffe løs af dem. Men de egner sig også godt som tilbehør til mange forskellige retter. Og med denne størrelse er de også meget lette at fryse ned, så de er klar til en anden dag, hvor du får gæster eller har brug for at forkæle dig selv lidt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *