Da jeg afslørede denne måneds is-tema for gemalen, sagde han straks, at jeg burde lave en peanutbutteris. Jeg er ikke sikker på, at jeg selv havde fået den tanke, så jeg er glad for, at han gjorde, for det viste sig, at peanutbutter smager umanerlig …
Koldskål og dansk sommer hænger uløseligt sammen. Af samme grund måtte jeg selvfølgelig prøve at lave en koldskålsis, for syren og sødmen i koldskål egner sig glimrende til is. Jeg legede mig frem til sammensætningen, og resultatet blev heldigvis meget tilfredsstillende. Dog kunne min koldskålsis …
Der kom krondyr på bordet den anden dag. Det er ellers ikke lige sæson for krondyrkød, men jeg er ved at rydde lidt ud i fryseren – der skal jo også være plads til isene – og her fandt jeg en pakke hakket krondyrkød, som jeg fik lyst til at eksperimentere lidt med. Da jeg samtidig også fandt en pakke bacon, så var det oplagt at lave krondyrsdolmere!
Dolmere er en mellemøstlig ret, der består af fars indpakket i vinblade. Her i Danmark kan man også få kåldolmere, som er dolmere hvor vinbladene er udskiftet, så når jeg så udskifter vinbladene med bacon, burde jeg egentlig kalde retten bacondolmere… meeen jeg syntes nu, at krondyrsdolmere var mere retvisende 🙂
Det er i øvrigt ikke første gang, at jeg har eksperimenteret med at putte krondyr i dolmere – jeg lavede på et tidspunkt vildtdolmere med savoykål.
Krondyrsdolmere med bacon
2 personer
300 g hakket krondyrkød en pakke bacon (8 strimler) salt og peber timian evt. lidt knust enebær smør
Ælt krondyrkødet med krydderier – vær forsigtig med mængden af enebær – og form det til fire buttede pølser. Sno baconstrimlerne om farspølserne – brug to til hver – og sørg for, at baconen dækker farsen helt. På den måde er baconen med til at beskytte vildtkødet, så det ikke bliver stegt for kraftigt.
Smelt smør på en pande og læg det baconklædte farspølser på. Steg dem på alle sider ved mediumvarme, indtil baconen er blevet sprød.
Lav en blomkålssalat til ved at rive eller finthakke noget blomkål (så meget som du nu vurderer, at to personer kan spise. Vær obs på at kål mætter meget!). Tag en håndfuld frisk estragon og hæld det i en skål sammen med en ½ dl lækker olivenolie og en halv håndfuld ristede peanuts. Tilføj også gerne et par spsk friskrevet parmesan. Blend det godt og vend estragonpestoen i blomkålssalaten.
Server krondyrsdolmerne med blomkålsalaten og et par friske tomater.
For et par uger siden var vi på Restaurant Höst sammen med Onkel Rejsende Mac og hendes kæreste. Restauranten er en del af Cofoco-kæden og er inspireret af den nye nordiske madlavningsstil, uden at alle råvarer dog partout skal være nordiske/lokale. Stilen er rå og …
Is er mere og andet end flødeis og sorbeter. Du kan for eksempel sagtens lave is på andre mejeriprodukter end lige fløde – hvad med at lave en mascarponeis næste gang? Mascarpone er en fed friskost, som er lavet på fløde og creme fraiche. Den …
At lave isen selv giver fantastiske muligheder for at lege og eksperimentere i køkkenet, og det er samtidig også en glimrende chance for at bruge rester! Ok, måske ikke ligefrem rester af kødsauce og lignende, men rester fra det søde køkken kan meget passende indgå i isproduktionen.
Jeg tog hul på et glas med økologisk kirsebærsauce engang i foråret, og dette glas fandt jeg frem sidste weekend, da jeg ville lave is – i dette tilfælde en kirsebæris (!). Kirsebærsauce er så smækfuld af sukker, at jeg ikke var bekymret for holdbarheden, selvom det var et stykke tid siden, jeg havde taget hul på glasset.
Den valgte kirsebærsauce er ret mild, og bærrene er meget små og bløde, så jeg valgte ikke at sortere dem fra, da min kirsebæris skulle røres på ismaskinen.
Kirsebæris
3 dl fløde 1 dl letmælk 10 spsk mild kirsebærsauce* evt. ½ dl kirsebær- eller brombærlikør
Bland fløde, letmælk og kirsebærsauce grundigt og kør det til is på en ismaskine. Da jeg brugte en mild kirsebærsauce, valgte jeg at forstærke smagen ved at tilsætte en ½ dl brombærlikør til sidst (da jeg ikke havde kirsebærlikør – men det kan selvfølgelig også bruges). Har du ikke en ismaskine, kan du hælde massen i en plastbøtte og røre i massen flere gange i timen, indtil massen er frossen.
*Bruger du en kraftigere kirsebærsauce, for eksempel Selleberg eller i særdeleshed Amarena, så behøver du ikke at smage til med likør til sidst.
Note: Enkel og dejlig kirsebæris med et strejf af alkohol. Har du en rest kirsebærsauce til næste jul – eller andre tidspunkter, hvor du bruger kirsebærsauce – så prøv at lave denne kirsebæris.
Jeg godt lide at eksperimentere, og et benspænd med hjemmelavet is er oplagt til at forsøge sig frem ved at blande en række råvarer og så se/smage, hvordan det går. Sådan opstod denne bananis, som ikke blot er superenkel, men også er sukkerfri og derfor …
Nordisk Ostefestival bliver hvert år afholdt på Kulinarisk Sydfyn, som jeg også besøgte i år. Denne gang fik jeg dog tilbuddet om at være en af dommerne til Nordisk Ostefestival, og når man er så glad for ost, som jeg er, så er det jo …
Grillen kommer for alvor på arbejde for tiden, og sidste uge var ingen undtagelse, for her fandt jeg et par gode svinekoteletter frem. I slutningen af juni købte vi nemlig en halv øko-gris fra Per’s Griseri og delte kødet med svigerforældrene. Blandt kødpakkerne var der flere gode, tykke koteletter, som egnede sig glimrende til en tur på grillen.
Aftenen før rørte jeg en tyk marinade af 4 fed pressede hvidløg, 1 tsk chipotle, 2 spsk sød paprika, 1 tsk salt, ½ tsk koriander og 1 tsk stødte anisfrø samt lige præcis så meget olivenolie, at jeg fik en meget tyktflydende marinade, som koteletterne blev gnubbet godt og grundigt med, inden de fik lov til at hvile i køleskabet indtil næste aften.
Koteletterne blev grillet – først et par minutter på hver side, inden de blev smurt med en god, stærk bbq-sauce fra New York-turen, stegt på begge sider igen og penslet en gang mere, inden de blev serveret.
Vi havde en del halve og hele grøntsager, der ville egne sig fint til en tur på grillen, så efter at have skåret dem i mindre, slanke stykker blev de penslet med lidt olie og smidt på grillen. Vi tog dem af, da de var ved at være møre – men stadig havde lidt bid – og serverede dem sammen med en simpel dressing af græsk yoghurt rørt med lidt af bbq-saucen.
Maden blev nydt sammen med et glas rødvin – en spansk og tilmed økologisk vin Matsu El Pícaro, som var rimelig sødmefuld og ukompliceret. En glimrende rødvin til en rolig aften på terrassen.
Is kan laves på mange forskellige måder og med mange forskellige ingredienser. Om sommeren kan det for eksempel være dejligt at udskifte flødeisen med en frisk og læskende sorbet, som passer bedre til det varme, solrige vejr. Sorbet er meget let at lave. I princippet …