Har du prøvet at lave burgere på grill? Altså inklusiv burgerbollerne? Det kan jeg godt anbefale! For et par dage siden mødtes jeg med Love and Lemongrass, og efter lidt shopping (i virkelig heftigt regnvejr!) tog vi hjem til mig for at grille. Jeg havde …
Det bliver lidt vemodigt, når jeg skal afslutte denne måneds is-benspænd, for det har været rigtig sjovt og lærerigt at eksperimentere med isproduktion. Selvom august er lige om hjørnet, er jeg dog ikke færdig med at blogge om is – jeg har stadig en række …
Is kan bruges til andet end desserter og et sødt indslag om eftermiddagen – hvad med at bruge det i forretten? Jeg har tidligere lavet en solbærsorbet, som jeg brugte i en forret med andebryst, og den anden dag fik jeg lyst til at eksperimentere med en gedeoste-is.
Ideen fik jeg, da jeg legede med mascarpone. Det er en cremet friskost, og jeg tænkte, at man burde kunne gøre noget tilsvarende med en blød gedeost-friskost. Gedeosten har selvfølgelig en mere markant smag, og da jeg i første omgang prøvede at bruge den i en dessert, blev resultatet lidt for underligt. Jeg gik derfor tilbage til forret-ideen og lavede en helt simpel gedeoste-is.
Gedeoste-is
ca. 5 personer
200 g gedeost-friskost 2 spsk flydende glukose 1 dl fløde et lille knips salt
Rør ingredienserne grundigt sammen, inden de hældes på en ismaskine. Jeg brugte vanen tro min DeLonghi-ismaskine, og jeg vil anbefale dig kun at lave denne is, hvis du har en ismaskine – ellers er jeg bange for, at konsistensen bliver for grynet og ujævn.
OBS – gedeoste-is er bedst, lige når den er kørt eller evt. efter 1-2 timer i fryseren.
Servér din gedeoste-is sammen med lidt blandet salat, parmaskinke, nyslynget honning og hakkede valnødder.
Note: Gedeoste-is er en kæk lille servering, som er en fortolkning af en anden forrets-klassiker herhjemme – nemlig varm gedeost med honning og valnødder. Den milde gedeoste-is gør sig glimrende sammen med de andre ingredienser, og det er en sjov og anderledes måde at bruge is på. Prøv det!
Til hovedret fik vi – igen igen – grillmad. I disse solbeskinnede tider griller vi stort set hver dag, og denne dag var det kylling, der blev smidt på grillen. Kylling er helt klart blandt favoritterne, når det kommer til grillmad hos os, og efter mit røg- og damp-tema i foråret kombinerer vi ofte grillningen med træflis, da det giver en fin røget smag til kødet.
En amerikansk bekendt sendte mig en bog om Kentucky Barbeque foråret, og den fandt jeg frem, da jeg skulle lave en dip til kyllingen. OBS – bogen har ikke noget at gøre med Kentucky Fried Chicken men om grillmad i Kentucky.
Jeg justerede målene, men fik en del dip i overskud, så du kan med fordel bruge denne portion til 2-3 kyllinger. Jeg valgte desuden at undlade smørret i dippen og i stedet gnide kyllingen med smørret, inden den blev grillet.
Kentucky-inspireret kyllinge-dip
½ dåse hakkede tomater ½ dl æblecidereddike 1 tsk rørsukker ½ dl sød sennep 1½ tsk cayennepeber salt og peber
Desuden: kyllingestykker smør salt
Rør ingredienserne til dippen godt sammen og lad det stå en times tid. Smør kyllingestykkerne grundigt med smør og drys med salt, inden de lægges på grillen. Når de er ved at være klar, pensler du dem med dippen. Kyllingen skal af grillen lige efter, da sukkeret i dippen ellers brænder sort.
Note: Lækker og mild dip, som fungerede rigtig godt sammen med kyllingekødet.
Her er i sommervarmen er en kugle sorbet en dejlig måde at få noget koldt og læskende. Da jeg tilmed har is-benspænd i denne måned, så har det været en kærkommen lejlighed til at lave et par frugtsorbeter – i dette tilfælde en melonsorbet og …
Tidligere på ugen grillede vi sammen med nogle venner, og her fik jeg lyst til at lave en hurtig vandmelondrink. Nu har temperaturen som bekendt været rimelig høj de seneste dage, så det måtte ikke være en alt for tung og sød drink, og jeg …
Yoghurtis er blevet ret populært gennem de seneste år, og det forstår jeg godt, for yoghurtis er som regel meget frisk og knapt så tung som almindelig flødeis. Det var derfor oplagt, at jeg skulle eksperimentere med yoghurt i forbindelse med denne måneds is-benspænd, og jeg opdagede til min overraskelse, at det er utrolig let at arbejde med og giver rigtig gode resultater!
Den første aften lavede jeg en yoghurtis på to ingredienser – græsk yoghurt og sukkersirup (lavet på vand og rørsukker). Lettere kan det dårligt blive. Husk at bruge den fede yoghurt-udgave på 10%.
Pisk ingredienserne grundigt sammen og hæld massen i en ismaskine. Jeg kørte den vanen tro på Delonghi-ismaskinen, men da massen er ret cremet allerede inden, den bliver frosset ned i maskinen, så har jeg på fornemmelsen, at du også kan få et udmærket resultat, hvis du blot fryser massen ned og sørger for at røre et par gange i timen undervejs.
Husk at pynte din yoghurtis med letflydende forårshonning og ristede pinjekerner.
Note: Denne enkle yoghurtis er en meget frisk is, der har en tydelig yoghurtsmag. Det er en rigtig god basis-is (ligesom mascarponeisen), og du kan sagtens udskifte pynten med friske bær eller hakkede nødder og chokolade.
Da jeg fandt ud af, hvor god den græske yoghurt er i is, måtte jeg selvfølgelig også prøve en variant mere, så jeg lavede en yoghurtis med hindbæru. Den blev ret sød – lige en anelse for sød til mig, der normalt er til mere syrlige is – så jeg har noteret et alternativ i opskriften, og så må du selv vurdere, hvor sød/syrlig du gerne vil have isen.
Hindbær-yoghurtis
300 g hindbær 2 dl rørsukker (du kan nøjes med 1 dl, hvis du gerne vil have en knapt så sød udgave) ½ dl vand 3 dl græsk yoghurt 10%
Hæld hindbær, sukker og vand i en kasserolle og lad det simre i ca. fem minutter. Lad hindbærmassen køle helt ned – gerne til køleskabstemperatur, inden du pisker den grundigt med yoghurten og derefter kører den på en ismaskine.
Note: Meget intens og sød yoghurtis med masser af hindbærsmag. Isen kan med fordel spises sammen med lidt friske krydderurter – lidt hakket estragon kunne for eksempel være en spændende kombination. Brug mindre sukker, hvis du ikke er til så søde is.
Vi lever skam af andet end is i disse dage – selvom det ikke er så tydeligt på bloggen 🙂 Da jeg havde LCHF-benspænd, faldt jeg over en masse spændende opskrifter, og det var langt fra alle, jeg fik prøvet, så jeg har fortsat lidt …
Ideen til denne vaniljeis med brownie fik jeg, da jeg skulle have besøg af en ven, der ikke er så glad for is! Ja, det lyder en anelse blasfemisk – især med månedens benspænd – men så er det jo bare en ekstra udfordring. Nu …
Hjemmelavet is kan bruges til andet end som dessert – hvad med en jordbærmilkshake her i varmen? Jeg fandt jordbærisen frem fra fryseren og lavede denne smukke drik, som jeg delte med gemalen her til eftermiddag.
Jordbærmilkshake
lækkersulten person – eller to romantikere, der gerne vil dele
150 g friske danske jordbær
2 dl sødmælk
10 spsk jordbæris
Blend ingredienserne til en jævn masse. Hæld din jordbærmilkshake i et højt glas, stik et par sugerør i og pynt med et jordbær på glassets kant.
Note: Lækker, cremet milkshake med masser af jordbærsmag – som at drikke sommer 🙂 Vær opmærksom på, at bruger du ikke en hjemmelavet jordbæris, skal du bruge flere friske bær i milkshaken, eftersom købe-is ikke smager lige så kraftigt som hjemmelavet is. Har du en meget sød tand, kan du evt. smage din jordbærmilkshake til med sukker – jeg synes dog ikke, at den behøver det.
Månedens is-benspænd giver jo også anledning til at være kreativ, så selvfølgelig eksperimenterer jeg også med at lave sjove og anderledes is. Har du nogensinde smagt is baseret på friske krydderurter? Det kan blive ret funky. Jeg har tidligere lavet en ananas-basilikum-is, men det var …