Lion’s mane – bøf af pindsvinepigsvamp

Lion’s mane er en spændende spisesvamp, som er blevet populær hos gourmet-vegetarrestauranterne de seneste år. Det skyldes ikke mindst, at svampen har en struktur, som ‘efterligner’ kødfibre og derfor er virkelig interessant at bruge som erstatning for kød.
Svampen smager på ingen måde som kød, men du kan marinere den eller stege den i krydderier og saucer, som kan få middagsgæsten til at tro, at det faktisk er kød, de spiser. Hvis du er helhjertet vegetar, er det næppe noget, du vil gøre, men vil du servere en vegetarret for en dedikeret kødspiser, så er denne servering et godt bud.
Jeg har kun set lion’s mane hos Fresh.land indtil videre, men svampen er efterhånden ret populær hos gourmet-vegetarrestauranterne, så måske stiger efterspørgslen så meget, at flere forhandlere vil sælge den med tiden.
Lion’s mane bøf
1-2 personer
200 g lion’s mane
rapsolie til stegning
Marinade:
2 spsk rapsolie
1 spsk paprika
½ tsk cayennepeber eller chilipulver
1 tsk løgpulver eller hvidløgspulver
½ tsk sukker
½ tsk salt
Hæld olie på en pande og varm den op til middelvarme. Læg svampen på panden og lad den stege et par minutter, inden du vender den og giver den et par minutter mere. Stil derefter en stor ren gryde ovenpå svampen (eller noget lignende, der kan presse den) og lad den stege videre i nogle minutter. Vend svampen igen og stil gryden ovenpå. Når svampen er mør og har en flot stegt overflade, tager du den af panden og lægger i et dybt fad eller plastbeholder.

Sådan ser lion’s mane ud, når den er stegt og presset, men inden den har fået marinade.
Rør marinaden sammen og smør svampen med den. Lad den marinere i ca. 20 minutter, inden du finder panden frem igen. Steg den marinerede lion’s mane i 3-5 minutter på hver side, inden du serverer den varm.
Du kan servere lion’s mane med lige det tilbehør, du har lyst til, så det er helt op til dig, om det skal være ovnbagte kartofler, kogte ris eller pasta og/eller en salat.
Note: Lion’s mane har en virkelig skøn, saftig konsistens og en struktur, der minder om kød, når man skærer i den. Svampen har ikke voldsom megen smag i sig selv, men marinaden giver den en fin, letkrydret smag. Hvis du ønsker en mere kødagtig/umami-baseret smag, så kan du eksperimentere med at bruge soyasauce i marinaden.







