Lidvinikis – hytteostpandekager

Lidvinikis – hytteostpandekager

Da vi havde gæster sidste weekend, serverede jeg – udover de føromtalte ostesnacks – også lidvinikis, der er polske hytteostpandekager med creme fraiche og dild.

Jeg faldt over de tykke pandekager for nogle år siden, da jeg researchede i forbindelse med mit russiske benspænd. Her så jeg en opskrift på lidvinikis hos Saveur, og det var den udgave, jeg tog udgangspunkt i. Jeg ændrede dog lidt på fremgangsmetoden og skruede samtidig ned for melmængden.

Lidvinikis – hytteostpandekager

9 stk.

400 g hytteost
3 æg
1½ tsk bagepulver
2 dl hvedemel
50 g smør, smeltet
salt og peber

Derudover:
frisk dild
creme fraiche

Pisk hytteost og æg sammen. Tilsæt derefter mel, bagepulver samt lidt salt og peber og pisk det sammen.

Fordel dejen på en bagepapirbeklædt bageplade, så du får 9 tykke hytteostpandekager. Pensl dem forsigtigt med det smeltede smør. Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter, indtil de er gyldne.

Anret dem på frokosttallerkner sammen med frisk dild og creme fraiche. Du kan også kombinere dem med lidt røget laks, hvis du har lyst.

Note: Milde og lækre hytteostpandekager. Lidt mere kompakte og sprøde end de LCHF hytteost-pandekager, jeg lavede for en række år siden. De kan sagtens holde sig til næste dag, hvor de blot skal lunes lidt, inden de anrettes. Du kan derfor sagtens tilberede dem dagen inden, at du får gæster.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *