Kylling i blåskimmelsauce

kylling, blåskimmelost, ost, pasta, spidskål, kål, flødeJeg får parteret en del kyllinger i denne måned, nu hvor jeg har æg & kylling-benspænd, og her fik jeg skåret en del små stykker kød af kyllingeskrogene. Kødet blev selvfølgelig straks brugt til en hurtig omgang aftensmad, da jeg lavede kylling i blåskimmelsauce. Kødmængden svarer til 1½ kyllingefilet til to personer – har du brug for en større portion (det gælder også pastaen og kålen i nedenstående opskrift), skruer du selvfølgelig blot op for mængden.

Kylling i blåskimmelsauce
2 personer

kyllingesmåkød svarende til 1½ kyllingefilet
lidt smør eller rapsolie
75-100 g pasta
et kvart spidskål, fintsnittet
en smule rapsolie
1-2 tsk flydende honning
salt

Blåskimmelsauce:
75 g mediumstærk blåskimmelost – jeg brugte en fra Thiese
1 dl fløde

Steg kyllingekødet på en pande sammen med lidt smør eller rapsolie. Kog imens pastaen samt læg kålen i et dybt fad. Sørg for at kramme kålen godt – gerne sammen med en lille sjat rapsolie og honning, så det kan masseres godt ind i kålen. Når kyllingekødet er stegt, og pastaen er kogt, vendes det i kålen.

Smelt osten i en lille kasserolle sammen med fløden. Rør det godt sammen og smag til (er saucen for stærk, kan du tilsætte mere fløde). Hæld det over fadet med kylling og smag til med salt. Servér med det samme.

Note: Kylling i blåskimmelsauce er let og hurtig aftensmad. Det lille strejf af honning i kålen passer rigtig godt sammen med blåskimmelosten, som også går godt sammen med kyllingekødet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *